juli 2009 - Indlæg
Jeg har altid undret mig over at der ikke er mere åbenhed på de forskellige sites jeg støder på, og hvorfor folk er så hundebange for at dele bare det mindste med andre. Nej, lad os endelig få hemmelighedsholdelsesaftaler og masser af mistro ind over projektet allerede inden vi er startet.
Men hvad er det vi er så bange for - at vores ide er det nye Skype, Google, eller Facebook og at andre render med ideen? Ja, det virker det som, men helt ærligt så er det jo ikke selve ideen der er guldægget, det er nuancerne i det, for hvor mange af jer ville have lavet Google eller Skype bare ved at få de grundlæggende detaljer at vide?
Jeg ser det ofte i min egen branche, det ene site efter det andet som omhandler graviditet, fødsel og børn dukker op, men kun de færreste bliver en succes. Hvorfor mon? Er det ikke bare ideen man skal have, eller kræver det faktisk en hel del mere arbejde og research for at få tingene til at lykkes?
Hvis Google eller nogle af de andre store der har lavet verdensomspændende successites havde stoppet ved IDEEN ville de helt sikkert være blevet overhalet indenom i løbet af no time, men fordi de ikke stod stille og stadig ikke gør det - er det dem der stadig ligger i overhalingsbanen.
Hvis flere sites i samme branche valgte at dele med hinanden ville det kunne skabe endnu større sites på sigt med bedre brugeroplevelser og funktioner. Men de fleste holder kortene så tæt ind til kroppen at de aldrig kommer op i toppen, for kunne du ikke se at de stjal min ide undervejs. Vi bliver nødt til at forholde os til at det er udførelsen af ideen som giver den største værdi i længden.
På samme måde bliver de mest simple statistikker holdt ind til kroppen, det er de færeste sites i min branche som tør afsløre hvor mange brugere de har, hvor mange sider der bliver vist i løbet af en måned og lignende, men hvor er den store hemmelighed i det? Igen er det jo de mange mere analytiske observationer, alt den viden man har fået om sine brugere gennem tiden som er den afgørende her. Jeg deler glad ud af min basale viden omkring mit site og mine brugere, og har det endda lagt online på sitet så andre nemt kan se dem - http://www.min-mave.dk/annoncering.htm
Der kan alle - der har interesse i det se hvordan Min-mave har udviklet sig gennem det sidste ca. 1 ½ års tid og hver eneste måned ligger jeg de nyeste tal ind.
Men hvordan skal man så forholde sig til de andre i branchen? Er de venner og kollegaer eller er de fjende og konkurrenter?
Jeg vælger at opfatte dem som det første. Hvis vi virkelig vil kan vi skabe uhyggeligt meget mere væri for vores brugere og hjælpe dem til at finde det de søger. Og er det ikke derfor man har valgt at lave en portal som primært har brugergenereret indhold. Fordi man ønsker at give dem et sted at være.
Hvordan opfatter du andre i din branche? Snakker du med dem, evt. deler ideer og vidensudveksling, eller holder du kortene tæt ind til kroppen og snakker overhovedet ikke med dem?
Er de venner/kollegaer eller fjender/konkurrenter?
Hvad er utroskab? Hvornår er man utro? Hvordan kan man være utro?
Jeg mener der er mange måder at være utro på, og jeg snakker ikke den fysiske utroskab men den mentale. Og det vil ikke undre mig om det er lige præcis nogle af de samme følelser partneren til en iværksætter føler som en der opdager at partneren er fysisk utro.
- Aftagende interesse
- Afvisning
- mindre tid
- jalousi over at partnere får mere selvtillid, nye oplevelser, nye venner og nye muligheder.
- frustration
og meget andet
Men er det utroskab når en iværksætter brænder for det de laver, og hvordan forhindrer man at det går ud over parforholdet og at det i værste fald går i stykker?
Jeg er faktisk begyndt at sige at jeg er min mand utro - med firmaet - og det giver stof til eftertanke. På samme måde som personerne i et parfold må overveje hvad de skal gøre for at komme videre, må iværksætteren og dennes partner også gøre det.
