Iværksætter, no more.

  Lone, jeg vil ikke være bleg for at indrømme at dit indlæg gav mig tåre i øjnene - og der skal en hel del til, hvis du spørger min kone og mine nære venner.

Jeg kender selv situationen til del, men nåede at ændre mit liv inden det nåede så vidt. Dengang var MediaMouse i opstartsfasen og jeg var fastansat i en anden virksomhed. Jeg sad som teamleder og arbejdede ihvertfald 40 timer om ugen. MediaMouse var nået til et niveau hvor det krævede 5-6 timer af mig hver eneste dag - også i weekenderne..2 måneder før jeg traf valget og lagde min opsigelse, var virksomheden midt i en stor flytning til nye lokaler.Jeg stod med ansvaret for den tekniske del og derved også ansvaret for at det hele spillede mandag morgen. Men midt i alt dette så eksploderede MediaMouse's vækst imellem hænderne på mig. Jeg følte at jeg stod med et ben i hver vogn i en bjergrutchebane og nu gik det bare ned af bakke for fuld smadder og nede for enden kunne jeg se at sporene gik i hver sin retning. Det var rigtig grimt.
Jeg er ikke typen der normalt "tænder af" eller lignende, men hvis jeg virkelig bliver presset så sker det - og der er rigtig grimt.

Jeg kan huske at jeg søndag sen aften, efter flytningen, står sammen med nogle af mine daværende kolleger nede i virksomhedens serverrum. Vi får en øl og er i det hele taget godt tilfredse med resulatet og det at ALT virkede som det skulle. Men det havde også krævet sved og tåre i 3 uger op til. Lige som jeg beslutter mig for at nu vil jeg gå hjem og se noget til min kone og i det hele taget flade ud, så er det chefen kommer ind og spørger om vi er færdige. Jeg svarer med en vis stolthed at ja vi er færdige og det hele spiller. Derefter går jeg ud af rummet - og når lige at høre ham råbe efter mig at gulvet trænger til at blive vasket..... Så kan jeg ikke huske andet end at jeg besluttede mig for at det nok ville være en god ide at jeg gik videre. Jeg var så rasende at jeg kan huske at alt rystede på mig af adrennalin og jeg var nippet til at kaste op. Derefter har jeg et sort hul i min hukommelse som varer indtil jeg kører i min bil ude på E47. Den aften traf jeg beslutningen om at nu måtte det stoppe. Jeg kunne ikke mere - jeg var slidt i smadder. Mentalt set hængte jeg ikke sammen mere. Normalt ville jeg have grint af sådan en kommentar og givet ham igen af samme skufffe - men lige den dag kunne det være endt helt anderledes. Min kone havde rigtig længe prøvet at overbevise mig om at jeg nok måtte træffe et valg, da jeg ikke ville kunne holde til det i længden. Men jeg forstod først hvad hun sagde alt for sent. Jeg gav det endda en change igen, men allerede da jeg dukkede op mandag kunne jeg mærke at det var slut. Min "eksplotion" dagen før været prikken over i'et. Alle mine følelser og glæder for stedet var væk. Så derfor sagde jeg op, jeg fortalte min chef at jeg ikke kunne køre to jobs på en gang længere og jeg var nødttil at følge mit hjerte. Sjovt nok så sagde han så at han faktisk havde gået og ventet på hvornår jeg ville sige op, for han havde længe kunne se på mig at den var gal. Men det var omvendt også det som der skulle til, for det var allerede på det tidspunkt fuldstændig urealistisk at jeg kunne kører to jobs parrallelt hvor begge krævede mere end de klassiske 37 timer om ugen.

Så jeg kender din situation. Den er sindsyg farlig, da jeg vil vove at påstå at den ligefrem kan "om-programmere" ens personlighed permanent. Jeg kan godt mærke at jeg stadig har noget efterslæb fra den gang som viser sig på de mærkeligste tidspunkter: F.eks. en kold lasange på en restaurant. Tidligere ville jeg oven i købet have været ærgelig inden i, imens jeg så havde tygget min kolde lasange i mig i stilhed. Men i dag er det sådan noget som virkelig gør mig gal og får mig til at reagere på en måde som jeg aldrig havde turdet før. Det er endda så galt nogen gang at min kone må stoppe mig for ikke at lave alt for stor en scene. Så det er stadig et problem jeg kæmper med - jeg er blevet bedre til at styre det og holde det inde i mig, men jeg har det stadig siddende i mig...

