- Eller lægger du "lorten på bordet"?
Som iværksætter er det vigtigt at kikke på sine svage og stærke sider konstant, så man hele tiden finder balancen i hvad man skal gøre, hvad man bør gøre og hvad man bør få andre til at gøre. Men hvordan har du det med at indrømme dine svage sider overfor dig selv, og ikke mindst reagere på dem, så du finder den bedste løsning til at tackle udfordirnger i hverdagen.
Jeg har som de fleste af jer ved et stort debaforum og når tusinder af kvinder - mange af dem med hormonerne siddene uden på tøjet - mødes kan det ikke undgåes at der opstrå gnister, som kan udvikle sig til det væreste af det værste kvindeslagsmål, hvis man ikke griber ind i tide.
Men hvordan skal man håndtere situationen, ja ser du, det kommer helt og holdent an på din personlighed og hvilke der er dine svage og stærke sider.
Den konfliktsky person
- vil oftest helst ikke gribe ind og skabe ro - de ønsker ro, men for at få den skal de se deres svage side i øjnene, og det er jo farligt for de fleste. Så ofte ser de gnisten der tændes, konflikten der som småt opstår men de griber ikke ind. Hele tiden tænker de tanken "Det kan jo være det går sig selv igen" - men lad mig lige advare dig om at det gør det sjældent. I et stykke tid - kort tid - går det rimeligt, men så går det helt over gevind og for den konfliktsky er det slet ikke til at overskue.
Mails fra andre brgere bregynder at vælte ind, og det hele ser bare mere og mere uoverskueligt ud. Til sidst bliver det for meget for den konfliktsky, det er ikke længere til at holde ud, og i et desperat forsøg på at få fred, slettes tråden. Men av, det skaber bare endnu mere ballade fra de indvolverede brugere, og så sandelig også for alle der har læst med, og der skriges højlydt - "Vi har ytringsfrihed, så du kan ikke tillade dig at slette tråden. Behøver jeg fortælle at nu opstår der bare endnu mere utilfredshed, usikkerhed og højlydt råben.
Godt råd : Tag konflikten i opløbet, forsøg at sætte dig ind i hvorfor det gik galt, så du kan træffe en fair beslutning for hvad der skal gøres, men brug ikke alt for lang tid på det. Laver du en fejl, så vær ikke bange for at sige undskyld, det vil brugerne oftest kunne forstå. Kan du ikke selv må du få fundet en anden som har konflikthåndtering som sin stærke side.
Den fredssøgende person
- Kan ikke lide der er ballade og vil straks forsøge at bruge kommunkation for at få de indvolverede brugere til at falde til ro og forstå hvorfor det gik galt. Men det er som oftest næsten umuligt - udsags som "hun sagde" "hun gjorde" Jamen, så gjorde hun også det" vil fylde luften og hvis debatten har været ekstrem følelsesladet er det bare ikke altid nemt. For vi skal huske på at vi alle ser situationen ud fra vores egne synspunkter og fra det sed hvor vi står her i livet. Og så er det mange gange svært at "blive enige om at være uenige".
Godt råd : Indse at du ikke kan skabe fred i hele verden selv om det kunne være rart, du bliver nødt til at foreslå de implicerede parter at de tager debatten i det private rum, når den er blevet personlig, for der er jo absolut ingen grund til at 200.000 andre kvinder ser deres snit til at komme forbi og lige kaste lidt brænde på bålet. Kan du ikke selv afslutte debatte og dermed opløse konflikten, så må du få en anden til det.
Den diktatoriske person
- kan absolut ikke lide at der er ballade på DERES side, så debatten når knap nok at trappe op før tråden er slettet og de involverede parter er "banned" på livstid. Er der nogen der vover at nævne at administratoren har gjort noget galt, får de samme tur.
Godt råd : forsøg at følge debatten noget tid og se hvordan den udvikler sig. I de fleste tilfælde behøver du faktisk ikke gribe ret meget ind. Begynder du at "banne" dine brugere vil mange - logisk nok - føle sig trådt på og overhørt og absolut ikke taget seriøst.
På et tidspunkt er der slet ikke nogen tråde der skal slettes og konflikter der skal løses for brugerne har forladt siden og du skal ikke regne med at de vender tilbage. Har du denne diktatoriske adfærd så arbejd med det, og allier dig med nogle med-administratorer som kan gå ind og hjælpe dig inden dit temperament får dig til at banne folk for evig og altid.
Det er altid nemmere sagt end gjort - men lægger du lorten på bordet og tager konflikten?
- Og kan du gætte hvilken personlighed der passer bedst på mig?
Hvor er det forfærdeligt at vi mennesker har for vane at tilpasse os og tage tingene for givet. Og på den anden side er det jo bare sådan vores instinkter er sat sammen, så vi kan overleve. Men nu lever vi ikke længere i urtiden, vores instinkter skal indstilles på en mere kommunikativ og civiliceret verden, og det er noget som kun kan gøres hvis vi dagligt arbejder med det.
Så hvor ofte tænker du bevidst over hvordan du opfører dig overfor dine medmennesker?
Og er du klar over at ros er for mennesker som vand er for planter? Med ros og anerkendelse kan du få et menneske til at stråle og ranke ryggen, på samme måde som vand kan få en plante til at vokse.
Men hvorfor gør vi det så ikke? fordi de fleste af os netop adlyder vores instinkter og fordi vi oftest har brug for at snakke om det negative, som skal bearbejdes frem for vores succesoplevelser.
Tænk over hver dag hvor meget du kan berige en andens liv, blot ved at smile til personen eller hvor glad en person bliver hvis du holder døren for dem,
Som chef
Du kan gøre en lang arbejdsdag meget rarere, hvis du husker at påpege de gode ting dine medarbejdere gør - også selv om de bare klarer de ting de skal og som de altid gør. Ved at rose når alt går godt, mindsker du ofte risikoen for fejl senere, fordi medarbejderen får motivation og ekstra energi ved at få at vide de gør et godt stykke arbejde.
Som ven
Venner er glade på hinandens vegne og roser når tingene går godt - de er ærlige hvis de er misundelige, men er der alligevel hele vejen igennem for deres venner - det er hvad jeg vil kalde ægte venner. Det er vigtigt at man får helheden med, kan glæde sig på hinandens vegne og græde ud når tingene går skidt.
Som forældre
Husker du at rose dine børn når de gør tingene rigtigt, eller fokuserer du udelukkende på de ting børnene gør forkert? Børn har brug for masser af ros, for at kunne vokse op og blive veltilpassede voksne med højt selvværd og selvtillid, som lettere kan være gode ved andre og kan klare modgang med et smil frem for at grave sig ned.
