Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

Min morfar er sørøver - og bestyrelsesformand

4,521 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
09 July 2013

  Det er lang tid siden jeg sidst har skrevet herinde, hvilke jeg beklager.
Men først og fremmest er min holdning at jeg kun skriver noget herinde, når jeg syntes jeg har noget fornuftigt at skrive som andre kan få glæde af.
For det andet har jeg været presset rent arbejdsmæssigt, men også privat. Så jeg har ikke haft det store overskud generelt, hvilket også har haft en kraftig indvirkning i min skrivelyst.

Dette er endnu et blogindlæg - eller rettere: endnu en historie.
Og endnu en gang er det et af de mere dybsindige i samme tråd som bl.a. mit indlæg "Drømme, Cocio og Ovnrens" (læs det bagefter hvis du ikke allerede har læst det).
Så hent dig en god kop varm kaffe eller te - eller hæld en kold cola i koppen, så du er forsynet de næste 10 minutter:

-----

I øjeblikket er jeg, sammen med mine søstre, igang med at rydde min mormors bolig.
Hun døde i november måned sidste år efter længere tids sygdom.
Selvfølgelig er vi alle kede af at hun er væk, men omvendt, så er vi også ret lettede.

Hun var altid været en kvinde der bar hovedet højt - og det var hun sørme også i sin fulde ret til.
Hendes baggrund var uddannet journalist og siden 60'erne har hun siddet i store stillinger som forlagsredaktør og sluttede af med bl.a. at være chefredaktør på Alt For Damerne og Femina.
Så ja, hun var rigtig dygtig og også anerkendt i branchen for hendes dygtighed, men også for altid at være "på". Pænt klædt og altid korrekt i sin optræden.
Så da hun for et par år siden begyndte at skrante alvorligt pga. sygdom, var det tydeligt at se på hende at det at være afhængig af andre, ligge på hospitalet i sit eget tis m.m. var det sidste hun kunne ønske sig. 2 måneder før sin død sendte endnu en blodprop hende endnu en gang på hospitalet, men denne gang med udsigten til aldrig at kunne komme hjem til sit eget hjem igen, men på et plejehjem da hun fremover ville skulle have pleje døgnet rundt. Hun var selv meget ked af sit liv og sagde direkte at hun havde haft et rigtig godt liv og nu gerne ønskede det skulle stoppe - og det gjorde det så også. Senere gav en kraftig blødning i bughulen 2 muligheder som lægerne lagde i vores hænder:
1) Vi overfører hende til Rigshospitalet hvor hun vil blive åbnet op og man vil forsøge at lappe blødningen. Hendes fremtidige tilstand derefter vil være uvis, men hun vil aldrig komme til at gå igen og i det hele taget vil hun være meget medtaget, hvis hun overhovedet overlever indgrebet.
2) Vi stopper og holder hende smertedækket, men det er det.

I kan selv gætte hvilken løsning vi valgte. Et døgn senere opgav hendes hjerte at køre videre på dampene, selvom lægerne i op til 6 timer inden ikke længere kunne måle et blodtryk, på trods af hun var ved bevidsthed på det tidspunkt. Så er man altså en fighter til det sidste...

Nu hvor vi er i gang med at gennemgå indboet, har jeg bl.a. fået fingrene i mine bedsteforældres fotoalbums. Det er ikke nogen de nogensinde har vist frem og vi børnebørn har altid været i tvivl hvor vidt der overhovedet eksisterede nogen fotos fra deres barndom, ungdom m.m. Men det gjorde der, endda 6 styk omhyggeligt sorteret op i datoer, familiegrene og begivenheder.
Og der også en masse flotte "karriere"-billeder/pressefotos af min mormor - og min morfar.

