Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

Fragt-fælden

19.286 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
25 September 2014

Situationen som du oplever den

Dit nystartede firma har designet et stødsikkert cover til iPad, og du har undersøgt at der er et marked for det i Danmark. Du har fundet en leverandør i Shanghai og er ved at lave en bestilling på 5 kubikmeter af dit nye produkt. Under forhandlingerne tilbyder din leverandør at stå for fragten, da han har nogle rigtigt gode transportaftaler. Det koster kun 2.100 kroner. Det virker som en god pris, så du slår til med det samme.

Varerne er klar til den aftalte tid og bliver sendt afsted med skib. Godt en måned senere ringer en dansk speditør til dig og fortæller at varerne nu er klar i hans pakhus. Du skal bare lige betale udbringning på 7.800 kroner…… Det havde du ikke forventet, du har jo betalt din leverandør for at stå for transporten. Og selv hvis du skulle betale for omkostningerne i Danmark, så synes du egentlig det er alt for mange penge for bare at få varerne bragt ud. En stor del af din profit på dette parti varer er i så fald allerede væk. Du spørger lidt rundt og finder ud af at lokale omkostninger, inklusiv fortoldning og udbringning ikke bør være mere en 1.200 kroner. Du fortæller speditøren at det ikke kan passe og at du ikke skal betale noget eftersom leverandøren har betalt fragten. Den danske speditør melder tilbage at han skal have sine omkostninger dækket og du ikke får dine varer før regningen er betalt. Han tillader heller ikke at du får en anden speditør til at stå for udbringningen.

Du kan nu vælge at betale de 7.800 kroner eller lade speditøren beholde dine iPad covers.

Virker det bekendt? Hvis ikke, så er der andre her på Amino, der har fået ‘en dyr lærestreg’, som du lige så godt kan lære noget af. Man kommer let til at betale nogle ‘vanvittige ekstra-omkostninger’.

Det der reelt sker

Når ordren er i hus ringer din leverandør til sin sædvanlige speditør i Kina. Leverandøren beder om at få et tilbud på fragt til Danmark. Speditøren i Kina kan i sine systemer se at prisen for at få fragtet de 5 kubikmeter til Danmark normalt er 3.500 kroner, men efter sædvanlig praksis sender Kina-Speditøren alligevel et fragttilbud på 2.100 kroner til leverandøren og tilbyder derudover at give leverandøren en kick-back på 1.000 kroner hvis han må stå for transporten. Det er en god forretning for din leverandør, som accepterer tilbudet.

Herefter kontakter speditøren i Kina sin danske samarbejdspartner, den føromtalte danske speditør, og fortæller ham at han kan få lov at håndtere fragten i Danmark for et gebyr på 5.000 kroner. Danmark-Speditøren takker ja. Når lasten kommer frem sender den danske speditør dig en faktura på 7.800 kroner, og sender de 5.000 kroner tilbage til Kina-Speditøren.

Resultatet

- Du har betalt 9.900 kroner for transport (2.100 kroner til din leverandør og 7.800 til den danske speditør.

- Leverandøren har tjent 1.000 kroner på den transport som han har solgt videre til dig ‘uden profit’.

- Kina-Speditøren har tjent 5.000 + 2.100 - 1.000 - 3.500 = 2.600 kroner mere end han burde have tjent.

- Danmark-Speditøren har tjent 7.800 - 5.000 - 1.200 = 1.600 kroner mere end han burde have tjent.

- Hele fragten har kostet 9.900 kroner, hvor du troede den kostede 2.100 kroner, og hvor den burde have kostet 3.500 + 1.200 = 4.700 kroner. Disse 4.700 kroner inkluderer profitten til både Kina-Speditøren og Danmark-Speditøren.

Et eksempel

Nedenstående er et vaskeægte eksempel på en faktura, som en dansk speditør har udstedt til en dansk importør, som havde aftalt med afsender at denne skulle stå for fragten. Kan du gennemskue hvad de enkelte punkter dækker over?

Konklusion

Hvis du bliver tilbudt billig fragt, eller sågar gratis fragt, så sig pænt nej tak, for du kommer alligevel til at betale fragten og det bliver langt dyrere end hvis du selv står for det.

Insistér på at du betaler fragten og bliv enig med leverandøren om hvorvidt handlen skal foregå på EXW- eller FOB-vilkår. Herefter finder du selv en god dansk speditør, som du betaler og som arbejder for dig. Når du indgår aftalen med speditøren, så bed om en all-in pris. På den måde undgår du ubehagelige ekstraomkostninger inden du får dine varer leveret.

Med andre ord: Du er selv nødt til at tage ansvaret for fragten. Ellers bliver du snydt. Der er ingen vej udenom.

Et alternativt løsningsforslag: Thorborg-metoden

Der var faktisk nogen der forsøgte at lokke selveste Martin Thorborg i fragt-fælden. Du kan se hvordan det gik i denne video. Hvis du mener at du selv har samme karisma og gennemslagskraft, så kan du jo også forfølge den strategi.


Moralen

I ovenstående historie tilbyder leverandøren reelt en billig fragt på CIF-vilkår. Dog med den lille krølle at det reelt er dig der ender med at betale fragten. At dette er moralsk forkert er der bred enighed om, men hvorvidt det er ulovligt er mere usikkert. Hvorom alting er, så vil det altid være umuligt at bevise. En ringe trøst er måske at det ikke bare er et dansk problem, men noget man ser over hele verden hver eneste dag.

Relaterede emner:

Import fra Kina - CIF eller FOB

Købsaftale med producenter i Kina – et eksempel

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Morten skriver Skriv dig op