Som kærester
Kvinde - Hvornår har du sidst rost manden fordi han tog opvasken, lagde tøj sammen eller støvsugede inde i stuen? og mand - husker du at sige tak for mad, hjælpe med at bære resterne af måltiden ud og give din kæreste et knus og lade hende vide hvor glad du er for at hun har sørget for at du fik noget at spise? Rigtig mange forhold kommer ind i en ond cirkel, netop fordi vi glemmer disse ting (og jeg er desværre ikke en undtagelse) for kvinden kan synes hun laver det hele og derfor har hun hverken lyst eller energi til at lave lidt "lagen-gymnastik" om aftenen og manden kan tænke - hvis hun ikke engang gider være sammen med mig i sengen, hvorfor fanden skal jeg så støvsuge for hende eller tage opvasken.
DET er en ond cirkel og hvis man ikke begynder at kommunikere kan det være vejen til skilsmisse eller utroskab.
Dig selv
Men allervigtigst er dig selv - for er du ikke glad for dig selv og har balance i dit liv, er det svært at være positiv og gøre noget for andre.
Så hvornår har du sidst husket at rose dig selv? Det kan være for hvad som helst, den måde du ser ud på, de ting du gør for andre, det arbejde du udfører - hvad som helst
- Det vigtigste er bare at huske det.
Får du en succesoplevelse som iværksætter eller som person, så brug muligheden og gå ind i "jantetæskeren" på Amino og fortæl andre om din oplevelse.
Når du hele tiden husker at rose dig selv for de gode ting du gør og de evner du har, vil du bedre kunne fokusere på at ændre de knap så heldige sider hos dig selv (hvis de altså skal ændres) og med tiden vil du opleve at blive en mere positivt menneske. Og med en positiv indstilling kommer man længst, det er blot spørgsmål om du ønsker at "se glasset som halvtømt eller halvfuldt! - Det er dit valg.
Husker DU at rose dig selv og andre?
Uheldet er ude
For 14 år siden, i en alder af blot 21 år, var jeg drøn-uheldig og røg ned af en trappe. Dum og arbejdsglad som jeg var rystede jeg episoden af mig og tog ikke på skadestuen som jeg burde have gjort. Kort tid efter faldet begyndte jeg at få smerter især i mine fødder så jeg hverken kunne stå eller gå og der skulle gå hele 2 år før lægerne fandt diagnosen - nervebetændelse.
I perioden inden jeg fik diagnosen røg jeg hele vejen ned gennem systemet, fra fast arbejde til dagpenge, til S.U. og ender til sidst på kontanthjælp. De to ting der forhindrede mig i miste forstanden og ryge i dyb depression eller at give op var :
Min mand samt siden hen mine børn samt mit website Min-mave.dk
Jeg ryger ned på kontakthjælp
I april 1999 tager jeg ned på kommunen og søger om at få kontanthjælp. Jeg havde siden faldet 3 år tidligere forsøgt adskillige veje for at komme tilbage på arbejdsmarkedet på mine betingelser, men desværre forgæves. Jeg havde ingen problemer med at få arbejdet, jeg havde "kun" problemer med at kunne klare det.
Det første kommunen gjorde var at sætte mig ned på et "værested" hvor det eneste man forventede af deltagerne var at de mødte op, var x antal timer og tog hjem igen. Det var slet ikke mig, men da jeg ikke kunne se andre muligheder måtte jeg forsøge at tilpasse mig - følelsen af at være social taber af den værste kalibre var dog stor, og nederlaget over ikke engang at kunne klare at møde op på et værested uden at måtte lægge mig syg en eller flere dage i ugen var næsten ikke til at bære.
Jeg forsøgte at få mine timer ved at komme meget tidligt om morgenen og gå så sent som muligt, for på den måde at få mine timer hurtigst muligt, men uden held. Problemet var jo nok at værestedet ikke var det eneste sted jeg skulle være aktiv, når jeg kom hjem havde jeg et liv der også skulle passe incl. en lille dreng på 1 års tid, en mand der arbejdede fuldtids og et hjem vi fælles skulle holde.
Det var mere end min krop kunne klare og den protesterede ved at gøre mig passiv efterfølgende.
Sådan gik der nogle år, min hjerne frøs nærmest fast i det daglige mønster af enten af være et sted hvor man ikke forventede noget af mig, eller ønskede at jeg selv skulle tage et initiativ til noget der kunne være lidt mere livsbekræftende. Eller også sad/lå jeg med smerter derhjemme og havde ondt af mig selv.
I årene der gik fik min mand og jeg nogle børn, det var noget af det mest livsbekræftende jeg havde oplevet, og her var der endelig noget jeg var god til og kunne klare. Min læge ønskede at give mig så meget ro i graviditeten som muligt, så han sygemeldte mig tidligt så jeg kunne passe på mig selv og den lille baby der voksede inde i min mave.
Min-Mave starter op
Da vi havde fået vores 2. Barn startede jeg den første udgave af Min-mave op, og fandt stille og roligt ud af at her var der noget andet jeg var god til. Det blev den første hobby som overlevede mere end 1 år.
I 2003 begyndte jeg for alvor at tænke, hvor ville det være fedt hvis jeg kunne gøre min hobby til min levevej og slippe ud af systemet. Men udfordringen var hvordan jeg kunne gøre det. Det skulle siden hen vise sig nærmest at blive umulig at få hjælp til at realisere den ide.
Forsøg efter forsøg på at blive selvforsørgende
Jeg forsøgte at få kommunen til at bevillige nogle kurser, som ville gøre mig bedre i stand til at klare at være selvstændig og starte min egen virksomhed, men uden held. Jeg fik i stedet tilbudt at tage en traditionel uddannelse som vi begge vidste jeg aldrig ville kunne gennemføre. Ikke fordi jeg gav op på forhånd, men simpelthen fordi mine odds for at fuldføre var alt for ringe.
I 2004 fik jeg "overtalt" et firma til at ansætte mig, som redaktør på min egen hjemmeside, så jeg kunne fortsætte den gode udvikling der allerede var på siden, og så jeg kunne få ro i min hverdag. Da det ville blive en betydelig udgift for min kommende arbejdsgiver, ønskede de at jeg kunne få løntilskud i 3-6 mdr, men kommunen sagde NEJ - pga. min nervebetændelse ville de ikke bevillige det.