Min morfar er et kapitel for sig selv. Det har altid været ham jeg har følt mig mest knyttet til af mine bedsteforældre. Det var derfor lidt et mavepuster for mig da han døde for en 6 år tilbage efter et par hjerteanfald. Han var ligeledes også uddannet journalist og mine bedsteforældre mødte hinanden dengang de begge studerede. Og om nogen var han et kendt ansigt inden for sit felt. Han har haft mange stillinger som redaktør, chefredaktør og også drevet og opstartet forlag og magasiner. Hvor min mormors område var damer og mode, var min morfar derimod aktiv inden for biler og gastronomi. Et af de første magasiner han var med til at starte var inden for biler. Senere hen blev det mad. Fag-magasiner som Hotel & Restaurant og Mad & Gæster er bl.a. hans kreationer. Han har skrevet masser af bøger omkring gastronomi, vine og lignende, både alene, men også sammen med forskellige kendte kokke så som Søren Kericke. Jeg skal hilse at sige at som barn var det noget specielt at være ude og spise med mine bedsteforældre i København hvor de boede. Jeg tror jeg igennem min barndom har været på nogen af de fineste restauranter i byen, som man vil kunne nævne fra den tid. Min morfar var altid med på "beated" hvad angik teknologi. Han har fortalt historier om da han var med til på dagbladet at sætte avisen op med blybogstaver om natten og hvor fantastisk det var da den første telex kom og de kunne få nyheder "live" fra udlandet og videre over til telefax og hvordan email og internettet senere hen fuldstændig ændrede journalistikken. I hans ældre år brugte han rigtig meget tid foran computeren på at skrive artikler og klummer og kommunikere med diverse mennesker. Han var altid "på nettet" som min mormor kaldte det.

Min mormor og morfar havde meget få deciderede venner - men tilgengæld en masse gode bekendte og et meget bredt netværk, hvilket indholdet af deres fotoalbums også kraftigt understreger. Min morfar trak meget på ekstern viden, hvor min mormor mere var til selv at finde ud af tingene.

Dette er så også det som er kernen i dette bogindlæg:

Rent forretningsmæssigt minder jeg meget om min mormor. Jeg er en solo-rytter og det har jeg det bedst med.
Ikke ment som om jeg ikke kan finde ud af at arbejde sammen med andre på samme niveau, men jeg har det bedst med at kunne træffe de nødvendige beslutninger uden først at skulle diskutere dette med andre. Jeg har ingen problemer med at uddelegere ansvar og lægge opgaver i hænderne på andre, men jeg vil stadig have en finger på pulsen. Det er f.eks. meget få ting som foregår i MediaMouse, som jeg ikke ved noget om - så vidt jeg ved... Jeg har ingen problemer med at der f.eks. er en teknik som en medarbejder er betydeligt bedre til end jeg, men jeg bliver simpelthen nødt til at have en relativt høj viden omkring teknikken. Ellers føler jeg ikke at jeg kan formå at udnytte teknikken og medarbejderens potentiale ordentligt.

Jeg har tidligere haft virksomheder hvor jeg har haft medstiftere/partnere og det fungerede ikke. Så jeg ved hvad jeg taler om; Been there - done that - bought the T-shirt....
Ærligt sagt, så er jeg ikke god til at rette ind til højre og lade en anden køre foran i en periode. Jeg er for reaktiv og drevet af en kreativitet i overdrive som de færreste kan sætte sig ind i.

Det er også derfor jeg ikke har en decideret bestyrelse i MediaMouse. Da jeg oprindeligt stiftede MediaMouse mente min daværende revisor at en bestyrelse ville være en god idé. Den holdning blev hurtigt droppet og min nuværende juridiske rådgivere er også samstemmende enige om at en bestyrelse ikke vil give mening, da det på nuværende tidspunkt blot vil introducere nogle udfordringer og potentielle problemer. Til gengæld har jeg et advisoryboard som jeg læner mig op ad, da det at køre en virksomhed helt 100% alene vil være at opfinde en masse dybe tallerkener, bare fordi man ikke vil tage ned og købe dem uanset hvor billige de end er. Jeg har brug for at kunne lufte nogle tanker, problematikker m.m. over for nogen personer som ikke er direkte påvirket af virksomheden, som f.eks. min kone og min nærmeste familie. Så det er rigtig rart for mig at kunne smide nogle bolde op i luften over for nogle andre, som uden at have noget i klemme, kan sige deres uforbeholdne mening og komme med nogle indspark fra deres side af.