Jeg kan ikke beskrive hvor meget respekt jeg har for dit indlæg og jeg håber at du finder ned på jorden igen i hel stand.

De bedste hilsener
/Jesper

AV- den sved.
Jeg vil stemme i koret af konstruktive og indlevende svar og fortælle dig, lidt om min oplevelse af dig i løbet af den tid, hvor du har haft det rigtig skidt.

Her på Amino har jeg oplevet dig som et levende og interessant menneske. Du har ikke lagt skjul på dit temprement, og jeg har da også ind imellem undret mig over, at du har kunnet tåle den attitude. Men det har ikke været muligt for mig at gennemskue, at du var syg af stress - hvilket du helt tydeligt har været i ret lang tid.

Jeg har forsøgt at blive din kunde.
Jeg ved ikke, om du kan huske det, men jeg forsøgte at overtale dig til at påtage dig en lille opgave.
Jeg ville vildt gerne have dig til at tage den, fordi jeg i den grad respekterer dine flotte referencer.
Du afslog - du forklarede mig, at du havde alt for meget i ordrebogen og alt for svært ved at sige nej.
Jeg forsøgte vist at presse en enkelt gang til, men blev mødt af endnu et klart og utvetydigt afslag.

Men der flød ingen vrede ud over mig - ikke så vidt jeg opfattede i hvert fald.
Du håndterede afslaget kort, klart og professinelt, og det havde jeg faktisk respekt for.
Jeg kan faktisk ikke engang huske, hvad det var for en opgave, og hvordan jeg fik den løst, men jeg har bevaret respekten for dig, og efter dit indlæg er jeg rigtig glad for, at jeg ikke blev til et søm i din kiste.

I min bevidsthed fremstår du som et dejligt menneske, som er givende overfor dine omgivelser.

Jeg føler mig sikker på, at du nok skal finde vej ind i livet igen. Du er nået til den første fase, "Erkendelsen af problemet". Du er trådt ud på den ukendte tynde is, og måske brister den et par gange, før du er i land på den anden side. Men jeg er overbevist om, at du har det, der skal til for at nå derover.

Jeg har så sent som i dag hørt en betragtning over det at arbejde under stress. Det kan man godt gøre i en tid, men det kræver, at man restituerer i lige så lang tid bagefter. Så hvis du har arbejdet under konstant stress siden du var 17, så har du en del frihed til gode. Den må du i gang med at høste nu.

God vind fremad - og forlad os endelig ikke her på amino.
Vi kan ikke rigtig undvære det kryderi, du giver.

mvh Hans

Nej hvor er det vildt at læse dit indlæg.. det er bare slet ikke den opfattelse jeg har fået af dig, efter at have fulgt dine indlæg her på amino.

Du er helt vildt velformuleret og dine indlæg plejer altid at bringe smil på læben.. Du er nok den eneste her inde hvis indlæg jeg har overvejet at abonnere på,selv om vi ikke kender hinanden,  fordi du skriver så underholdende, intelligent og spændende læsning. Jeg er overrasket over at læse, at det går dig så skidt i øjeblikket - for du virker altid frisk, positiv og overskuds-agtig..

Når nu du er så dygtig til at tegne og skrive, kunne du jo tage et halvt år fri, hvis du kan finde ud af det økonomiske imens, og skrive en bog med illustrationer til? Eller noget lignende, hvor du kan lægge det fra dig når du vil, og fordybe dig når du har lyst..

Må jeg spørge hvilken uddannelse det var du havde drømt om? Du kan sagtens nå uddannelsen endnu, når du ikke er ældre.

Jeg blev helt trist af at læse din fortælling - trist over at du stiller så høje, umenneskelige krav til dig selv.
Du virker som en person der har rigtig meget at byde på og jeg er sikker på, at det vil gå dig godt her i livet - Selv om du ikke kan se de lyse sider lige nu. Håber du kommer hel ud på den anden side og at du ikke helt opgiver at skrive her på amino.. for jeg ville savne at læse dine indlæg!

Kære Lone

................................................................................... sidder og kigger ud i luften.  Vil gerne skrive noget pænt, klogt eller varmt. Men tankerne kører hele tiden rundt om dit indlæg. Du skal stoppe op, nyd LIVET, familien, vennerne og din kæreste. Det er så vigtigt at give sig tid til sig selv og få ladet batterierne op, både fysisk og mentalt. Dyrk noget motion, spis noget god mad og drik noget godt vin og ikke mindst, dyrk noget sex. Så vil du langsomt mærke energien og overskudet vende tilbage.

