Synd for butiksejere på Nørrebro

Hvor er der stor forskel på mennesker og deres holdninger og opdragelse i dette land. Jeg siger ikke, alle skal være ens, men hvis vi skal kunne leve sammen i fred og fordragelighed (?), er visse regler nødt til at blive overholdt. Og de fleste mennesker har nu engang også en vis portion retfærdighedssans, selvom retfærdighed i praksis nærmest aldrig fungerer. Hvad er egentlig retfærdigt?

Små børn synes, det er uretfærdigt, hvis andre tager deres kage fra dem - som man bliver ældre, lærer man (forhåbentlig), at livet består af så langt flere elementer end den kage, man ikke måtte få som barn. Og at man på et eller andet plan må gøre sig fortjent til kagen. (For der er andre, der har arbejdet for at kunne købe eller lave kagen).

Min mening er, at nogle har det problem, at de mener, de har ret til noget, som andre har måttet arbeje hårdt for at få adgang til - i retfærdighedens gyldne tegn. "Hvis de må, må vi også". De har aldrig skullet kæmpe og arbejde for en ting, men på et eller andet plan haft et ofte trist og svært liv, som har medført, de har fået for meget for let (og hvad er så for meget?). De er blevet forvænte. Og så mener de, det liv skal føres videre i alle andre henseender. Men sådan fungerer livet jo ikke.

Man må kæmpe for det gode liv - og for sin familie og sine kære. Intet kommer af sig selv, og dem, der tror det, vil få det svært. Sværere end os andre, der er indstillet på, at der skal arbejdes for tingene.

Jeg føler med dem, der bor på Nørrebro. Jeg føler med de børn, der må leve op i en sådan virkelighed - de bliver ofte "voksne" alt for tidligt. Og jeg føler også med de unge, der har så lidt i deres liv, at de mener, de har ret til at træde på og ødelægge for andre - uden mening. "Når nogle ødelægger noget for os, må vi bare ødelægge for andre". Hvad er det for en syg mentalitet?