Tænk sig, de vil faktisk hellere hjælpe en rask person ud end en person der er syg. Det fatter jeg slet ikke, alt andet lige må det da være bedre at bruge hjælpen på en syg, end den raske som trods alt ikke har så svære odds for selv at finde et arbejde.
Begrundelsen for at nægte mig løntilskud var : Jamen, du er jo syg, og vi ved ikke om du kan klare det arbejde du bliver sat til. Mine argumenter med at firmaet allerede kendte mine begrænsninger og at jeg skulle lave det jeg elskede allermest og som jeg allerede lavede på hobbyniveau, gik lige direkte ind af det ene øre og ud af det andet.
At det så var godt at kommunen sagde nej dengang er en helt anden side af sagen. Hvis de ikke havde sagt nej, havde jeg "solgt min sjæl til djævlen".
I sommeren 2004 lavede jeg min ressourceprofil i min barsel og afholdte indtil flere møder med kommunen da de var begyndt at snakke om mulighederne for at jeg kunne opstarte min virksomhed på revalidering. I efteråret startede jeg i arbejdsprøvning og arbejdede videre med ideen om at kunne leve af Min-mave fremover.
Men igen bankede jeg hovedet imod en mur.
For da jeg mødte op velforberedt med mappen fyldt med adskillige papirer på korte kurser indenfor IT, skrive-kurser, kurser hvor jeg kunne lære mere om hjemmesider, regnskab og meget andet - fik jeg en syngende lussing i hovedet da lederen af stedet hvor jeg skulle i arbejdsprøvning sagde
"Ja, det ser jo meget fint ud, men det vil vi aldrig betale for, så når din sagsbehandler kommer, er der jo ingen grund til at vise hende mappen".
Tak for lort, siger jeg bare.
Jeg behøver vel ikke sige at jeg følte mig slået helt ud, og resten af samtalen forgik med tårer i øjnene og en hjerne der var gået helt i stå. Jeg hørte svagt at de snakkede om arbejdsprøvning på kontor, og ikke èn eneste gang nævnte de mit største ønske - arbejdsprøvning som kunne forberede mig på at blive selvstændig.
Dagen efter fik jeg nyheden om at jeg var gravid med tvillinger, og fuldstændig rundt på gulvet ringede jeg til min læge. Han ønskede at jeg blev sygemeldt med det samme da jeg skal cykle/gå 10 km for at sidde i bus i næsten 1 ½ time (hver vej) for at komme ned til stedet hvor jeg skal i arbejdsprøvning - så er det for stor en belastning for mig - ikke mindst fordi jeg stadig har nervebetændelsen, og tidligere har været igennem en svær svangerskabsforgiftning der resulterede i et akut kejsersnit 7 ½ uge før tid.
Endelig lykkes det
Atter en gang greb skæbnen ind i mit liv, og udfordringerne i hverdagen efter mine tvillinger kom til verden, gjorde at jeg slet ikke kunne se hvordan jeg skulle få mit liv til at hænge sammen. Ikke en gang kontanthjælpssystemet ville kunne acceptere at jeg skulle have fri i tide og utide pga. mine børn.
Så endnu en gang kom tanken om at blive selvstændig op i mig - og denne gang gjorde jeg så alvor af det.
Først var jeg en tur i banken for at høre om de ville støtte mig med en kassekredit på 50.000 kr, men nej, de mente ikke jeg ville kunne tilbagebetale pengene, hvis mit forsøg mislykkedes, og da jeg ikke anede en kæft om budgetter og forretningsplaner, og ikke følte jeg havde overskud og tid til at sætte mig ind i det, blev jeg pure afvist. Derudover grinede de også nærmest af mig, fordi jeg ville give det en chance på et halvt år.
Næste forsøg var kommunen, men da de holdt fast i deres "arbejdsprøvning først" orkede jeg ikke at bruge mere tid på dem.
Heller ikke hos finansieringsselskaberne havde jeg heldet med mig. Jeg var jo på kontanthjælp og derfor ikke en af deres ynglings-låntagere.
Så til sidst - efter at have snakket det hele igennem med min kæreste Mikael - tog jeg "tyren ved hornene", udfyldte papirerne om at få registreret min virksomhed og få et momsnummer. Følelsen og lettelsen efter beslutningen var taget kan ikke beskrives, men jeg har aldrig fortrudt min beslutning.
Hvor der er vilje (og stædighed) er der vej
Kampen for at nå dertil var hård, men til gengæld tror jeg også det var godt for mig. Sandsynligheden for at jeg måske slet ikke havde fået en succes, hvis nogen havde sørget for et sikkerhedsnet til mig, mener jeg har været stor.
Det er hårdt at skulle kæmpe hver enig eneste dag, men hvis man ikke giver op eller ryger ned med flaget, vil det også ruste en person til at klare meget mere når de dårlige perioder viser sig. Stædighed er også en god egenskab at have, for man kommer hurtigere op og fremad igen, hvis man kan se løsninger frem for forhindringer.
Det er først indenfor det sidste års tid at jeg er kommet til at betragte min virksomhed som en reel forretning og ikke bare som en hobbyvirksomhed med momsnummer.
At blive iværksætter vil jeg aldrig nogen sinde fortryde - og I år fejrer jeg mit 4. År med selvstændig virksomhed. Jeg er og bliver en iværksætter og det er jeg fandens stolt af
Jeg vil dog aldrig glemme hvordan jeg sad fast i systemet og sank mere og mere ned, dømt til at blive invalidepensionist eller i bedste fald få bevilliget et flexjob.
Hvor der er en vilje, er der en vej - og min vej var at skabe min egen arbejdsplads.
Hvordan blev du iværksætter? Havde du "heldet" med dig og fik et sikkerhedsnet, eller har du også skulle kæmpe dig frem til den dag, hvor du kunne underskrive papirerne og få tildelt et momsnummer?
Mange har undret sig over hvordan jeg får min hverdag til at hænge sammen med 6 mindre børn - alderen 4-11 år - og jeg kan såmænd godt forstå jer. Det er et puslespil der skal gå op for at hverdagen hænger sammen, men på samme måde som vi gør på nettet og med vores websites, det samme gør jeg med de mange ting der bare skal gøres i dagligdagen.
Jeg kalder det at optimere min hverdag 
og jeg er langtfra færdig, der er stadig mange ting der kan forbedres og gøre vores hverdag endnu bedre for alle parter, men jeg giver ikke op.
Flere på især Twitter har spurgt hvordan jeg får 6 børn ud af døren om morgenen, så lad os bare starte der.
