Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

IT Factory - Bør vilkår for Sale and Lease back “ændres” efter IT Factory... Jacob Tøjner

2,310 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
05 December 2008

Sådan snød man i gamle dage
I de gode gamle dage skaffede man kapital til sig selv ved at sælge sine møbler til en långiver... långiveren udbetalte så lånet, men man aftalte med långiver, at man overfor omverdenen i tilfælde af øko. nedbrud oplyste at han havde købt møblerne. Ingen kunne jo vide om han havde pant i møblerne eller ejede dem...

Møblerne blev jo stående i stuen.

Gik man herefter nedenom og hjem kunne långiveren så komme og på skrømt fortælle den overraskede omverden (andre kreditorer), at møblerne var hans... Deraf navnet "møbellån"...

Dermed kunne man nemt snyde de andre kreditorer, og fordele på andres bekostning, for omverdenen anede jo ikke at det fine indbo i hjemmet i realiteten var ejet af en anden (eller dannede grundlag for senere udlån)...

Den gik selvsagt ikke, og derfor fik man indført en banal metode til at fastslå, at en långiver vitterlig havde sikkerhed (pant) i et eller andet aktiv - denne sikkerhed var tinglysning og dermed identifikation...

Hvorfor gælder der ikke et krav om tinglysning for "forretningsverdenen" - hvorfor blev man ikke klogere...

Det der med tinglysning, det gælder ikke i "forretningsverdenen"... - i denne særegne verden kan man I DAG OGSÅ faktisk i dag EFTER IT FACTORY overdrage ejendomsretten til alle virksomhedens computere til en bank (der herefter jo ejer dem ), hvorefter man lejer dem igen af banken... uden at nogen overhovedet aner at transaktionen er gennemført.

Ikke just udtryk for gennemsigtighed..

Transaktionen kaldes med et fint udtryk "sale and lease back" - øh - og det er jo et engelsk ord og dermed moderne og dermed er der næppe grund til at presse sådan et fint arrangement ind i de rammer for tinglysning vi allerede har i dag... vel.. eller er der?

I dag kan man altså ikke "se" - når man besøger virksomheden - at computerne faktisk er ejet af banken - altså bortset fra de små klistermærker, der sidder på en printer eller en pc'er til eksempel...

Hvis de altså falder af eller pilles af eller aldrig sættes på af ledelsen, så er det heldigt at vi - der handler med selskabet - kan "falde tilbage på" at der er en forpligtelse til at have forpligtelsen stående i årsregnskabet ... hvilket selvfølgelig lige forudsætter at revisor, bogholder og overordnet ledelse kender til forpligtelsen ... hvis ikke, så har vi IT Factory Scenariet igen... 

Fra lovgivers side har man nok tænkt, at man da ikke kan forestille sig i forretningsverdenen, at nogen kunne finde på at "sælge" for eksempel de samme computere 12 gange til leasingselskaber, eller endnu bedre sælge 12 ikke eksisterende computere til først det ene og så det andet leasingselskab, hvorefter en masse kreditorer, der leverer alt muligt andet til virksomheden på kredit - fx. baseret på en omsætning baseret på leasingselskabernes mange udbetalinger -  taber penge...  Med IT factory kan vi konstaterer, at tillid ikke er nok. Der sker tilidsbrud.

I denne anledning skal man huske, at en ting er leasingselskabernes tab i denne sag, det er hårdt nok for dem, og man kan selvfølgelig drøfte i hvilket omfang vi skal have ondt af dem (?) måske, måske kunne have gjort det bedre, hvem ved...

Mere interessant er det med den komplet uskyldige medspiller i scenariet, nemlig den pligtopfyldende ansatte, leverandøren og den ordentlige samarbejdspartner, underleverandøren, der leverer timer i tiltro til at modtage betaling, den såkaldt almindelige kreditor, lønmodtagernes garantifond, vores alles skattekasse, der taber millioner.. hvad med de penge..  osv osv..

De taber alle deres penge fordi systemet er baseret på (for nu at sætte det på spidsen) fordi klistermærkerne ikke er sat på eller er taget af...  

Kan vi leve med et system, hvor kvaliteten af klistermærker afgør om milliarder tabes. Det er systemet som det principielt er i dag - sat på spidsen for forståelsens skyld...

Man kan vel med rette stille det spørgsmål, hvorfor der egentlig ikke er en forpligtelse for leasingselskaber til at fx. tinglyse deres leasingaftaler som forudsætning for at kunne gøre disse aftaler gældende. På samme måder som man kun kan gøre sin ret over fast ejendom gældende, hvis retten til ejendommen er tinglyst. Dermed kunne denne svindel kunne være opdaget...

Systemet er eller til stede, og har været til stede i årevis..

Hvorfor ikke - måske fordi holdningen har været følgende... udtrykt ved min gamle
lærebog fra universitetet , der hedder "Ejendomretten 1" skrevet af Michael Elmer og Lise Skovby (fra 1991) side 63... 

fordi

"...Leasing frembyder i flere henseender særegenheder, der i forhold til salg og pantsætning, .....  og den betydelige udbredelse instituttet har fået i forretningsverdenen, taler for ikke unødigt at søge at presse dette retsinstitut ind i allerede kendte begreber..." (JT: De der "begreber" det er det der tunge tinglysningsnoget som ingen kan finde ud af... det er mig der fremhæver med fed skrift...)

Det, det vel egentlig betyder, er, da nu sale and lease back er sådan en super god finasieringsmodel for alle virksomheder, og da alle parter i forretningsverdenen rigtig godt kan lide modellen (også skattemæssigt) jammen så lad os da lade modellen stå til rådighed uden alt for meget hurlumhej… det er så besværligt med alt det tinglysning i forvejen…

Tja... besværligt… hvis man indførte et simpelt krav om tinglysning, så kunne samme Leasingkarrusel vel næppe gentages… og de kunne have været undgået... lidt a la det der, med pant i biler...

En overvejelse for lovgiver ? - Måske... Efter min opfattelse nemt og relativt enkelt...

- og ligger opgaven hos Banken - som ved pant i dag - og som forudsætning for konstruktionen - så er der næppe tvivl om at opgaven bliver løftet...

Hvor mange stjerner giver du? :
Vær den første til af få Advokat blogindlæg Skriv dig op