Er de fjende og konkurrent eller ven og kollega?
Jeg har altid undret mig over at der ikke er mere åbenhed på de forskellige sites jeg støder på, og hvorfor folk er så hundebange for at dele bare det mindste med andre. Nej, lad os endelig få hemmelighedsholdelsesaftaler og masser af mistro ind over projektet allerede inden vi er startet.
Men hvad er det vi er så bange for - at vores ide er det nye Skype, Google, eller Facebook og at andre render med ideen? Ja, det virker det som, men helt ærligt så er det jo ikke selve ideen der er guldægget, det er nuancerne i det, for hvor mange af jer ville have lavet Google eller Skype bare ved at få de grundlæggende detaljer at vide?
Jeg ser det ofte i min egen branche, det ene site efter det andet som omhandler graviditet, fødsel og børn dukker op, men kun de færreste bliver en succes. Hvorfor mon? Er det ikke bare ideen man skal have, eller kræver det faktisk en hel del mere arbejde og research for at få tingene til at lykkes?
Hvis Google eller nogle af de andre store der har lavet verdensomspændende successites havde stoppet ved IDEEN ville de helt sikkert være blevet overhalet indenom i løbet af no time, men fordi de ikke stod stille og stadig ikke gør det - er det dem der stadig ligger i overhalingsbanen.
Hvis flere sites i samme branche valgte at dele med hinanden ville det kunne skabe endnu større sites på sigt med bedre brugeroplevelser og funktioner. Men de fleste holder kortene så tæt ind til kroppen at de aldrig kommer op i toppen, for kunne du ikke se at de stjal min ide undervejs. Vi bliver nødt til at forholde os til at det er udførelsen af ideen som giver den største værdi i længden.
På samme måde bliver de mest simple statistikker holdt ind til kroppen, det er de færeste sites i min branche som tør afsløre hvor mange brugere de har, hvor mange sider der bliver vist i løbet af en måned og lignende, men hvor er den store hemmelighed i det? Igen er det jo de mange mere analytiske observationer, alt den viden man har fået om sine brugere gennem tiden som er den afgørende her. Jeg deler glad ud af min basale viden omkring mit site og mine brugere, og har det endda lagt online på sitet så andre nemt kan se dem - http://www.min-mave.dk/annoncering.htm
Der kan alle - der har interesse i det se hvordan Min-mave har udviklet sig gennem det sidste ca. 1 ½ års tid og hver eneste måned ligger jeg de nyeste tal ind.
Men hvordan skal man så forholde sig til de andre i branchen? Er de venner og kollegaer eller er de fjende og konkurrenter?
Jeg vælger at opfatte dem som det første. Hvis vi virkelig vil kan vi skabe uhyggeligt meget mere væri for vores brugere og hjælpe dem til at finde det de søger. Og er det ikke derfor man har valgt at lave en portal som primært har brugergenereret indhold. Fordi man ønsker at give dem et sted at være.
Hvordan opfatter du andre i din branche? Snakker du med dem, evt. deler ideer og vidensudveksling, eller holder du kortene tæt ind til kroppen og snakker overhovedet ikke med dem?
Er de venner/kollegaer eller fjender/konkurrenter?