Min morgen starter kl. 5.25 når vækkeuret ringer, oftest er jeg rimelig frisk selv om jeg ikke ligefrem kommer i seng kl. 20 hver aften, så jeg får møvet mig ud over sengekanten og får noget tøj på. Bad er der ikke tid til på det tidspunkt, så det foregår oftest om aftenen eller senere på morgenen når alle ungerne er ude af døren.
Kl. er nu ca. 5.35 og jeg går i krig med madpakkerne, der skal smøres 21 stykker rugbrød så der ryger det meste af et helt rugbrød og et par pakker pålæg. Det er lidt forskelligt om jeg smører alle stykker på en gang, og derefter lægger pålæg på dem, eller om jeg smører en madpakke af gangen, uanset hvad så tager det ca. lige så lang tid.
Kl. 5.50 er alle madpakkerne smurt, frugt er lagt frem og jeg går videre til næste opgave, at sætte morgemad frem til Søren og derefter at lægge tøj frem til børnene.
Kl. 6 henter jeg så vores yngste søn Mathias på 4 ½ år og vores søn Søren på 6 år. De får tøj på, og Søren får morgenmad. Imens ligger jeg ofte på sofaen med Mathias på maven og slapper af. Mathias spiser morgenmad nede i børnehaven, så der er lige tid til en hyggestund inden han skal afsted.
Kl. 6.30 kører min mand Mathias ned i børnehaven og Søren går ud til taxien der henter ham (han har nogle udfordringer som hans mor og går derfor på en special skole)
Umiddelbart efter de er taget afsted, henter jeg endnu nogle børn ned - denne gang er det Mads på 7 år, Rikke på 9 år og Mikkel på 11 år. De er nemme at vække og kommer næsten med det samme jeg kalder. Børnenes tøj er jo allerede lagt klar så det tager de selv på, mens jeg laver morgenmad til dem. 4 tallerkner med havregryn og cornflakes, og selvfølgelig tilbehøret mælken.
Klokken er nu 6.40
De hurtige af jer vil sikkert tænke FIRE tallerkner - jamen der er jo kun 3 børn. Jeps, men jeg er begyndt at spise morgenmad sammen med børnene, og på den måde får jeg også den morgenmad som min krop har brug for. Når jeg er færdig med at spise, henter jeg en bog og så læser jeg et afsnit af den, mens børnene bliver færdige med at spise færdig. Jeg kan som oftest læse 10-15 min. inden klokken bliver 7 og børnene skal ud af døren. 2 med bus og en der cykler.
Klokken er nu 7 og jeg kan tage mig en lille pause, for vores yngste barn skal først op kl. 7.20 (senest) uden vi behøver stresse for at nå det.
Så jeg snupper den bærbare og får et overblik over hvad der er sket i min mailbakke, tjekker statistikker, hvilken aktivitet der har været på Twitter og Facebook mens jeg har sovet. Det passer ca. med at klokken herefter er 7.15 - 7.20 og tiden til at kalde på min yngste datter er kommet.
Hun sover meget let, så når jeg står nedenfor trappen kan jeg synge en lille sang vi har lært fra fjernsynet, hvor første linje lyder "Hvis der sker et uheld" - derefter går der ikke mange sekunder får min datter synger de efterfølgende to linjer "Så gå tilbage igen, Først siger du undskyld" - hun er nu nået helt ned på trappen og sammen kan vi synge sidste linje "Og så hjælper du din ven".
De næste ca. 15-20 min går med at Trine tager tøj på, jeg pudser hendes briller, læser i hendes kontaktbog, pakker hendes taske og så får hun dagligt en teskefuld drikke Aloe Vera og en drik der skal hjælpe hende med en kronisk forstoppelse.
Kl. 7.40 siger vi "bye bye" til hinanden, da vores yngste datter er udviklingshæmmet og derfor går i en specialbørnehave som har en transportordning.
De næste 20 min går med at forberede mig på at min assistent dukker op, lig sætte hendes kontorstol hen til spisebordet og derefter tilslutte den bærbare og hente min egen kontorstol.
Jeg kan nu for alvor tage en pause, men når man tænker over det har jeg også været i gang konstant i ca. 2 timer.
ca. 6 timers arbejde med Min-mave venter forude og jeg glæder mig hver dag til jeg kan sige på Twitter - "så er alle ungerne sendt afsted - Ha` en fantastisk dag derude"
Hvordan forløber din morgen? Og gør du noget for at optimere din hverdag.
Jeg fik tilsendt et nyhedsbrev fra FDIH i dag med emnet FDIH: E-handelsprisen 2010 åbner for afstemning om Brugerprisen
Spændt læste jeg videre for jeg kan jo tydeligt huske hvordan Brguerprisen blev tildelt sidste år, og bortset fra at det som de fleste andre konkurrence i "stem på mig" stilen handler om at få alle dem man kender og dem de kender til at stemme på sig, synes jeg faktisk at det var en okay måde at finde deltagerne på. Her var det nemlig brugerne af et site som gik ind og nominerede det enkelte site.
Jeg scrollede glad længere ned i nyhedsbrevet og læste der :
Ved E-handelsprisen 2010 uddeles Brugerprisen til den virksomhed, som brugerne direkte kårer som deres favorit e-handelsvirksomhed.
Via nedenstående link kan man stemme på sin favorit blandt de 50 virksomheder, der deltager i prisen i år. Virksomheder er udvalgt efter en undersøgelse, som FDIM har foretaget.
De 50 virksomheder er de mest besøgte i Danmark, og det er blandt dem, brugerne udpeger årets vinder af Brugerprisen.
Okay, altså en anderledes måde at udvælge virksomhederne eller sites, for det er jo brugerprisen og sidste gang kunne alm. sites som ikke engang havde et cvr. nummer deltage.
Nå, men jeg kom ind på listen via linket og så følgende skærmbillede - dog uden de røde pletter 
Det første jeg gør er at lade blikket glide over listen for at se om Amino og Min-Mave er med, men nej - selvfølgelig første skuffelse da det ikke er nogen hemmelighed at jeg havde håbet på en nominering, efter Min-mave endte i top10 til Brugerprisen.i 2009.
Det næste jeg bemærker er at der højt og larmende står E-handelsprisen flere steder og kun brugerprisen et sted.
Derudover står der "stem på den netbutik...." - Øh, hvornår er netdoktor, danskebank, home m.fl. været netbutikker? du kan sikkert selv sætte flere røde pletter udfor andre sites der er på listen
Så undrer jeg mig over at DTF-Travel som vandt Brugerprisen 2009 ikke er nævnt, øh hvad er nu det - Er de ikke længere store eller...?
