Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs GR Consults Blog 5 hurtige tips til bedre skriftlige jobafslag

5 hurtige tips til bedre skriftlige jobafslag

10.446 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
27 June 2019

I en undersøgelse fra Manpower Group fra 2016 spurgte man 14.000 personer fra 19 forskellige lande, hvad de mente om de standardsvar, de har fået som afslag på en jobansøgning.

Resultatet viste, at 42% mente, at standardiserede svar uden særpræg undergraver arbejdsgiverens troværdighed. Eller sagt med andre ord forventer næsten halvdelen af de adspurgte kandidater en højere grad afslag, der ikke formuleres i generelle vendinger, og hvor de kan tage noget med sig fra svaret.

Som arbejdsgiver er det selvsagt værd at tænke over, idet du gerne vil have, at jobansøgerne tænker og taler positivt om jeres firma til familie, venner og netværk, og at de vil søge hos jer en anden gang igen. Det styrker jeres employer brand.

Det kunne jo også være, at kandidaten på et senere tidspunkt ville være et godt match til en anden stilling, I slår op.

Du tænker sikkert, hvordan det skal kunne lade sig gøre? Til nogle typer stillinger er der rigtig mange ansøgere, og i en travl hverdag er der ikke tid til at skulle bruge en masse tid på at skrive forskellige typer afslag.

Men du kan sagtens lave afslag, hvor jobsøgeren kan bruge svaret konstruktivt. Det har også noget med at gøre, hvordan du formulerer teksten.

I det næste får du mine bud til at gøre dine skriftlige afslag bedre.

 

1. Alle ansøgere skal have et svar

Desværre er det almindelig kendt blandt jobsøgere, at det ikke er altid, de modtager et svar på deres ansøgning.

Det gør dem negative over for virksomheden, fordi de ikke synes, de bliver taget seriøst. Og mange har ikke lyst til at søge samme sted igen. Det er ærgerligt, fordi det måske kunne have været et godt match – om ikke andet så på et senere tidspunkt.

Som ansøger kan man have svært ved at forstå, hvorfor man ikke blev valgt. Man syntes nemlig, at man passede jobbet rigtig godt – havde de rigtige kvalifikationer og havde arbejdet i samme type job i årevis. Det kender jeg én, der gjorde. Hun var fuld af optimisme, da hun søgte stillingen, for hun synes, hun var det perfekte match, fordi hun i årevis havde lavet samme opgave i et lignende firma. Stor var skuffelsen derfor, da hun måtte indse, at hun slet ikke ville få et svar. Det kan være nemt for dig som ansættende leder at glemme i en travl hverdag, og hvor du har fokus på de kandidater, du gerne vil have til samtale.

Men som nævnt ovenfor, er det ikke fremmende for jeres employer brand, når en skuffet jobansøger snakker med venner og familie om sin oplevelse. I får et dårligt ry, og det kan være, at jobsøgerens netværk heller ikke har lyst til at søge hos jer, hvis de bliver fortalt, de ikke kan forvente et svar.

2. Send svar hurtigt, og drop to’erbunken

Dine jobsøgere har sandsynligvis lagt meget tid og energi i at sætte sig ind i jeres firma, skrive en motiveret ansøgning og målrette sit cv. Det kan også være, det er et drømmejob for hende eller ham.

Derfor vil de også gerne føle, du som arbejdsgiver har respekt for vedkommendes situation og tid. Er de i spil til andre job, er det rart for dem at vide, hvordan de er stillet, og hvad de kan regne med.

Du viser dem respekt ved hurtigt at tage stilling til de indkomne ansøgninger og sende afslag til de personer, der ikke skal til samtale. Derfor anbefaler jeg også, du dropper to’erbunken – den der også kaldes ”måskebunken”.

Det kan være fristende og virke som en tryg løsning at have en bunke af ansøgere at vende tilbage til, hvis det ender med, du ikke ansætter nogle af dem, du havde til samtale.

