Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Jesper Norbøll fra MediaMouse 2 år med gåvogn - Det skulle der til..

2 år med gåvogn - Det skulle der til..

4,162 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
27 December 2013

  "Jeg vil... og jeg KAN... selv..."

Jeg kan ikke huske om jeg direkte ordret tænkte sådan, men jeg kan huske fornemmelsen i kroppen.
Fuldstændig lige som når f.eks. nogen (bl.a. mig) kommer til at tænke på Disneys juleshow, når de oplever lugten af julekager.
Og det er også lige præcist det med Disneys juleshow og lugten af pebernødder som inspirerede mit til at skrive dette blogindlæg.

Jeg har minder tilbage fra jeg var omkring 1-2 år gammel og de fleste af dem er senere hen blevet bekræftet. Så jeg ved at det ikke er noget jeg har drømt eller bildt mig selv ind.
Jeg kan blandt andet huske lugten og udseendet af min barnevogn - set indefra. Den arvede min fætter da jeg var 2 år gammel. Så allerede fra da jeg var så lille, er der ting jeg stadig kan huske den dag i dag.

Vi boede i Farum indtil jeg fyldte 3 år. Derefter købte mine forældre min mormor og morfars lille bindingsværkshus i byen Snekkersten (5 kilometer sydpå af Strandvejen forhold til Helsingør).
Snekkersten var der jeg voksede op indtil jeg var 12 år gammel og vi flyttede til Hornbæk, hvor mange af mine tidligere blogindlæg omkring købmandsskab udspringer af.

Både Snekkersten og navnlig Hornbæk har jeg mange gode og også dårlige oplevelser, historier og minder fra, som jeg tydeligt kan se har været medvirkende til at gøre mig til den person jeg er i dag - og derved også til at danne et grundlag for mit liv som iværksætter.

Farum har jeg kun en enkelt oplevelse fra, som jeg ved har haft en direkte indvirkning på mig. Men jeg var trods alt også kun omkring 2 år gammel.
Til gengæld ved jeg at oplevelsen udgør den helt fundamentale grundsten i min personlighed...

... Da vi boede i Farum havde jeg en gå-vogn. Sådan en træfarvet vogn med røde plastikhjul og en rød metalbøjle.
Den kørte jeg meget med. Enten ved at sidde i den og holde fast i bøjlen imens jeg skubbede mig baglæns med fødderne, eller ved at gå med den med nogle af mine ting i. Når man kun er 2 år gammel og ikke kan bære så mange ting på en gang, så er sådan en jo praktisk til at transportere legetøj, bamser m.m. i.

En dag var jeg ude på legepladsen sammen med min mor. Min mor havde ikke noget arbejde på det tidspunkt, andet end at passe mig, hvilket nok også til tider har været mere end rigeligt. I det boligområde vi boede i var der en stor legeplads med en stor sandkasse, hvor der er midten var nogle kombinerede legehuse/rutsjebaner. De lignede nærmest nogle trekanter, eller tage, der stod i sandkassen. Man kunne så kravle op af "taget" og på den anden side var der et bredt glat stykke metal på midten af taget som fungerede som rutsjebane. Jeg kunne rigtig godt lide at lege på disse legehuse. Så min mor tog tit over på legepladsen med mig. Men en dag fik jeg lov til at være alene på legepladsen. Min mor fulgte mig, og min gåvogn med min bamse i, over til legepladsen og gav mig besked om at jeg skulle blive der indtil hun kom igen,
Jeg legede alene på legepladsen, men pludselig kom der to store drenge og også ville lege på samme legehus som jeg gjorde. Jeg kan huske at de først lod som om jeg ikke var der og jeg holdt mig for mig selv på den anden side af legehuset. Men pludselig kom de over på min side og begyndte at snakke til mig, for til sidst at skubbe mig ned af legehuset, når jeg kravlede op på det. Jeg blev ked af det og gik over til min gåvogn og min bamse, som holdt ved siden af sandkassen. Men drengene gik efter mig og ville tage min gåvogn. Jeg kan huske at jeg var rigtig ked af det og, selvom min mor havde sagt jeg skulle blive ved sandkassen, så besluttede jeg at gå min vej med gåvognen. Det gjorde jeg så, uden overhovedet at vide hvor jeg var - jeg gik bare væk fra drengene og heldigvis gad de ikke at følge efter mig i ret lang tid.