Efter at have været en tur inde på www.fdim.dk kan jeg konstatere at iform.dk ligger længere nede på deres liste end f.eks. dating.dk og just-eat - og det uanset om det er brugere, unikke cookies, sidevininger eller andet du sorterer på
Se nu er forvirringen komplet - og jeg synes Brugerprisen bliver mere og mere misvisende
Det næst sidste der slår mig inden jeg vælger at skrive dette blogindlæg er et site der er på listen : nemlig nykredit.dk
For de er også en af sponsorerne for E-handelsprisen 2010
- plejer man ikke at udelukke firmer der er med til at afholde konkurrencen fra at deltage?
Det sidste jeg til slut bemærker er at url`en har følgende tekst
THIS_IS_YOUR_PERSONAL_ANSWERING_LINK=DO_NOT_SHARE
øh, okay, det opdagede jeg jo så faktisk for sent og der er ingen steder på selve siden hvor de gør opmærksom på det.
Jeg vil som sagt ikke lægge skjul på at jeg er skuffet over at Min-mave ikke kan komme i betragtning til Brugerprisen 2010, og det er hovedårsagen til at jeg er blevet opmærksom på de forskellige ting i uddelingen af Brugerprisen. For det kunne jo faktisk være at brugerne på Min-mave, synes det var et helt andet site der skulle have Brugerprisen end de 50 nominerede.
Jeg kunne godt tænke mig at vide hvor mange brugere der har deltaget i "undersøgelsen" for at finde de nominerede sites, hvem der har fået muligheden for at deltage og ikke mindst hvilke kriterier de forskellige sites er valgt ud fra?
Jeg vil efter det her mene at Brugerprisen burde hedde noget andet end den gør -
Efter min mening er det her en STOR OMMER
Hvad er din mening?
Jeg har haft min hjemmeside i 8 år, og der skulle gå hele 7 år før jeg fik min forretningsplan lavet. Ikke fordi jeg ikke vidste hvordan den skulle laves, men fordi jeg ikke følte behov for at få den lavet. Faktisk var forretningsplanen ellers så stor en del i mit hovede at jeg startede med at købe bogen "Den dynamiske forretningsplan" - men jeg nåede altså bare aldrig længere end det.
Først da investorer blev en del af min tankegang, fik jeg gjort noget ved det, og fordi jeg havde brugt de sidste mange år på at udtænke planer i hovedet var det rimelig let for mig at tage det næste skridt og få alle mine tanker og ideer ned på skærmen.
Det sværeste var faktisk likviditetsbudgetterne for at gå fra at være en hobbyside, til en hobbyside med momsnummer, til at indse at Min-mave rent faktisk var meget mere end det og at jeg havde store ambitioner samt masser af ideer jeg ønskede at realisere i fremtiden, var noget af en personlig og professionel udvikling.
Men det var noget af det bedste der skete for mig.
Grunden til den massive ændring i min tankegang var bl.a. pga. min partner Mikkel deMib Svendsen - som mange af jer sikkert allerede kender fra www.demib.dk og her fra Amino. Det han sagde til mig dengang glemmer jeg nok aldrig, og det håber jeg heller ikke, for uden de ord ville jeg slet ikke være nået hertil. Han sagde
"Birgit, hvis du skal bruge 20.000 kr på de faste udgifter i firmaet, så forestil dig at der kommer 70.000 kr ind. Og hvad du kan gøre for dine brugere med de ekstra 50.000 kr."
Hvor havde han dog ret, og hvor har han dog stadig ret. Uden den sætning ville jeg stadig have lullet rundt i min egen lille verden og knap nok haft til at holde hjulene kørene. Der skal penge ind for at kunne realisere sine drømme og ideer, og nogle gange kræver det bare at man får et "wake-up call" så man kan se virkeligheden og hvad der kræves for at komme videre.
Forretningsplanen er en nærmest uundgåelig del af udviklingen i Min Mave ApS. En udvikling jeg er glad for er sket og som har været med til at give mig mere at arbejde videre med, og nok det allevigtigste, har givet mig mulighed for meget tydeligere at se hvor min udvikling er på vej hen.
Derudover kan jeg meget nemmere og tydeligere vise mine partnere og evt. kommende investorer at jeg faktisk mener det her alvorligt. Og hvordan jeg har tænkt mig at nå mine mål.
Jeg har faktisk ikke brugt forretningsplanen siden, men jeg ser på den som et horoskop man får lagt. Man skal aldrig følge den slavisk, men det er meget sjovt at tage planen frem fra tid til anden, og se hvordan det er gået i forhold til det der allerede er sket.
Jeg kan kun anbefale at du laver en forretningsplan og udfordrer dig selv til at forklare andre hvad du rent faktisk mener med det du siger. Men det jeg synes er en vigtig detalje er at du først skal gøre det når du føler behovet for det, eller vil du sikkert skulle kæmpe meget mere med at få ordene ned på skærmen og få den rette mening frem. Det skulle gerne blive en positiv oplevelse og ikke føles som et nederlag.
Hvordan har du det med forretningsplaner? Har du allerede lavet en, og i så fald bruger du den i hverdagen til at holde næsen mod de mål du har sat.
Siden jeg sprang ud som iværksætter i feb. 2006 har jeg ikke haft ret mange penge, faktisk har det været sådan at jeg hver måned lå søvnløs om natten fordi jeg ikke vidste om der var penge til de regninger der lå og ventede i stakken og som skulle betales lige om lidt.
Det var bestemt ikke nogen rar situation, og det første års tid betalte jeg bevidst ikke skat fordi jeg hellere ville være sikker på at overleve end at give SKAt nogle penge. At det så bare var ris til egen r.. og gav mig et kæmpe skattesmæk sidst på året, var bare noget jeg måtte lære at leve med. For mig at se var det at udskyde problemerne (i det her tilfælde indbetalingerne til Skat) en nødvendighed. Ellers er jeg normalt ikke glad for at skylde penge væk, medmindre jeg ved der foreligger en aftale om tilbagebetaling som jeg rent faktisk også kan overholde.
Men det jeg har lært af ikke at have et sikkerhedsnet, en bank der støtter med en kassekredit man kan trække på når man føler for det eller en rigmand der siger "Værsgo, her er 5 millioner, brug dem nu fornuftigt"
Er kreativtet 
For når man ikke bare kan vælge og vrage uden at tænke på prisen, så er man nødt til at overveje tingene en ekstra gang, og for mit vedkommende bemærkede jeg at det for det meste var i forhold til mit system, den platform jeg brugte til Min-mave.