Men med dette kommer du til at sætte kandidaterne i en venteposition, de ikke er tjent med. De fortjener et svar, så de enten kan komme videre med deres andre jobsøgningsaktiviteter eller forberede sig på, de skal til samtale. Du vil vise dem respekt ved at vise forståelse for dette og give dem et hurtigt svar.

Nogle ansættelsesudvalg bliver meget fokuseret på dem, der skal til samtale, at det ender med, de ”glemmer” dem, der skal have afslag. Der er ingen grund til at vente med at sende afslag til langt henne i ansættelsesprocessen. Lad dem, der skal have afslag, komme videre!

3. Nævn antallet af ansøgninger, I fik

Hvis du nævner, hvor mange ansøgninger I fik, kan det hjælpe ansøgerne til at se, hvis de har været mange om buddet, og at det har været svært at trænge igennem nåleøjet. Det kan give den effekt, at de ikke bebrejder sig selv og deres egne kompetencer, at de ikke blev kaldt til samtale. ”Det var ikke mine kvalifikationer, der var noget galt med. Vi var bare mange i opløbet, så det var svært at komme igennem nåleøjet og blive kaldt ind”.  

4. Uddyb de kvalifikationer, I lagde vægt på ved udvælgelsen

Lad mig starte med et eksempel på et afslag skrevet i helt generelle vendinger.

”Vi har nu gennemgået din ansøgning og må desværre meddele dig, at du ikke kommer i betragtning til den ledige stilling. Vi har valgt at gå videre med andre ansøgere, der i højere grad matcher de faglige og personlige kvalifikationer til jobbet.”

Denne type afslag ved jeg af egen erfaring er helt normalt at modtage. Desværre gør afslaget ikke ansøgeren meget klogere. Det er formuleret så generelt, at der ikke er noget at tage med fra det.

Her vil det være rart specifikt at få at vide, hvilke faglige og personlige kvalifikationer der er lagt vægt på i udvælgelsen. Det kunne for eksempel lyde sådan her:

”Vi har indkaldt tre ansøgere til samtale, som i mange år har arbejdet med teknisk oversættelse af manualer til mobiltelefoner og tablets, og som oven i det også har erfaring i at lede store oversættelsesprojekter.

På den måde bliver det lettere at konkret at forholde sig til, hvorfor man fik afslag.

5. Tilbyd feedback til ansøgning og CV

Som ansøger kan man have svært ved at forstå, hvorfor man ikke blev valgt. Man syntes nemlig, at man matchede jobbet rigtig godt – havde de rigtige kvalifikationer og havde arbejdet i samme type job i årevis.

I afsnittet ovenfor nævnte jeg jobsøgeren, der var sikker på, hun blev kaldt til samtale, fordi hun så sig selv som det helt rette match. Udover, det er dårlig stil ikke at sende hende et svar på sin ansøgning, sad hun også tilbage med uafklarede spørgsmål. For hvordan kunne hun selv mene, at hun var et rigtig godt match, når arbejdsgiveren ikke mente det samme?

Derfor vil jeg anbefale dig at skrive i afslaget, at ansøgerne er velkommen til at ringe eller skrive, hvis de ønsker en uddybning for afslaget. Det vil være en hjælp for dem i deres videre færd ikke at sidde med et ubesvaret ”kan slet ikke forstå, jeg ikke blev indkaldt” i deres hoved. Og du får afsluttet med dem på en god måde.

Så kære ansættende leder. Tænk over det næste gang, du skal ansætte nye folk. Du kan med få ændringer og virkemidler afvise dine jobsøgere på en mere respektfuld fuld og få dem til at blive en positiv ambassadør for jeres firma. Det giver dem også højere lyst til at søge hos jer en anden gang igen, hvor det kunne være, at matchet var det helt rette!

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Gitte skriver Skriv dig op