Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs GR Consults Blog 8 tips til at blive en mere autentisk leder

8 tips til at blive en mere autentisk leder

1.423 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
08 April 2021

Befinder du dig i en situation, hvor det kunne være gavnligt at reflektere over din lederrolle. Måske er du en af dem, der bruger masser af tid på at lede opad, nedad og samarbejde til siden, men knap så meget tid på at reflektere over dine egne værdier? Eventuelt kun nogle få procent? Hvis du samtidig oplever, du af og til ikke får de resultater, du ønsker, så kunne du måske få gavn af at basere din ledelse ud fra dit eget værdisæt og dermed få lettere ved at lede fremover.

GR Consult har taget en snak med coach og kommunikationsrådgiver, Anette Riis, fra ABBC, Alpha Business Coaching & Communication om, hvordan du som leder får mere autentisitet i din ledelse. Hun anbefaler dig at starte med at overveje nedenstående for at finde, prioritere og tydeliggøre dine værdier:

Hvad skal din kerneopgave være?

Start med at tage en walk & talk med dig selv, hvor du reflekterer over, hvad der er vigtigt for dig i din ledelsesrolle, og hvor du er i det lige nu. En del ledere har både personale- og projektlederrollen på sig, og det kan være svært at balancere de to funktioner til dine præferencer og interesser. Er der balance i forhold til den, du er, eller er du kommet ud af en tangent, hvor den ene fylder mere, end du reelt ønsker? Hvor finder du en balance, så det bliver sjovt for dig?

Hvorfor er egne værdier så vigtige?

Som leder har du som nævnt mange roller. I travlheden med de roller tilsidesætter mange ledere sig selv og egne værdier. Det er ikke atypisk kun at bruge 0-2% af sit fokus på at finde ud af, hvad de selv vil med lederskabet, siger Riis. Men ifølge bogen “Birth of the Chaordic Age” af Dee Hock skal du bruge omkring 50% på egne værdier og cirka 5% på at lede nedad (for når du er tydelig bliver de dygtige). Når du finder dit eget ståsted, bliver det både lettere for dig at lede dine medarbejdere, men du bliver også selv lettere at lede, fordi du klart viser, hvem du er. Måske tænker du nu, at det betyder, du skal sidde halvdelen af ugen og pille navle. Det skal du ikke, men du skal vænne dig til løbende at være bevidst om dine prioriteter.

Og så minder Riis os om, at man sjældent har alle de kompetencerne, man kunne ønske sig. Men her har du jo også mulighed for at få nogle af dine folk til at komplementere dig. Er du ikke typen, der går i detaljer, men hellere maler med den brede pensel, så brug en anden til det og fokuser din energi de steder, du er stærkest.

Hvad motiverer og udvikler dig? Og hvad tager din energi?

Tænk over, hvornår du har det sjovest. Det er sandsynligvis det, der giver dig energi. Hvad har din drivkraft været gennem karrieren? Dit why? Har du solgt ud i forhold til den fede hyre, prestigen og hjørnekontoret? Er din motivation i ledelse er at se andre mennesker udvikle sig, shine og komme videre i karrieren? Eller ønsker du, personaleledelsen ligger på et minimum og vil dybest set hellere have et stort projektansvar? Hvis du er i tvivl, anbefaler Riis, du helt lavpraktisk starter med at føre logbog over din dagligdag. Noter ned, hvor du mærker energien komme og modsat, hvilke opgaver der dræner dig. Så vil du efter noget tid kunne se et mønster.

Du kan også vælge at spørge andre, hvordan de ser dig, når du er bedst, dårligst, etcetera. Det er godt at få kollegers perspektiv med, fordi de kan se de blinde pletter, du ikke selv er opmærksom på. Du skal blot vide, de nok ikke fortæller dig hele sandheden af hensyn til deres egen relation til dig.

Er du en af dem, der har en HR-afdeling, hvor man tilbyder personlighedstests, kan en sådan også være et startsted, hvor du kan se og få en snak om de træk, der kendetegner dig samt det modsatte.

Hvad skal dine egne ledere sige om dig, når du ikke er til stede?