Et ekspempel kan være :
Brugerne ville gerne finde deres tråde og da jeg ikke havde mulighed for at "låse trådene fast" i toppen af trådoversigterne, ja så lavede jeg en side til disse tråde, faktisk var det bare en oversigt med overskrifter der linkede til de tråde brugerne ønskede at finde igen. Det gav da en del manuelt arbejde når brugerne ønskede at få deres tråde "låst fast" men de var glade og det fungerede. Det rigtige havde jo været at få en programmør ind over, men det havde jeg jo ikke råd til og så måtte jeg tænke kreativt.
Når man bliver skubbet omkuld og ikke rigtig føler man kan komme op igen, kan man også udvikle sin kreative sans, for det er jo enten det eller også at lægge sig ned at dø, Personligt er jeg meget stædig anlagt så det sidste er ikke en valgmulighed for mig.
Men man får ikke noget ud af at sætte sig ned og klynke og have selvmedlidenhed, bevares man skal da have lov en periode, men så skal man også rejse sig igen og formentlig tænke kreativt. Tænk over det - forsøg at finde alternative løsninger hvis tingene går galt, optimer din forretning og find det dine kollegaer ikke gør og overlev.
Når pengene er små er det tiden til at samarbejde og lave win/win situationer, men tænk mere på hvilken værdi du kan gøre den anden part end hvad du selv får ud af det. For tænker du primært på dig selv og balancen omkring win/win bliver alt for ulige fordelt, så rammer det dig bare senere - sådan er det bare, det kan gå noget tid, men universets uskrevne love (karma loven) vil indhente dig og give dig som du har fortjent - uanset om det er posiivt eller ej.
Nu lyder det måske dumt, men jeg er faktisk glad for at der ikke kom en person for 3-5 år siden og sagde, værsgo her er 5 millioner, brug dem nu fornuftigt" - for det ville ikke have været godt for min forretning, jeg vidste for lidt omkring de forskellige ting i branchen og det ville have endt med scenariet "et barn i en legetøjsbutik som bare kan vælge og vrage" - det billede kan du sikkert godt se for dig.
Det har bare en tendens til at blive dyrere når pengene allerede er der, medmindre man har meget erfaring eller har personer med sig som har den erfaring man selv mangler. For mit vedkommende har mit liv som fattigrøv styrket min forretning, jeg er vant til at knokle bare for at få det mindste budskab ud og fordi der er gået år hvor jeg har fået erfaring og viden vil jeg også kunne administrere de 5 millioner hvis jeg skulle falde over dem på gaden.
For min tid som fattigrøv har faktisk givet mig selv og mit projekt ro til at udvikle sig og ikke mindst blive moden til virkelig at sparke røv nu hvor jeg er klar til at lægge fattigrøven lidt fra mig, og netop kunne få lov til at vælge og vrage på hylderne.
Jeg har opdaget en lidt sjov ting i hverdagen, nemlig at der bliver skelnet rigtig meget mellem om man sidder med en mobiltelefon eller en lille bærbar computer.
Og hvorfor egentlig.
Er der virkelig mange som ikke ved at flere og flere mobiltelefoner indeholder mange af de samme ting som en bærbar computer, og dermed kan de også bruges til at skrive artikler på, lave budgetter, surfe på interenettet og i det hele taget holde kontakten med resten af verden - også i forbindelse med arbejdet som mange har online?
Åbenbart, eller også er jeg bare omgivet af disse mennesker. For ih hvor de lige spærrer øjenene op hvis jeg har den bærbare computer på bordet, tjekker mails eller laver en smule arbejde. Det er ligesom om det er totalt forbudt at have computeren slået op i sin såkaldte fritid (for den kan somme tider være svær at finde når man har hjemmearbejde og en online-virksomhed) Hvis man har computeren tændt udenfor "arbejdstiden" er man enten stemplet som arbejdsnarkoman eller nørd. Begge dele passer nu efterhånden meget godt på mig, fordi jeg virkelig elsker det jeg laver - så jeg vil ikke tage nogen af betegnelserne negativt.
Men hvorfor er det mere accepteret at sidde og sende 1000 sms`er om alt muligt, sidde på Facebook og sende kyllinger og træer til hinanden, end at lave noget arbejdsrelateret. Der er jo faktisk nogen som slapper af mens de sidder og arbejder.
Er det mon fordi de fleste der sender skæve blikke til mig er lønmodtagerer, vel at mærke den slags lønmodtagere som ikke rigtig arbejder for andet end at få en fast løn og sikkerhed, og som efter kl. 15 bare lukker ned i "fritids-mode" og ikke tænker på arbejdspladsen før klokken 7 næste morgen. Nå nej, det sidste de tænker inden de lægger sig til at sove er - "åh nej, så er der atter en arbejdsdag i morgen, gid det var fredag"
Jeg synes det er utroligt, og jeg må bare acceptere de meget sigende blikke jeg får, for jeg gider ikke følge normen og arbejde fra mobiltelefonen bare for at blive accepteret af de andre omkring mig.
Så jeg fortsætter med at hive den bærbare frem så jeg har et ordentlig arbejdsredskab, i stedet for at skulle bruge dobbelt så lang tid på at arbejde fra moobiltelefonen.
Hvordan har du det med dette? Er det kun mig der oplever at blive betragtet som "unormal" fordi det er den bærbare der trækker i stedet for mobilen?
Tilbage i 2001 da jeg lige havde startet mit site op men endnu ikke havde ret mange besøgende eller et navn, var jeg så ivrig efter at få bekræftet at det jeg gjorde var godt at jeg brød alle de gode regler for etik på nettet og spammede et kollega-forum. Denne kollega havde utrolig mange brugere og utroligt meget indhold, og naturligt nok blev mit "se mig - se mig" indlæg ikke vel modtaget. Flere kunne absolut ikke se hvad de skulle bruge siden til, andre ville ikke bruge siden fordi det var mig der stod bag og andre igen var bare sure fordi jeg afbrød deres debat og fred i gruppen.
Altsammen forståeligt nok, men på et tidspunkt var jeg vist stadig så ny at jeg bare blev ked af at høre deres "skrub af med dig" men alligevel så stædig at jeg blev hængende. Men så skete det fantastiske.
Mine indlæg provokerede en hel anden gruppe som også var at finde på siden men som man bare ikke lagde mærke til - mændende. Professionelle mediefolk, designere, programmører og lignende kom hurtigt op af stolen Og så fik jeg ellers råt for usødet.
