I medgang og modgang..

Kender I de tidspunkter hvor alt bare føles som om udfordringerne kommer i kæmpe klaser og hvor man bare ikke føler man snart ´kan klare mere? De er ikke rare men kommer man over på den anden side af dem, vil man oftest opdage at man har lært ufatteligt meget om sig selv og måske også andre ting undervejs.

Det aller vigtigste ord her må være : viden og at lære af det man går igennem.

Men hvad nu hvis man ikke føler det er berettiget, den kender jeg desværre bare alt for godt selv, altså hvorfor er det lige netop mig som skal igennem så frygtelig meget og især når mange af tingene er noget som jeg på ingen måde er herre over eller kan kontrollere. Er det fair eller...?

Tja, hvem ved hvorfor nogen skal igennem nogle former for udfordringer og andre skal igennem andre former for udfordringer? Hvorfor nogen åbenbart virker som om de skøjter gennem livet uden at noget går dem imod mens andre bare konstant skal have boksehandskerne på og kæmpe sig igennem hver dag?

Men hvordan kommer man så over på den anden side?

Nogle sætter sig ned og lader andre tage ansvaret for deres liv, nogle har bare brug for at "være sig selv" en periode for at finde løsningerne til at komme videre og nogle andre beslutter sig for øjeblikkeligt at kæmpe videre og gøre hvad de kan for at vinde slaget.

Jeg personligt bruger alle metoderne, alt efter hvor store udfordringerne er og hvad jeg skal igennem for at finde vejen over på den anden side. Det vigtigste er ikke hvilken metode man bruger, men bare at man ikke giver op og lader sig synke ned i det sorte hul som er så dybt at man ikke kan komme op igen.

Mange forstår ikke hvorfor jeg ikke for længst er havnet i det sorte hul hvor jeg ikke alene kan komme op, og for at være ærlig forstår jeg det heller ikke. Måske er det bare fordi jeg hele mit liv har været vant til at kæmpe og er alt for stædig til bare at sætte mig ned og opgive. Måske har jeg været heldig eller måske er der en helt tredje grund som jeg endnu ikke kender.

Det der kan hjælpe mig igennem en krise er at tænke på nogen som har det værre end mig selv. For når alt kommer til alt har jeg ikke nogen dødelig sygdom, jeg har muligheden for at bruge min hjerne, jeg har en dejlig familie, jeg har fået et super godt netværk, jeg har fundet et fristed (Min-mave) hvor jeg kan hjælpe andre og glemme mine egne udfordringer lidt og jeg er i stand til at høre, se, røre og føle.

Jeg ville da være et skarn hvis jeg gav op pga. nogle udfordringer når jeg har SÅ meget andet godt her i livet. Der er kun en der kan tage beslutningen om at komme videre i livet,

DIG SELV

Hvis det kan hjælpe dig at tænke på andre der har det værre end dig, så gør det.

Hvis det kan hjælpe dig at hjælpe andre som har det værre end dig så gør endelig det.

Men uanset hvad du går igennem her i livet, så går verden videre i morgen - og du har altid chancen for at være med hvis du beslutter dig for det.

Se denne video og fortæl mig lige hvad du ville have gjort hvis du havde været denne mand og havde haft hans liv? (Tak Martin, fordi du viste mig den - Det er motivation der vil noget)

DET giver stof til eftertanke