Jo du kan!
Så er hverdagen tilbage, efter en afslappet jul. Op kl. 6.15, unger i skole og børnehave og nu lidt afslapning på Starbucks, før jeg rammer SPAMfighter kontoret.
Jeg har virkelig slappet af denne jul og derfor kvitterede min krop med den værste forkølelse jeg har haft i 10 år. Jeg har hostet i 14 dage nu, men det er dog ved at blive bedre. Men det har nu ikke slået de stor skår i, at jeg nu har en god energi, er klar til kamp igen. Det meste af ferien er gået med at lege radiovært i Thorborgs Brevkasse og det har virkelig været sjovt. Jeg har, og hold nu fast, købt en Mac. Jeg troede aldrig det skulle ske, men den er mærkbart bedre til videoredigering og radioproduktion. Programmerne er bedre og platformen er mere stabil til det formål. Men jeg giver nu ikke slip på min gode gamle Thinkpad, den vil fortsat tjene mig med alt det andet.
Det at lave radio eller Podcast som man kalder det på nettet, det er virkelig udfordrende. Jeg syntes mange ting bliver overfladisk behandlet af medierne, da der sjældent er tid til at fordybe sig i et emne. Dertil er Erhverv/iværksætteri heller ikke noget der har mainstream interesse og derfor er begge områder kraftigt forsømt. Det vil jeg prøve at lave lidt om på nu.. Jeg vil, som før nævnt, besvare spørgsmål fra lytterne. De bliver nu i en lind strøm ringet ind på tlf. 3696 4270 og der er faktisk mange gode spørgsmål imellem. Dertil vil jeg lave længere interviews med spændende mennesker, der har noget at byde på, både menneskeligt og erhvervsmæssigt. Jeg lavede det første interview i weekenden med en fantastisk iværksætter, som jeg virkelig beundrer. Hun hedder Birgit og har portalen MinMave.dk. Hun var bistandsklient, langtidssyg, har 6 børn hvoraf to er kronisk syge og alligevel har hun lavet en af Danmarks største websites og det kan hun leve af i dag. Hvis du har 80 minutter en dag, så kan jeg anbefale dig at lytte til det, det er meget livsbekræftende. Og det er super medicin hvis du føler at der er ting i livet du ikke kan, for det kan du efter 80 min. med Birgit og mig.
Lyt til det her
Jeg håber du får en dejlig dag, det fortjener du :-)
De bedste hilsner
Martin