For at citere min far, når han blev bedt om at tage det med ro (da han havde fuldtidsjob og egen virksomhed ved siden af):
"Hvis jeg slapper mere af, så skider jeg sgu i bukserne".
For et par dage siden, forklarede jeg mine kunder, at jeg ikke kunne færdiggøre deres opgaver - og fandt afløsere der ville overtage dem og legede matchmaker. Derefter ryddede jeg overfladisk op på kontoret og tog hjem.
I de forgangne mange måneder har jeg boet i en sportstaske hos min kæreste i Indre by (og fra tid til anden overnattet på kontoret). Jeg pakkede sportstasken og tog ud i min egen lejlighed på Nørrebro, som jeg nu har ejet siden 2004 og stadig aldrig har følt mig hjemme i.
I køleskabet informerede en mælkekarton mig om, at jeg ikke havde været her siden før 21. april, 2007.
I resten af lejligheden informerede de tusinder af visne blade på gulvet mig om, at jeg måske burde lukke vinduerne inden jeg forlod min lejlighed i halve og hele år.
Udstyret med sorte sække gik jeg i gang med at fjerne førnævnte reminders - samt alt, jeg i de forgangne måneder havde glemt jeg ejede. Jeg er nu omkring 15 par gummisko fattigere - og det tøj jeg kunne passe da jeg var 19 - og som allerede dengang var håbløst umoderne, ligger nu nede i de 5 store overfyldte skaldespande i gården (og jeg stiller mig pretend-forarget op, side om side med mine naboer, der forsøger at klemme en lille bitte nettopose med køkkenaffald ned i spandene og siger: "Ja, det var da utroligt! I går var de helt tomme - folk har virkelig ingen pli" og "Og har du set derovre, hvor en eller anden gris bare har parkeret nogle sorte sække, med tomme sodavandsflasker midt i nattens mulm om mørke? Hvad? Ja.. dem må du vel gerne tage over i Netto og inkassere. Vedkommende vil jo åbenbart ikke besværes med det. Nej, jeg har desværre ikke tid til at hjælpe lige nu. Tag du dem bare").
Nu sidder jeg her i en alt for stor, alt for tom lejlighed, som jeg aldrig har fået taget mig sammen til hverken at møblere, eller sælge- på en stol jeg engang har klunset efter en gadefest i Nansensgade og har, i lykkesrus over at være blevet genforenet med min espressomaskine, drukket så mange caffe lattes, at jeg muligvis snart dejser om, af en form for laktoseforgiftning ...og laver ikke dagens gode - eller dårlige - gerning.
Så hvis jeg må citere min far:
Hvis jeg slapper mere af - især med henblik på min espressoindtagen - så skider jeg sgu i bukserne.
Jeg gør ikke noget aktivt, for at søge ind på Filmskolen - der i øvrigt kun tager 6 elever ind, hvert andet år. Det har jeg opgivet for længst.
Jeg venter bare på, at fristen udløber - så jeg kan holde op med at vente. For dybt nede i mit indre, sidder der en stædig 5-årig og forsøger at overbevise mig om, at det aldrig er for tidligt til et julemirakel, hvor små alfer, kommer valsende ind af min hoveddør, med to færdigklippede film i hænderne og udbryder: "Hvor har du været? Vi har ledt efter dig alle vegne".
Disney fortæller mig, at det kunne ske - og hvem er jeg, til at modargumentere?
Inspirationsmæssigt er jeg i et ødeland. Allerede inden jeg havde læst det, tog jeg imod DeMibs råd og så nogle dårlige film (alle HBO's serier jeg har set til hudløshed allerede), så jeg gravede dybt ind bag Lars von Triers europa-trillogi, Kubrics og Jeunets klassikere, De 5 benspænd, samlingen af franske kunstfilm, som jeg indrømmer jeg aldrig har fået taget mig sammen til at se - sorterede igennem intellektuelle, tankeudfordrende film, og kasserede de sørgelige - helt ind forbi Woody Allen, som jeg ellers elsker og dér, allerbagerst støvet og pinlige, hentede jeg Dirty Dancing og The Bodyguard frem. Jeg har pt. set Dirty Dancing 3 gange, fordi jeg ikke kan komme på andet, jeg kan tage mig til.
Nobody puts baby in the corner.
Jeg har ikke en eneste bog, jeg kan tage mig sammen til at læse - eller genlæse, for med undtagelse af Harry Potter, som jeg helt ærligt ikke orker at læse igen (og jeg tror, at min stakkels, prøvede kæreste ville få et hjertetilfælde, hvis jeg igen skulle til at danse rundt foran ham med en Wacompen og forsøge at trylle tøjet af ham), er alle mine bøger skide inspirerende. Jeg har købt mig fattig i bøger, af forfattere der har noget på hjerte og jeg har en reel frygt for, at jeg kommer til at kaste med et eller andet, hvis min hjerne forklarer mig, at jeg må lette mig fra min klunserstol og ud og ændre verden til det bedre - og morsommere.
