At være indianer...

Der var engang en indianerstamme, som levede en fredelig og ubesværet tilværelse.

Det gjorde den fordi de ældre i stammen med stor flid, havde udviklet gode jagtredskaber og opbygget et godt lager af mad.

Men efterhånden som årene gik, blev stammen mere og mere magelig og der var ikke mange der gik på jagt og næsten ingen der tænkte på at udvikle nye jagtmetoder. Det var ikke noget problem, da vejret var mildt og bøflerne var utallige.
Når stammen kedede sig og det skete tit, så lavede de regler som alle skulle overholde. Og efterhånden var der så mange regler, at ingen rigtig kunne finde ud af dem. Specielt var der lavet mange besværlige regler for jægerne, da de jo var store og stærke og de regler blev nidkært håndhævet.

Men som årene gik, begyndte mørke skyer at trække sammen. Flere store stammer der før levede langt væk, var begyndt at jage på deres marker og efterhånden blev bøflerne færre.

De gamle våben slog ikke til som før, da dyrene følte sig jagede og derfor var svære at ramme med bue og pil.

Nogle unge krigere begyndte at diskutere, hvordan de kunne udvikle nye effektive våben. Men det krævede at alle i stammen hjalp til og at de fik flere ressourcer at arbejde med.

Men stammen var imod. Der var syge indianere, der var tykke indianere, der var tynde indianere, der var dovne indianere, der var gamle indianere, der var små indianere, der var store indianere og alle ville gerne have mere mad og mindre at lave.

De unge krigere ville ikke lade sig slå ud. De spidsede pilene, strammede buen og red ud på togt. Det var hårdt og farligt og ikke alle kom hjem. Dem der gjorde, havde ikke nedlagt mange bøfler, men dog stadigvæk nok til at alle i stammen kunne blive mætte.

Endnu engang bad de unge krigere om hjælp. Kunne de dog blot beholde lidt mere af det bytte de selv havde fanget, så kunne de måske bytte det for geværer. Så ville jagten i fremtiden blive bedre og alle ville få mere at spise. Men atter fik de nej. Der skulle holdes stor fest og stammen skulle have nyt festtøj og derfor var der ikke råd til at købe geværer.

De unge krigere blev nu bedrøvede. De forstod ikke hvorfor stammen ikke kunne se fordelen i at de fik bedre våben og derfor kunne fange mere. Men igen red de ud med deres buer og pile, for at forsørge dem og deres stamme.

Denne gang kom de endnu færre hjem og dem der overlevede, havde langt mindre kød til stammen. Men da alle skulle have mad, blev krigernes andel endnu mindre og geværerne måtte endnu engang vente.

Og sådan blev det ved. Der blev mindre og mindre mad og stammen gav krigerne skylden og lavede flere regler.

Så en dag satte de unge krigere sig sammen og snakkede om tingene. De blev hurtige enige om at trække deres bukser ned og vende deres bare numser i stammens retning. Herefter tog de en enkeltbillet til Spanien med deres sidste bytte, som de købte geværer og huse med havudsigt for. Og de levede lykkeligt til deres dages ende.

Hvad der skete med stammen ved ingen, men er det ikke også totalt ligegyldigt?

Det er da bestemt ikke uvæsentlig …..

De satte sig ned og tænkte lidt over hvad der så skulle ske.
Den Indianer som havde begyndt at klippe de andre, fik den ide at man kunne jo tage ud i den store verden og finde nogle andre Indianere som var endnu dummere end dem selv.
Mange var enige om at det var nok svært, men alligevel drog nogle ud og sørme om de ikke fandt et par stammer som ikke engang var nået til bue og pil stadiet.
Her fandt man så ud af at, hvis de Skaldede Indianere nu kom med bue og pil, så ville de andre jage og så kunne man sende skin hjem og alle ville blive varme.

Der gik dog ikke ret lang tid før man også fandt ud af at man kunne sælge de skin den nye stamme fangede til andre stammer og få mad og smykker, for de nye Indianere var flittige og ikke kræsne.
Det var praktisk at bytte mad med andre stammer, specielt da man så fik mad og smykker til det nye land og kunne bygge store telte og lave geværer.
En dag rejste (den ikke så Skaldede mere) Indianer hjem og viste alle sine smykker og mad. Straks han kom ind i lejren kom alle de andre Skaldede Indianer og tog alt fra ham og hånede ham fordi han ikke var Skaldet mere og ikke kunne huske alle reglerne som at gå baglæns ind ad døren, spytte vandret om i luften når han så en sky og pille næse når han tissede.
Den (ikke så Skaldede mere) Indianer, syntes det var meget mærkeligt da han nu kom hjem med viden, smykker, mad og historier til aftenbål, men han tog straks af sted igen og er ej ikke set siden.
Enkelt savnede ham, men syntes det var uretfærdigt han ikke kom hjem igen, for de havde jo skiftet ble på ham og lært ham alle de (nyttige) regler om hvordan man fik mand uden at jage. På den anden side, så var han jo ikke Skaldet længere og han jo sikkert stjålet det han havde med hjem alligevel, for alle vidste jo at det var klogest at blive hjemme tæt på saksen, fryse og lade som om man vidste det hele.

Men en dag blev de ikke længere helt unge krigere, der drog til Spanien skidt tilpas.  Ganske vidst sad de i deres huse med havudsigt, men de havde fået nok af paella og tyrefægtning, og de savnede deres hjemstavn, bøflerne og det varierede vejr, og de blev også helt salige, når de tænkte på alt det fine festtøj, der var i stammen...

Kom lige til at tænke på et citat jeg hørte engang