Hej alle i kære Aminoer, Jeg er en 22 årig knægt som via lidt omveje er kommet i kontakt med en fyr, som har startet en virksomhed op, som sælger forskellige hårprodukter via en webshop. Vi har skrevet sammen og har også aftalt at mødes til en snak om hvad min rolle kunne blive i dette firma. Firmaet er i øjeblikket i en fase hvor der ingen løn vil være, da al profit bliver gen-investeret i nye produkter, så der kan opnås en passende lagerbeholdning. Jeg er indstillet på at arbejde gratis i det første års tid. Jeg begynder på "International Virksomhedskommunikation & Medier" på SDU til efteråret, og jeg ser derfor min rolle i firmaet som en strålende mulighed for at prøve nogle ting af i praksis, og få lidt "1st hand experience" med det at køre en virksomhed og hvad der dertil hører af kommunikative opgaver. Vi har desuden snakket om at jeg kan købe en andel i firmaet til X kroner, for så også at få en større del af overskuddet som gerne skulle komme om et års tid. Jeg er som skrevet studerende, så udgiften til at købe mig ind i firmaet vil være noget jeg skal spare sammen til. MEN; Hvad skal jeg være opmærksom på hvis jeg investerer i en virksomhed, og dermed bliver medejer. Hvilke papirer skal jeg have styr på? Hvordan står jeg rent juridisk hvis der skulle komme momsgæld, søgsmål eller andre ting (jeg er helt grøn i denne verden, og ved ikke hvad der kan være af såvel forudsete som u-forudsete problemer med en virksomhed. Så kom gerne med råd). Hvad skal der stå i min kontrakt? Virksomheden køber varer hjem fra England og sælger videre med lidt fortjeneste. Det jeg er nervøs for. er naturligvis at jeg kommer til at ende med en voldsom gæld, i stedet for et voldsomt overskud. Jeg er med på at der skal satses før man kan vinde, men det skader vel ikke at have styr på tingene rent juridisk. ;) |
Det lyder som om, at virk.ejeren har et personligt drevet firma. Du kan ikke bare blive medejer af det, men firmaet skal løftes over i et I/S eller ApS eller A/S. Nogle vil også tale om SMBA. Der er skrevet meget om SMBA her på Amino, så du kan se det her.
Du og virk.ejeren skal udarbejde en skriftlig aftale om, hvad I aftaler. Tænk på at du kan stå om 6 måneder med en bar r.. at trutte i fordi det ikke lige gik efter planen. Du skal selvfølgelig se økonomien inden du går ind i noget som helst. Og jeg vil også have afklaret med betingelserne for at du indgår i firmaet - pris m.m.
Du ønsker at begrænse din risiko væsentligt og det skal du tale med ham om hvordan I håndterer det. Lad være med at godtage at det går nok og der er ingen risiko og han er så og så påpasselig og god og ønsker selv at have en meget begrænset risiko. Du bør holde for øje, at du juridisk bliver sikret.
Jeg vil tro, at du kan foretage en fornuftig afgrænsning af din risiko, hvis overenskomsten i et I/S kan styre, at firmaet kun tegnes af jer begge i forening (så eksempelvis alle betalinger skal godkendes af begge før de kan gøre igennem og lign.). På den måde har du hånd i hanke med økonomien. Men du skal selvfølgelig have god styr på regnskab og virksomhedsøkonomi, så der ikke opstår noget på baggrund af din uvidenhed. Det kan virke som en turn-off for den partner, hvis du foreslår det, da det kan tolkes som mistillid og det er jo ikke det bedste udgangspunkt for drift af et firma. Hvis I overvejer et I/S så få noget juridisk bistand. Det koster lidt penge, men de er rigtig godt givet ud. Du hæfter personligt, så det kan gå galt. Men som medejer har du indsigt i økonomien, så du kan jo selv være med til at styre - hvis du altså ved, hvordan.
Den hurtige enkle løsning er umiddelbart stiftelse af et ApS. Så kan du jo være medstifter eller købe dig ind (når det er aktuelt). Husk at få en anpartshaveroverenskomst. Hvis I stifter et ApS kræver det binding af dine penge (i dag 125tkr - men loven er lige ændret så det snart kun kræver 80tkr. at stifte et ApS - træder sikkert i kraft indenfor et halvt års tid). ApS er en særskilt juridisk enhed, så skulle der gå noget galt, er det selskabet og ikke dig, der hæfter for det (med mindre du som ejer/leder gør noget ulovligt men det gør I jo ikke). Beløbene er de totale, så de vil jo blive fordelt efter jeres ejerandel. Jeg ved ikke, hvor stor aktivitet der er p.t., men dette er nok den store løsning for jer. Og det lyder i dit indlæg ikke som om, at det er denne vej, I skal.
Men generelt skal I have en skriftlig aftale, der regulerer jeres samarbejde. Og få fat i noget juridisk rådgivning, når der skal udarbejdes. Det går desværre ofte galt, fordi nogle enten selv har forsøgt sig eller de har fået en ikke-uddannet til at hjælpe sig (også selvom de havde en masse erfaring!!!?).
Håber at du kan bruge noget af dette.
Hilsen Jakob