Men en ting var at jeg nu var i sikkerhed - men jeg var også langt væk fra sandkassen, et eller andet sted i området som jeg ikke kendte. Jeg var stadig ked af det og kan huske at jeg stod og græd med min gåvogn i håbet om at nogen voksne ville hjælpe mig med at finde min mor.
Men der var ingen voksne der kom forbi. Og så var det at følelsen ramte mig; den følelse som jeg i dag genkender som "Jeg bliver nødt til selv at klare det - og jeg skal nok finde ud af hvordan". Jeg kan huske at jeg oplevede følelsen på samme måde som når jeg blev stædig og ville have min vilje. Og det er præcist på den samme måde jeg oplever følelsen den dag i dag. Jeg er dybt overbevist om at det var grundlaget og følelsen af "fighter spirit" eller "kampånd" som jeg blev ramt af dengang som 2 årig. Alle rækkehusene i området var praktisk talt ens, i hvert fald set fra et lille barns synsvinkel. Så jeg besluttede mig for at gå hen til hver eneste hoveddør og ringe på. De to første døre var der ikke nogen der åbnede, men ved den 3. dør var det min meget overraskede mor der åbnede. Så jeg var trods alt ikke nået længere væk og derved dårligt nok hverken forsvundet eller faret vild. Men jeg fandt til gengæld min kampånd på vejen.

Det er denne grundsten som er det første, jeg overhovedet kan komme i tanke om, som stadig giver mig ballast i dag.
Jeg kan mærke den, når jeg står i en situation, hvor jeg enten personligt eller forretningsmæssigt bliver stærkt udfordret. Det vilde er, at jeg får samme fornemmelse som jeg gjorde den gang: en kuldegysning ned af ryggen - og så får jeg, ikke en ringen, men en svag lyd inde i mit hoved af plastikhjulene fra min gåvogn, som kører hen af fliserne. På en eller anden underlig måde gør det mig "kampklar" - og det giver mig også en form for tryghed og skarphed, når jeg oplever dette. For så ved jeg at jeg nok skal klare det på den ene eller den anden måde - for det har jeg gjort før.

Men det er nok også den oplevelse som gør, at jeg har det svært med folk som bare opgiver, inden de overhovedet har forsøgt.
Især inden for iværksætteri hører og læser jeg tit noget i stil med "Jeg ved ikke hvordan, så det kan jeg ikke" - Jamen, så find dog ud af det! Eller find nogen som kan hjælpe dig med det. Man kan roligt regne med at med mindre man beder om hjælp eller søger efter hjælp, så får man ikke nogen hjælp. Hjælp og viden er ikke noget der på magisk vis dumper ned i ens hænder når man mangler det. Det kræver en indsats - og inden for iværksætteri har jeg den tommelfingerregel at desto mere kompliceret og unikt det er, det som man er ved at rode dig ud i, desto mere viden og erfaring kræver det også for at blive en succes - ellers vil der være mange andre som allerede har udkonkurreret en inden man overhovedet er kommet i gang.

Så næste gang du står med en udfordring og er ved at smide håndklædet i ringen på forhånd, så tag lige en dyb indånding og lyt godt efter...
Kan du høre en svag lyd af plastikhjul bag dig...? Det er lyden af en 2 årig med gåvogn som er ved at overhale dig - Så tag dig sammen og se at komme videre!

/Jesper

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Jesper skriver Skriv dig op
Vi bruger cookies til at sikre, at du får den bedste oplevelse på Amino
Læs mere