Men er der i denne sag overhovedet noget der skal tilgives, jo selvfølgelig hvis man bevidst har afvist partneren og brugt mindre tid sammen med ham/hende, men alle de andre følelser står efter min mening på partnerens regning. Det er ham/hende der måske bør overveje hvorfor - det at deres partner har denne interesse som får dem til at føle sig hele - vækker de følelser i dem.
Er det fordi de ikke selv tør udleve deres drømme?
Er det fordi de selv mangler indhold i deres liv og det at få mere tid pludselig gør at tiden falder lang?
Jeg tror det vil kunne hjælpe mange iværksættere - som har en partner som ikke forstår hvad det vil sige at være ivrksætter - hvis vi får sat ord på de tanker og følelser der opstår indeni dem selv, når deres partner får en så brændende interesse at de glemmer tid og sted. Har de mon aldrig selv prøvet det samme?
Og få sat ord på de frustrationer og gnister det kan slå imellem to mennesker som pludselig har svært ved at forstå den andens behov.
Måske skal vi minde vores partnere og andre om hvordan det er i starten af et parforhold, han ønsker at være sammen og allerhelst bare 24 timer i døgnet. Man er nyforelskede.
Sådan tror jeg mange iværksættere har det med deres firmaer og projekter, og kunne vi få vores partner til at få den følelse af nyforelskelse frem, er vi måske nået langt i forhold til at få dem til at forstå hvorfor vi er så opslugte af vores forretninger. Vi er såmænd bare forelskede i vores hjertebørn.
Jeg sidder her kl. 0.30 natten til lørdag og skriver dette blogindlæg. Mange tanker går gennem hovedet på mig, for er iværksættere virkelig så specielt et folkefærd at der skal iværksættere til at forstå iværksættere, eller skal man bare have været i deres sko for at forstå hvad de gennemgår?
Jeg håber det sidste, for det første er næsten ikke til at holde ud at tænke på.
Jeg har lige brugt de sidste par timer på at forklare min bedre halvdel hvorfor jeg ikke kan lukke computeren 110 % ned og holde sommerferie de næste 3 uger. Altså helt seriøst, men jeg står i en fase af mit liv og i forbindelse med min forretning at det mere eller mindre ville være selvmord at gøre noget lignende.
Det betyder ikke at jeg slet ikke kan holde ferie, blot at jeg indimellem stadig er nødt til at sikre mig at tingene kører som de skal og der er stadig ting der skal klares som skal være klar senere på året.
Men selv efter et par timer følte jeg mig nærmest frustreret for han virkede ikke som om han forstod hvad jeg fortalte ham. ER det bare mig der har det på den måde, eller er der andre derude i iværksætterverdenen der ved hvad jeg snakker om?
Uanset hvad kan jeg mærke at jeg går sommerferien i møde med frustrationer og irritation over at det skal være sådan. Og kunne jeg tage en tidsmaskine og rejse tilbage for at ændre noget på det her område ville det klart være at starte som iværksætter langt tidligere, tage mod til mig langt før jeg reelt gjorde og underskrev papirene som skulle sikre mig mit momsnummer og sende mig ud i uvisheden for om regningerne der dumper ind i postkassen rent faktisk også kan betales.
Jeg får - lidt for tit efter min mening - at vide at jeg selv har valgt det - og ja, det har jeg og det er en af de beslutninger i mit liv jeg er allermest stolt af at have truffet. Men jeg føler også at mit valg konstant bliver brugt imod mig, men det er nu engang anderledes at være selvstændig end at være lønmodtager - på godt og på ondt. Og jeg må vel også godt brokke mig over de udfordringer jeg møder i forhold til mit valg som andre der har valgt et lønmodtagerjob og brokker sig over arbejdstider, kollegaer og hvad ved jeg.
Nå, det er vel det samme som når en kvinde der har forsøgt at blive gravid i mange mange år, får at vide at hun er utaknemmelig når hun brokker sig over at have kvalme 24 timer i døgnet i hele graviditeten. Hun har jo selv valgt det og endda kæmpet for at opnå drømmetilstanden - graviditeten (dog formentlig uden den massive kvalme)
Jeg er begyndt at vælge mine venner ud fra andre principper end jeg ellers har, fordi JEG har ændret mig i de få år der er gået siden jeg valgte at springe ud som iværksætter. Og det bliver så nogen gange regnet for at "jeg er fin på den", "At jeg er snobbet" eller "At jeg er arrogant" - Øh, ok - den forstår jeg så bare ikke - jeg har bare valgt at bruge min tid sammen med mennesker som siger mig noget, som forstår mig og som giver mig energi i stedet for at efterlade mig totalt udsuget.