Men det er så alligevel ikke helt rigtigt at der ikke er en bestyrelse i MediaMouse som kan få mig til at ændre kurs...

Da min mormor for et par år siden fik sin første blodprop var det i hjernen. Hun kom sig utroligt nok over den inden for et par måneder og var nærmest en 4-5 år yngre og fyldt med mere energi og havde også en bedre hukommelse end før blodproppen. Men i dagene efter hun havde fået blodproppen så det ikke godt ud. Hun lå på en af de mest klamme uhumske stuer på Gentofte sygehus - en to-seng stue som stank af en blanding af pis og sprit, havde nullermænd i håndstørrelse i hjørnerne og tyndslidte gardiner med umiskendelige plamager af indtørret snask. Hun lå så der imens øjnene kørte rundt i hovedet på hende, da hendes synsevne også var ramt af blodproppen, og snakkede i øst og vest. Nogen gange virkede hun klar, andre gange var det noget værre vrøvl hun sagde. Men pludselig skete det vi alle havde frygtet - at hun måske havde glemt at morfar var død...
"Hvordan går det med morfar?" spørger hun og får grebet fat i min arm. Jeg stivner lidt og prøver at få øjenkontakt med min søster som var med, men hun var nærmest forstenet. Jeg tager så en dyb indånding og siger "Jamen, mormor. Morfar er jo død, kan du ikke huske det?". Hvortil hun så svarer "Jo jo... Men har du ikke snakket med ham?". Jeg bliver så urolig, men på en eller anden måde også stædig og siger noget i stil med "Nej, for han er jo død! Så jeg kan ikke snakke med ham!". 
Og så kom den skelsættende sætning fra journalisten og karriere-kvinden der lå der i sengen, som meget hårdt skar igennem: "Det ved jeg jo godt! Men derfor kan han jo godt være på nettet!!!".

Fordi jeg er så reaktiv som jeg er, så har jeg ofte brug for lige at vende tingene en ekstra gang. Det som en del nok vil kalde at sove på det.
Da jeg oprindeligt stiftede min første virksomhed gav min daværende advokat mig 2 råd, som jeg har taget til mig og stadig benytter mig af:
- Underskriv ALDRIG noget imens du står op! Hvis du ikke har mulighed for at sidde ned og skrive det under, så tag det med til du er et sted hvor du kan sidde ned. Har du for travlt til at sætte dig ned, så lad være med at skrive det under, indtil du har tid og kan sidde ned.
- Står du med en tung beslutning, så skriv det ned på et papir - grundigt formuleret som et form for brev til dig selv. Læs det et par dage senere som om det var en anden der havde skrevet det til dig. Du vil finde nogle helt andre svar end du ville have forestillet dig den dag du skrev det ned.

Så derfor, hvor underligt det end lyder, så skriver jeg en gang imellem en email til min morfar. Min mormor, som lå på kanten imellem død og levende, sagde jo selv at han var på nettet.
Han er min bestyrelsesformand og er ham jeg vender de tungeste beslutninger med - og sjovt nok er han ikke altid enig med mig...

Og nu til det som du kan tænke over, nu hvor din kop formentlig er tom: Hvad med dig?
Størstedelen af dem som jeg møder, der skal/vil i gang med at starte virksomhed, mener at man SKAL have en partner og/eller en bestyrelse hvis man virkelig vil frem.
Men er det nu det som du inderst inde vil - og kan du overhovedet fungere på den måde? Eller er du en solo-rytter som jeg?
Der er intet galt i at være solo-rytter, men du skal være indstillet på at der er hårdt og koldt på toppen hvis du er helt alene. Så det er altid godt at have nogen at kunne sparre med enten i form af partnere, et advisoryboard, et godt netværk eller noget helt andet...

I Blå Bog står der at min morfar var journalist, madanmelder, chefredaktør og klummeskribent.

I dag er han bestyrelsesformand - og sørøver Geeked

/Jesper

... og husk nu lige også at læse "Drømme, Cocio og Ovnrens"

Hvor mange stjerner giver du? :
Vær den første til af få Jesper blogindlæg Skriv dig op