Skal dine overordnede se dig som en visionær leder? Hvis det er dit mål, er det ikke så godt, hvis de synes, du ikke tegner det store billede for din afdeling eller gruppe. Her må du overveje, hvad det er der gør, du ikke kommer derhen. Er du måske endt som sagsbehandler, fordi du har et stort behov for kontrol, som tager tiden fra de visionære tanker? Eller har du et ideal om, du som personaleleder må lægge øre til alt om medarbejdernes udfordringer i privatlivet. Se på dit ønske til, hvad andre skal sige om dig og hold det op mod din adfærd. Do you walk the talk?

Hvilke af dine værdier er svære at forene med dit lederjob?

Måske har du som værdi, at du gerne vil levere produkter af høj kvalitet, som andre beundrer, og du får credit for. Men hvis det får den konsekvens, at du dobbelttjekker dine folk i for høj grad, er det kammet over. Og det vil alt andet lige også betyde, du mangler tid til dine andre vigtige lederopgaver. Hvis du kontrollerer andres arbejde meget, så start med at tænke over, om der egentlig er en grund til det? Ud af de opgaver, vedkommende afleverer, hvor mange af dem er så af en kvalitet, så du bliver nødt til at gennemtjekke dem? Er det reelt nok i forhold til kvaliteten af det afleverede, eller kunne du have brugt din tid bedre på noget andet? Og hvorfor har du egentlig brug for den kontrol? Og her er det vigtigt at sætte kontrol over for tillid, siger Riis. For bliver kontrollen brugt i et omfang, så du som leder udvikler din medarbejder, så kan kontrollen og tilliden styrke hinanden.  Men hvis du nærmeste ender med at overtage den andens job, og han eller hun går slukørede fra dit kontor, har kontrollen fået overtaget i for høj grad.

Hvordan kan andre se dine værdier i din adfærd?

Måske vil du gerne have en dagligdag, hvor dine medarbejdere begynder at komme mere til dig. Hvis du skal opnå det, vælger du måske, at en af dine værdier skal være tillid. Her må du overveje, hvordan du opnår dette, siger Riis. Hvad du skal til at gøre anderledes i lederskabet? Hvis du finder frem til, det betyder, du skal være mere til stede, overvejer du nu, hvordan du vil være det. Er der møder, du før har skippet, du vil begynde at komme til? Skal du til at holde flere 1:1-statusmøder? Du skal tænke helt lavpraktisk. Hvis det er svært at finde ud af, hvilke handlinger værdien skal resultere i, er den ønskede værdi, måske ikke defineret skarpt nok.

De personlige værdier

Det vil også være gavnligt for dig at kigge på dine personlige værdier samtidig. Selv om du har en lederrolle, vil din personlighed altid skinne igennem. Derfor anbefaler Riis, du også stiller dig selv nedenstående spørgsmål som en hjælp til afklaring af dine personlige værdier.

Hvilke situationer har givet dit liv en ny drejning? Hvor udviklede du dig mest?

Her anbefaler Riis dig at tænke tilbage på eksempelvis 10 situationer fra din barndom og frem til nu, der har gjort indtryk på dig. Hændelserne fra dengang kan nemlig gøre vi når helt til bunden til det vigtige. Du kan fortælle historierne til en, der kender dig uden at kende dig for godt. Brug vedkommende til at stille dig spørgsmål, så du finder ud af, hvad det er, der gør, du husker netop den situation. Måske husker du engang I kørte på ferie og kom ud for en ulykke, der gav dig et stort chok. Tænk tilbage på, hvordan du reagerede i den situation? Hvilke værdier kom til udtryk? Blev du paralyseret, eller begyndte du at handle dig ud af det ved at hjælpe dine forældre? Danner der sig et mønster i din adfærd og værdier, ligesom I kan holde øje med, om der også er en fællesnævner for det, der driver dig. Så kommer du tættere på dit purpose.

Når du kender formålet med dit liv, som også både driver dig og gør dig tilfreds, så er du der, hvor du har fundet ind til din måde at sætte dit fodaftryk i verden.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Gitte skriver Skriv dig op