Det betegner jeg faktisk som en positiv udvikling, at jeg har valgt at prioritere ikke at bruge mit liv og mine ressourcer forkert. Noget der giver energi (uden at være syntetisk lavet som f.eks. speed og lignende) på den måde kan da kun være sundt og godt for ens udvikling.
Jeg har hvertfald ikke tænkt mig at "falde tilbage" på pligtbesøg og følelsesmæssige vampyrer som kun har lært at tage, tage, tage.
Jeg føler for alvor at jeg har fundet mig selv og den vej jeg skal gå ud af fremover.
Jeg er iværksætter og fandens stolt af det.
Kender I de tidspunkter hvor alt bare føles som om udfordringerne kommer i kæmpe klaser og hvor man bare ikke føler man snart ´kan klare mere? De er ikke rare men kommer man over på den anden side af dem, vil man oftest opdage at man har lært ufatteligt meget om sig selv og måske også andre ting undervejs.
Det aller vigtigste ord her må være : viden og at lære af det man går igennem.
Men hvad nu hvis man ikke føler det er berettiget, den kender jeg desværre bare alt for godt selv, altså hvorfor er det lige netop mig som skal igennem så frygtelig meget og især når mange af tingene er noget som jeg på ingen måde er herre over eller kan kontrollere. Er det fair eller...?
Tja, hvem ved hvorfor nogen skal igennem nogle former for udfordringer og andre skal igennem andre former for udfordringer? Hvorfor nogen åbenbart virker som om de skøjter gennem livet uden at noget går dem imod mens andre bare konstant skal have boksehandskerne på og kæmpe sig igennem hver dag?
Men hvordan kommer man så over på den anden side?
Nogle sætter sig ned og lader andre tage ansvaret for deres liv, nogle har bare brug for at "være sig selv" en periode for at finde løsningerne til at komme videre og nogle andre beslutter sig for øjeblikkeligt at kæmpe videre og gøre hvad de kan for at vinde slaget.
Jeg personligt bruger alle metoderne, alt efter hvor store udfordringerne er og hvad jeg skal igennem for at finde vejen over på den anden side. Det vigtigste er ikke hvilken metode man bruger, men bare at man ikke giver op og lader sig synke ned i det sorte hul som er så dybt at man ikke kan komme op igen.
Mange forstår ikke hvorfor jeg ikke for længst er havnet i det sorte hul hvor jeg ikke alene kan komme op, og for at være ærlig forstår jeg det heller ikke. Måske er det bare fordi jeg hele mit liv har været vant til at kæmpe og er alt for stædig til bare at sætte mig ned og opgive. Måske har jeg været heldig eller måske er der en helt tredje grund som jeg endnu ikke kender.
Det der kan hjælpe mig igennem en krise er at tænke på nogen som har det værre end mig selv. For når alt kommer til alt har jeg ikke nogen dødelig sygdom, jeg har muligheden for at bruge min hjerne, jeg har en dejlig familie, jeg har fået et super godt netværk, jeg har fundet et fristed (Min-mave) hvor jeg kan hjælpe andre og glemme mine egne udfordringer lidt og jeg er i stand til at høre, se, røre og føle.
Jeg ville da være et skarn hvis jeg gav op pga. nogle udfordringer når jeg har SÅ meget andet godt her i livet. Der er kun en der kan tage beslutningen om at komme videre i livet,
DIG SELV
Hvis det kan hjælpe dig at tænke på andre der har det værre end dig, så gør det.
Hvis det kan hjælpe dig at hjælpe andre som har det værre end dig så gør endelig det.
Men uanset hvad du går igennem her i livet, så går verden videre i morgen - og du har altid chancen for at være med hvis du beslutter dig for det.
Se denne video og fortæl mig lige hvad du ville have gjort hvis du havde været denne mand og havde haft hans liv? (Tak Martin, fordi du viste mig den - Det er motivation der vil noget)
DET giver stof til eftertanke