Så jeg sidder bare hér.
Og venter.
For 6 dage siden, ringede jeg til en psykolog og håbede at få lov til at kværne en eller andens øre af, have ondt af mig selv, lytte lidt og måske komme videre. I det psykologhus jeg havde valgt, kan jeg forstå, at det en dårlig idé, at ringe om tirsdagen. Jeg talte med en meget sød og empatisk kvinde, der efter at have talt med mig i omkring et kvarter, og stillet så mange svære spørgsmål, at jeg var ved at falde ned igennem et hul i verden, forklarede, at de mødtes hver mandag og diskuterede sagerne - og de nye - og dér besluttede hvem i huset, der ville være bedst egnet til at tage sagen.
Så nu venter jeg igen.
Jeg valgte psykologhuset udfra 2 kritierer: Virkede deres website i Safari og Firefox på Mac? (alle webdesignere herinde: Der er virkelig et nichemarked, I kan kaste jer over. Psykologer har tilsyneladende de dårligst konstruerede websites, af alle erhvervskategorier) - og udfra lokation i forhold til min kærestes lejlighed. Nu, hvor jeg sidder på Nørrebro synes jeg pludselig at der er langt derud. Jeg håber de ringer i god tid.
Min cykel er flad.
Jeg er fanget på Nørrebro. Efter en stjålen ipod og en erigeret penis klemt op mod min højre balle i linie 5A, indenfor ganske få dage for et par år siden, holdt jeg op med at tage bussen.
Da politiet i foråret mente at terrorlovgivningen, var en god undskyldning for at klaske sortklædte folk på vej ned i møntvaskeriet op af husmure og gennemrode deres lommer, mens man panisk forklarede at man ikke havde kørekort og altså ikke gik rundt med sit pas til hverdag febrilsk forsøgte at finde et mere acceptabelt, lingvistisk alternativ til sætningen "og lyder jeg helt ærligt som en tysk molotov-ekspert, din store, fede, kampklædte, overskægsbefængte, jyske sæk lort?" holdt man op med at gå på Nørrebro - og flyttede hjem til sin kæreste, udenfor terrorzonen.
Jeg hader Nørrebro.
Jeg hader at stå nede hos den lokale sharwarmamand og føle mig som en total wannabe, omgivet af supertjekkede mennesker, der hurtigt lader øjnene glide over menuen og derefter kigger op og bestiller noget, jeg ikke engang ved, hvad er.
Selv står jeg, med hele ansigtet tværet ned i den fedtede menu, fordi jeg har smidt mine briller væk og tænker: "Please, moderne mand til højre for mig, kan du ikke bare bestille noget, inden de spørger mig, hvad jeg skal have? Og kan du ikke stille dig lidt længere fra mig? Jeg har ikke været i bad i dag.. og jeg tror nok, at jeg lugter, vil du ikke - please - stille dig lidt længere væk, for jeg kan faktisk umuligt presse mig tættere op af denne her glasplade (nobody puts baby in a corner) og nu er jeg pludselig i tvivl - en durum, er det dem dér, der er rullet sammen - og hvorfor har jeg aldrig sat mig ind i hele konceptet med forskellen sharwarma og kebab - og for Guds skyld, nu håber jeg, mere end jeg nogensinde har håbet noget andet i livet, at jeg har husket at tage den børne-hårbøjle med følehornene af, som jeg tog på for sjov derhjemme, inden jeg gik herned. Vil du ikke nok lade være med at kigge på mig, mens jeg forsøger at beslutte om jeg vil have økologisk hummus, eller bulgur - og bliver jeg mon jagtet ned af Nørrebrogade af horder af Veganere og Muslimer, hvis jeg bare siger at jeg mest af alt har lyst til noget med bacon?".
Jeg hader Nørrebro.
I indre by, i de bittesmå lejligheder gider folk ikke sidde derhjemme - så ingen er hjemme længe nok, til at gå hinanden på nerverne - og når der er larm, har vi I indre by pli nok til at forstå, at det må man tage med, når man har valgt at bo i landets største by.
Men Nørrebro er det nye Østerbro og "der-er-faktisk-en-baby-her" og man kan ikke kæmpe sig ned af trappeopgangen, uden at blive mødt af titusinder af flyers for hvornår der næste gang er arbejdsdag, så vi kan få gjort noget ved de nydelige blomsterkummer udenfor, så vi alle sammen i et øjeblik kan glemme, at vi ikke er i forstæderne.
Jeg vender og drejer mig om natten, mens en ståldør i industribygningen i baggården bliver hevet op og ned, for at lade varer komme igennem. Jeg kværker min hovedpude i afmagt, kl. 7 om morgenen, når det litauiske par ovenpå, får besøg af deres børnebørn, og lader dem løbe skrigende rundt, iført store støvler - og lege med en basketball i lejligheden. Et par timer senere, når naboen begynder at varme sin stemme op, mens han plimrer med sin guitar er jeg klar til at begå mord og bruger resten af dagen på at gå rundt med høretelefoner på i lejligheden og mumle "Hold nu kæft, hold nu bare kæft", til de idioter der fører samtaler i trappeopgangen, så lejligheden summer af stemmer.