De brød sig ikke om mit site, fordi jeg fokuserede alt for meget på baggrunde og blinkende knapper mm end at vise indholdet og gøre det nemt at læse med på siden. Jeg brugte fonten Comic Sans som den primære skrifttype og nok op til 10 andre forskellige fonte sådan lidt hist og pist. Baggrundende ændrede sig nærmest for hver sin side for jeg havde jo netop opdaget det fantstiske i nettet hvor man kunne hente den ene mere farvestrålende baggrund efter den anden.
En mand fortalte mig at han havde lavet sin egen lille konkurrence på sitet, der hed - gæt den næste baggrund - og hans bemærkning derefter var "og ved du hvad, jeg gættede det aldrig" Han skrev også "Jeg ved faktisk ikke engang om dit indhold er godt, for der er jo masser af informationer, men når det er så godt gemt bag farver, forstyrrende elementer og andet "bling bling" - så opgiver man inden man har fundet svaret på dette spørgsmål".
Hans kritik ramte mig dybt og jeg kan huske at det blev til et par dage væk fra computeren hvor jeg "slikkede mine sår" men alligevel gjorde jeg også det mest fornuftige - jeg tænkte så det knagede over om han rent faktisk havde ret i sine udtalelser. Faktisk tog jeg hans ord så meget til mig at jeg printede hele hans lange indlæg med alle hans mange råd ud og den dag i dag hr jeg dem stadig liggende.
Når jeg tager dem frem ryger jeg til "Memorylane" og er dybt taknemmelig for at han tog sig den tid til at skrive og besvare mit indlæg den dag. Jeg tror helt klart på at det har været med til at gøre Min-mave til det den er i dag.
Men da jeg havde sundet mig lidt og accepteret at der nok skulle nogle ændringer til, gik jeg ellers i gang, en kravlende baby blev fjernet, baggrunden blev gjort hvid overalt på sitet, jeg nøjedes med få fonte på sitet, dog forblev Comic Sans min yngligsfont i lang lang tid fremover.
Da sitet havde fået den helt store "makeover" så jeg trist på det og kunne slet ikke forstå at det var blevet så kedeligt og uinspirerende. I stedet for at bruge tid på at spamme fora og lede efter spændende grafik på nettet koncentrerede jeg mig nu om indholdet og mine få besøgende. Og virkningen kom nærmest øejblikkelig.
Brugerne begyndte at kommunikere mere og mere med mig, der kom flere og flere artikler på sitet og jo mere uopfordret feedback mine brugere gav mig på mine artikler og de andre tiltag jeg lavede på sitet, jo mere blod på tanden fik jeg. I sommeren 2001 tog jeg skridtet at få eget domænenavn og flytte til en anden host som ikke lå i USA og dermed gjorde hastigheden langsommere end nødvendigt.
I dag er Min-Mave et af Danmarks største sites, der er mange loyale besøgende og væksten ser ud til at fortsætte.
Kritik har jeg lært at tage til mig, og jeg elsker når brugerne brokker sig (indenfor rimelighedens grænser naturligvis). Alle spørgsmål/mails der bliver skrevet til mig bliver taget seriøst og alvorligt, for hvem ved om èt af dem måske giver mig inspiration til at tage sitet op på et nyt niveau som dengang.
Jeg opfordrer mine brugere og besøgende til at brokke sig, komme med forslag, fortælle hvad de er utilfredse med osv - og heldigvis gør de det meget. Jeg får også masser af ros for mit arbejde og det luner altid og jeg får endnu mere lyst til at fortsætte med at udvikle sitet, men jeg glemmer aldrig følgende sætning.
Ros luner men det er kritik der gør at man for alvor udvikler sig.
Hvordan har du det selv i forhold til at tage imod kritik?
Jeg har altid undret mig over at der ikke er mere åbenhed på de forskellige sites jeg støder på, og hvorfor folk er så hundebange for at dele bare det mindste med andre. Nej, lad os endelig få hemmelighedsholdelsesaftaler og masser af mistro ind over projektet allerede inden vi er startet.
Men hvad er det vi er så bange for - at vores ide er det nye Skype, Google, eller Facebook og at andre render med ideen? Ja, det virker det som, men helt ærligt så er det jo ikke selve ideen der er guldægget, det er nuancerne i det, for hvor mange af jer ville have lavet Google eller Skype bare ved at få de grundlæggende detaljer at vide?
Jeg ser det ofte i min egen branche, det ene site efter det andet som omhandler graviditet, fødsel og børn dukker op, men kun de færreste bliver en succes. Hvorfor mon? Er det ikke bare ideen man skal have, eller kræver det faktisk en hel del mere arbejde og research for at få tingene til at lykkes?
Hvis Google eller nogle af de andre store der har lavet verdensomspændende successites havde stoppet ved IDEEN ville de helt sikkert være blevet overhalet indenom i løbet af no time, men fordi de ikke stod stille og stadig ikke gør det - er det dem der stadig ligger i overhalingsbanen.
Hvis flere sites i samme branche valgte at dele med hinanden ville det kunne skabe endnu større sites på sigt med bedre brugeroplevelser og funktioner. Men de fleste holder kortene så tæt ind til kroppen at de aldrig kommer op i toppen, for kunne du ikke se at de stjal min ide undervejs. Vi bliver nødt til at forholde os til at det er udførelsen af ideen som giver den største værdi i længden.
På samme måde bliver de mest simple statistikker holdt ind til kroppen, det er de færeste sites i min branche som tør afsløre hvor mange brugere de har, hvor mange sider der bliver vist i løbet af en måned og lignende, men hvor er den store hemmelighed i det? Igen er det jo de mange mere analytiske observationer, alt den viden man har fået om sine brugere gennem tiden som er den afgørende her. Jeg deler glad ud af min basale viden omkring mit site og mine brugere, og har det endda lagt online på sitet så andre nemt kan se dem - http://www.min-mave.dk/annoncering.htm
Der kan alle - der har interesse i det se hvordan Min-mave har udviklet sig gennem det sidste ca. 1 ½ års tid og hver eneste måned ligger jeg de nyeste tal ind.
Men hvordan skal man så forholde sig til de andre i branchen? Er de venner og kollegaer eller er de fjende og konkurrenter?
Jeg vælger at opfatte dem som det første. Hvis vi virkelig vil kan vi skabe uhyggeligt meget mere væri for vores brugere og hjælpe dem til at finde det de søger. Og er det ikke derfor man har valgt at lave en portal som primært har brugergenereret indhold. Fordi man ønsker at give dem et sted at være.