Jeg håber at du snart kommer ovenpå igen og bliv endelig ved med at skrive om dine oplevelser for vi er rigtig mange aminoer der lytter.

Held og lykke fremover og pas godt på dig selv.

Kære Lone

Vi kender ikke hinanden, men alligevel bliver jeg nødt til at skrive. Jeg læser nemlig dine indlæg her på Amino. Det gør jeg fordi du giver mig noget. Den Lone jeg kender er intelligent, sød, interessant, skarp og utrolig berigende. Dine indlæg inspirerer mig og du inspirerer mig. Jeg er ked af at du har det skidt, men jeg fornemmer alligevel at du har taget det første skridt mod dit nye liv.  Jeg håber at du har nogen omkring dig, der kan hjælpe dig videre.

Hilsen Louise

Kære Lone
Alle dine kvaliteter, faglige som menneskelige, er stadig gemt i dig. Selvom vejen bliver svær, vil du finde dem igen og sammensætte dem på en helt ny måde, som giver dig større glæde end før. Jeg håber inderligt, at du vil være i stand til at tage imod den hjælp, som du har behov for og vil blive tilbudt. Det er vigtigt for dig, at du kommer igennem denne svære periode så godt som muligt idet stress på længere sigt kan give uoprettelige skader.
Du er i tankerne........

Kære Lone,

Jeg er sgu ked af at høre at du har det sådan! Jeg ved godt hvordan det er - jeg har selv været der, og tæt på mange gange. Jeg tror på mange måder, at det desværre er en meget naturlig bagside af det at være super engageret, kreativ og loyal overfor det man nu engang brænder for.

En ting jeg har lært, at overbevise mig selv om, når deprisionerne nærmer sig, er at sige til mig selv: "Mikkel, dagen i dag er ikke værre end den var i går. Verden er ikke pludselig blevet værre. Det eneste der har ændret sig, Mikkel, er dine tanker i din hjerne".

På bagsiden af en optur, finder du en tilsvarende nedtur. Livet handler (for mig) ikke om at undgå nedturene, men at lære at komer over dem og videre. Nedture stopper ikke, hvis man kaster sig ud i alt muligt, men man kan lære at takle dem. Det synes jeg, at jeg efterhånden har lært. Men jeg er jo også næsten gammel nok til at være din far, Lone :)

Når man rammes, som du er ramt nu, opstår der ofte det psykologerne kalder "tankemylder". Det synes jeg er et godt ord. Tankemylder ... Pointen med tankemylder er, at man ikke kan skabe orden i det kaos som tankemylder giver. Du skal ikke engang forsøge - det bliver bare værre. Som at hælde vand på en oliebrand. Nej, i stedet for skal du aflede hjernes opmærksomhed, med noget som den holder virkelig af at slappe af til. En psykolog jeg gik til for mange år siden, og som fortalte mig om tankemylder første gang, var selv helt vild med Tarzanblade. Personligt er jeg helt vilde med dårlige Amerikanske film og HBO serier. Når depressionerne nærmer sig ryger der en stak film på, og så får hjernen ro til noget den kan lide. Det hjælper faktisk. Nogle timer eller døgn senere forsvinder tankemylderet, og så begynder fedtklumpen at virke igen - og kan tænke rationelt.

I alle fald - lad være med at tænke på hvad du skal nu, eller i fremtiden. Lad være med at lægge planer lige nu. Lad være med at drømme. Bare få ro på. Gør det der gør dig allermest glad. Glem alt andet. Verden er der stadig når du venner tilbage, vi er her stadig, og Amino er her stadig.

Når du så begynder at få lidt ro på igen, så kan du begynde at lægge planer.
Vi er mange her som holder rigtig meget af dig, og jeg er sikker på der er endnu flere i dine fysiske omgangskreds. Tro mig, lige meget hvor meget du har fucket dem op, så vil de "rigtige" venner stadig stå klar, når du er klar.

Så, tag det roligt og sig endeligt til, hvis der er nogle af os her, der kan gøre noget for dig. Jeg er overbevist om, at jeg ikke er den eneste der står klar, om nødvendigt ...