Hej alle
I løbet af sommeren har vi været rundt på forskellige messer og markeder med vores nye import firma AAimport. Det primære mål er selvfølgelig at få solgt nogle produkter
Men hvad kan man ellers få ud af at deltage på en messe eller et marked? Hvilke sekundære mål kan man med lidt planlægning sætte sig?
Denne tråd er tænkt som en ideudveksling til hvordan man får mest muligt ud af deltagelse på en messe. Hvad skal man have med? Hvilke udbytte har man?
Jeg begynder selvfølgelig 
MÅL:
1) Sælge sælge sælge sælge :)
Men men men. Er det nok bare at tage sine produkter med, eller skal man supplere med nogle gode tilbud?
2) Dele brochurer ud
Vil folk ikke købe, så skal de da i det mindste have en brochure med når de går fra din messe-stand
3) Få tilmeldinger til nyhedsbreve
sørg for at have et skilt hvor du giver folk mulighed for at tilmelde dig dit nyhedsbrev. Det kan du evt. krydre med en konkurrence. Fx Tilmeld dig vores nyhedsbrev og deltag i konkurrencen om varer for 3000,-
4) Få feedback på dine produkter.
Dette kan især være gavnligt hvis du normalt kun sælger online. Hvad synes folk om dine produkter? Er de billige, eller dyre? hvad synes folk er godt / dårligt ved dine produkter? Har de fx mange spørgsmål om visse funktioner, så ved du at du på din hjemmeside skal gøre meget ud af at forklare om disse funktioner.
5) Studer dine kunder
Hvem er dine kunder egentligt? Dem der kommer til din stand - er det også dem du havde forestillet dig var interesseret i dine produkter? Da vi startede troede vi at vores primære målgruppe var unge mennesker og erhvervsvirksomheder, men det viser sig at en relativ stor del af vores kunder er ældre mennesker der er gangbesværet.
Lær hvem der rent faktisk er interesseret i dine produkter - så kan du lettere målrette din markedsføring.
6) Få kundeudtalelser
Tag et kamera med - gerne et videokamera, og få folk til at fortælle hvad de synes om dine produkter. Du har jo garanteret referencer på din hjemmeside, og på en messe har du mulighed for at få endnu flere referencer. Tager du videokameraet med, og får folk til at udtale sig, så tror jeg det er langt mere effektivt end en skriftlig anbefaling.
7) Spørgeskema
Lav nogle spørgeskemaer og lad gæsterne vurdere din forretning og dine produkter. Det kan være noget ala: Vurder følgende på en skale fra 1-5
Vores produkter er dyre
Vores produkter er god kvalitet
Vores produkter er fede
etc etc etc
Spørgeskemaet kan evt. kombineres med en konkurrence eller tilmelding til nyhedsbrev etc.
8) Lav rabat-koder
Vi sælger faktisk ikke særligt meget når vi deltager på et kræmmermarked eller på en messe. Det er først efterfølgende at salget kommer. Desværre ved vi ikke præcist hvor meget salg, da det jo ikke er alle der fortæller hvor de har set os. Derfor vil vi næste gang prøve at udlevere en form for rabatkode, så vi kan måle hvor meget salg deltagelsen har givet efterfølgende.
ANDET??
Er der andre der har forslag til hvordan man kan udnytte at man deltager på en messe?
Hilsen Morten