Hvordan opfatter du andre i din branche? Snakker du med dem, evt. deler ideer og vidensudveksling, eller holder du kortene tæt ind til kroppen og snakker overhovedet ikke med dem?
Er de venner/kollegaer eller fjender/konkurrenter?
Hvad er utroskab? Hvornår er man utro? Hvordan kan man være utro?
Jeg mener der er mange måder at være utro på, og jeg snakker ikke den fysiske utroskab men den mentale. Og det vil ikke undre mig om det er lige præcis nogle af de samme følelser partneren til en iværksætter føler som en der opdager at partneren er fysisk utro.
- Aftagende interesse
- Afvisning
- mindre tid
- jalousi over at partnere får mere selvtillid, nye oplevelser, nye venner og nye muligheder.
- frustration
og meget andet
Men er det utroskab når en iværksætter brænder for det de laver, og hvordan forhindrer man at det går ud over parforholdet og at det i værste fald går i stykker?
Jeg er faktisk begyndt at sige at jeg er min mand utro - med firmaet - og det giver stof til eftertanke. På samme måde som personerne i et parfold må overveje hvad de skal gøre for at komme videre, må iværksætteren og dennes partner også gøre det.
Men er der i denne sag overhovedet noget der skal tilgives, jo selvfølgelig hvis man bevidst har afvist partneren og brugt mindre tid sammen med ham/hende, men alle de andre følelser står efter min mening på partnerens regning. Det er ham/hende der måske bør overveje hvorfor - det at deres partner har denne interesse som får dem til at føle sig hele - vækker de følelser i dem.
Er det fordi de ikke selv tør udleve deres drømme?
Er det fordi de selv mangler indhold i deres liv og det at få mere tid pludselig gør at tiden falder lang?
Jeg tror det vil kunne hjælpe mange iværksættere - som har en partner som ikke forstår hvad det vil sige at være ivrksætter - hvis vi får sat ord på de tanker og følelser der opstår indeni dem selv, når deres partner får en så brændende interesse at de glemmer tid og sted. Har de mon aldrig selv prøvet det samme?
Og få sat ord på de frustrationer og gnister det kan slå imellem to mennesker som pludselig har svært ved at forstå den andens behov.
Måske skal vi minde vores partnere og andre om hvordan det er i starten af et parforhold, han ønsker at være sammen og allerhelst bare 24 timer i døgnet. Man er nyforelskede.
Sådan tror jeg mange iværksættere har det med deres firmaer og projekter, og kunne vi få vores partner til at få den følelse af nyforelskelse frem, er vi måske nået langt i forhold til at få dem til at forstå hvorfor vi er så opslugte af vores forretninger. Vi er såmænd bare forelskede i vores hjertebørn.
Jeg sidder her kl. 0.30 natten til lørdag og skriver dette blogindlæg. Mange tanker går gennem hovedet på mig, for er iværksættere virkelig så specielt et folkefærd at der skal iværksættere til at forstå iværksættere, eller skal man bare have været i deres sko for at forstå hvad de gennemgår?
Jeg håber det sidste, for det første er næsten ikke til at holde ud at tænke på.
Jeg har lige brugt de sidste par timer på at forklare min bedre halvdel hvorfor jeg ikke kan lukke computeren 110 % ned og holde sommerferie de næste 3 uger. Altså helt seriøst, men jeg står i en fase af mit liv og i forbindelse med min forretning at det mere eller mindre ville være selvmord at gøre noget lignende.
Det betyder ikke at jeg slet ikke kan holde ferie, blot at jeg indimellem stadig er nødt til at sikre mig at tingene kører som de skal og der er stadig ting der skal klares som skal være klar senere på året.
Men selv efter et par timer følte jeg mig nærmest frustreret for han virkede ikke som om han forstod hvad jeg fortalte ham. ER det bare mig der har det på den måde, eller er der andre derude i iværksætterverdenen der ved hvad jeg snakker om?
Uanset hvad kan jeg mærke at jeg går sommerferien i møde med frustrationer og irritation over at det skal være sådan. Og kunne jeg tage en tidsmaskine og rejse tilbage for at ændre noget på det her område ville det klart være at starte som iværksætter langt tidligere, tage mod til mig langt før jeg reelt gjorde og underskrev papirene som skulle sikre mig mit momsnummer og sende mig ud i uvisheden for om regningerne der dumper ind i postkassen rent faktisk også kan betales.
Jeg får - lidt for tit efter min mening - at vide at jeg selv har valgt det - og ja, det har jeg og det er en af de beslutninger i mit liv jeg er allermest stolt af at have truffet. Men jeg føler også at mit valg konstant bliver brugt imod mig, men det er nu engang anderledes at være selvstændig end at være lønmodtager - på godt og på ondt. Og jeg må vel også godt brokke mig over de udfordringer jeg møder i forhold til mit valg som andre der har valgt et lønmodtagerjob og brokker sig over arbejdstider, kollegaer og hvad ved jeg.
Nå, det er vel det samme som når en kvinde der har forsøgt at blive gravid i mange mange år, får at vide at hun er utaknemmelig når hun brokker sig over at have kvalme 24 timer i døgnet i hele graviditeten. Hun har jo selv valgt det og endda kæmpet for at opnå drømmetilstanden - graviditeten (dog formentlig uden den massive kvalme)
Jeg er begyndt at vælge mine venner ud fra andre principper end jeg ellers har, fordi JEG har ændret mig i de få år der er gået siden jeg valgte at springe ud som iværksætter. Og det bliver så nogen gange regnet for at "jeg er fin på den", "At jeg er snobbet" eller "At jeg er arrogant" - Øh, ok - den forstår jeg så bare ikke - jeg har bare valgt at bruge min tid sammen med mennesker som siger mig noget, som forstår mig og som giver mig energi i stedet for at efterlade mig totalt udsuget.
Det betegner jeg faktisk som en positiv udvikling, at jeg har valgt at prioritere ikke at bruge mit liv og mine ressourcer forkert. Noget der giver energi (uden at være syntetisk lavet som f.eks. speed og lignende) på den måde kan da kun være sundt og godt for ens udvikling.
Jeg har hvertfald ikke tænkt mig at "falde tilbage" på pligtbesøg og følelsesmæssige vampyrer som kun har lært at tage, tage, tage.
Jeg føler for alvor at jeg har fundet mig selv og den vej jeg skal gå ud af fremover.
Jeg er iværksætter og fandens stolt af det.
Flere indlæg
Næste side »