Alt dette, imens jeg konstant kigger på uret, for at finde ud af om underboen mon kommer op og klager igen, hvis jeg tænder min ultra lydsvage opvaskemaskine, efter kl. 21 - og går i faste ruter i lejligheden - på bare fødder, hvilket jeg hader - for at undgå de brædder, der knirker når man lægger vægt på dem. For Gud forbyde, at mit gulv knirker og vækker ægteparret, der sover igennem den borede knallert, der i de sidste 4 timer har cirklet rundt om vores blok. De har brug for deres nattesøvn, for i morgen skal de jo igen op inden fanden får sko på og høre Bryan Adams Medley, mens de istandsætter deres køkken, med hammere og rundsave, for deres nyfundne friværdi.
Jeg hader min lejlighed.
Jeg hader, at jeg i tidernes morgen mente at det var en god idé, at bygge et badeværelse der nu giver mig en æstetisk lussing, hver gang jeg kigger på det. Jeg hader, at jeg i et milisekund mente at den bruser jeg har valgt, ville være smart. Jeg hader at stå dér - med verdens største joke af et vandpres, klemt op i hjørnet af brusenichen, for at få de få dråber vand der dovent drypper i slowmotion ned mod mig, til at ramme strategisk udvalgte steder på min krop. Jeg hader, at jeg skal stå dér, presset op i hjørnet i mindst 2 timer, hvis jeg også gerne vil have mit hår vådt - og Gud forbyde det - også vil have sæben af både krop og hår. For helt ærligt. Nobody puts baby in the corner.
Jeg hader, at jeg minimum 10 gange, mens jeg står der, enten slår foden ind i, eller river anklen, på den kasse, som vvs-manden uden mit samtykkede byggede i hjørnet af brusekabinen, for at tilslutte toilettet nedfaldsstammen.
Jeg hader, at idioten byggede den i træ og bare smækkede nogle fliser ovenpå. Jeg hader manden for, ikke at regne ud, at en kasse PLACERET MIDT I EN BRUSEKABINE bliver våd på daglig basis og at træet udvider sig, rådner og lader alt mit badevand suse ned i underboens køkken - og helt ærligt - jeg behøver ikke flere problemer med dem, end jeg har i forvejen.
Jeg hader, at de kom ud og brækkede hele lortet op og byggede det op igen - blot for at lade det ske igen en måned efter.
Jeg hader, at have dem rendende i tide og utide - og jeg hader, at den bedste løsning pt., er at sætte gaffatape i alle flisesamlinger i brusenichen.
Jeg hader, at de overtalte mig til at vælge et hængetoilet, men glemte at fortælle at et hængetoilet ikke hænger på væggen - men på en kasse, man bygger udfra væggen. Jeg hader, at jeg på daværende tidspunkt ikke spurgte hvad fordelen ved et hængetoilet, så egentlig var.
Jeg hader, at genierne valgte at bygge den kasse i træ - og igen, ikke regnede ud, at en trækasse, der er placeret halvanden centimeter fra en ubeskyttet bruseniche bliver våd, på daglig basis. Jeg hader at træet har udvidet sig og er bulet og ujævnt. Jeg hader, at der er så meget kalk i vandet herude, at de mørkegrå fliser er misfarvede og ligner en batik-t-shirt fra halvfjerdserne.
Jeg hader, at toilettet af uvisse årsager, ikke skyller så kraftigt mere, som det gjorde engang, så jeg er nødt til at tage tilløb, og brage hele min kropsvægt ind i knappen på væggen, for at trykke den nok i bund til, at en deciliter vand kan tage sig sammen til at pøse ned i kummen.
Jeg hader, at jeg er nødt til at stå under bruseren i 20 minutter med en spand, for at fylde den nok op til, at bruge den til at skylle ud i toilettet.
Jeg hader, at elektrikeren "lige var nødt til at finde på noget andet", da lyset skulle sluttes til, fordi de gamle ledninger i væggen var så porøse, at han ikke turde sætte dem til der.
Jeg hader, at jeg nu bader i selskab med en standerlampe, som jeg er nødt til at slutte til ude på gangen og dermed ikke kan have både lys og lukket dør på badeværelset på samme tid.
Jeg hader, at jeg så gerne vil sælge denne andelslejlihed, men er nødt til at slå armen ud og vise badeværelset frem til en potentiel køber og sige: "Ja, og som du kan se i papirene kommer der lige en kvart million oveni prisen, på grund af denne lille perle"
Men i det mindste er jeg igen begyndt at hade andre mennesker og ikke blot mig selv.
Jeg håber, at det er fremskridt - om ikke andet, har jeg da i hvert fald lyst til at skrive.
5 dage tilbage.
I'll keep you all posted, from the corner.
|
Bliv gratis medlem
Opret bruger