Bliv gratis medlem
|
Hej til alle Jeg har med stor fornøjelse læst mange gode indlæg her på siden. Og blevet klogere på mange områder...
En dag for ikke så længe siden kom jeg til den, for mig selv, overraskende erkendelse, at jeg vist var blevet det man kunne kalde spirende iværksætter. Overraskende fordi jeg hele mit liv er blevet "programmeret" til at blive lønmodtager.
Efter en opvækst i et meget almindeligt og trygt hjem, med stor fokus på skolen, opdagede jeg til min stor forbløffelse at ikke ALLE i min klasse skulle i gymnasiet efter 9. klasse. Der var sørme nogen der skulle tage 10....???
Nogle måneder efter på gymnasiet fandt jeg ud af at dem fra min klasse, der ikke skulle i 10, klasse, og ikke var her, gik på noget de kaldte Handelsskolen????
Jeg hevde ikke den fjerneste idé om at der var andre muligheder end gymnasiet efter 9., og derefter selvfølgelig universitetet skarpt efterfulgt af et eller andet job; altså lønmodtager!
Nu er min historie måske lidt ekstrem i forhold til at mine forældre, som absolut ville mig det bedste, aldrig havde åbnet min horisont videre end den vej de havde forudbestemt var den bedste.
Men jeg er bange for at alt for mange tager en eller anden forventet og påduttet vej igennem uddannelses systemet, og alt for sent opdager at der findes andre muligheder.
Nå, men hvad er der så i vejen med det?
Ikke noget som udgangspunkt, der er nu engang brug for en vis procentdel, der uddanner sig til undervisere, kontornussere el. lign. MEN, hvis der nu havde været afsat et minimum af tid i løbet af de første 9 obligatoriske skoleår, til et fag som iværksætteri (det har der jo været talt en del om) så ville mange i hvertfald opdage muligheden.
Det er klart at mange vil fravælge muligheden for at blive iværksætter, men som det er nu fravælges det ufrivilligt af alt for mange p.g.a. manglende information.
Samfundet ville i høj grad have godt af flere iværksættere. Ikke kun højteknologiske nano eksperter og atom forskere, men på alle fronter. Det er nemlig et faktum at stort set ingen lønmodtagere yder en lige så ambitiøs og engageret indsats, som selvstændige.
Kald det en radikal påstand, men for mit eget vedkommende sidder jeg stadig i et udmærket dagjob, hvor jeg med omhu og flid sælger mine kompetancer til arbejdsgiveren 37 timer om ugen. Ikke ét minut mere. Og jeg ved at jeg ikke er den eneste.
Når jeg kommer hjem, og i weekenderne går jeg igang med mit firma under opstart, og skænker ikke timerne en tanke. Jeg bruger alt den tid jeg kan, ville ønske at jeg kunne gøre det på fuld tid, hvilket abslout ikke ville begrænse sig til 37 t./uge.
Hvis alle arbejdede med denne indstilling hele tiden ville mange ting se anderledes ud.
Begge mine "hold" bedsteforældre var selvstændige, som rigtig mange fra den generation jo var. Jeg husker svagt fra min barndom hvor man ofte spurgte hinanden om "hvordan det går?". Derpå blev svaret i forhold til om forretningen nu også kørte rundt, det gik jo lidt op og ned i perioder.
Idag spørger vi "hvordan det går?", og der bliver svaret ud fra hvordan man nu lige føler eller bare et standard "Fint nok!".
Ikke at der er noget i vejen med at være mere opmærksom på mere bløde værdier, men de færreste lønmodtagere vil svare ud fra et arbejdsmæssigt synspunkt, simpelthen fordi det ikke er en tilstrækkelig vigtig del af deres liv!
Hvor vil jeg hen med alt dette?
Efter at have læst mange gode indlæg, har jeg til min gru opdaget at iværksættere i Danmark bydes jemmerlige kår s
|
Lønmodtagerkultur i Danmark på godt og ondt
|
Ja, der er ikke mange der minder en om muligheden for at blive iværksætter på diverse uddannelsesinstitutioner. Jeg har dog et indtryk af, at det er ved at blive bedre, selvom der er lang vej endnu. Nogle af de ting der også kan motivere unge til et liv som iværksætter er konkurrencer som Unge Forskere (op til 22 år) og Venture Cup. Jeg har også hørt om forskellige summer camps. Jeg deltog selv tre gange i JP Forsker (forløber for Unge Forskere) da jeg var teenager, og det har helt sikkert påvirket mig til at blive iværksætter. Men selvom jeg synes at man på uddannelsesinstitutionerne kunne gøre mere for at motivere unge til at blive iværksættere, så må jeg også sige at nogle år som ansat i et firma modner én som iværksætter. Jeg kender flere eksempler på unge der er sprunget ud som iværksætter lige efter endt uddannelse, og som er gået ned med firmaet. Jeg gjorde det også selv, og oplevede en fiasko med mit første forsøg som iværksætter. Jeg tog derfor et arbejde, og efter 3½ år som ansat prøvede jeg igen. Denne gang med mere succes, og jeg er nu overlevende iværksætter på 2. år. Lidt erhvervserfaring inden man starter egen virksomhed øger chancen for at man overlever - det er ihvertfald min erfaring og påstand. mvh Carsten |
|
|
Ja, du har fuldstændig ret. Der findes da heldigvis mange lønmodtagere, der finder "mening" med deres job, og dermed yder en ekstra indsats. Og der jo også være dybt engagerede lønmodtagere at ansætte når alle vi succesfulde iværksættere skal have medarbejdere til vores milliard virksomheder Spøg til side. Jeg kan godt se det kom til at virke lidt radikalt, og surt-opstøds-agtigt, men pointen var såmænd at der trods alt går mange lønmodtagere rundt med hænderne i lommen, og en stor trang til at komme hjem efter at morgenkaffen er indtaget på kontoret..... Og dét er trods alt nok de færreste iværksættere der har det på den måde. mvh KN |
|
Det tror jeg, du har ret i Kim.
Hvis de yder det, de bliver betalt for, er det faktisk også helt fint for mig.
Jeg synes ikke, man skal starte sin egen virksomhed, hvis man ikke gider, orker, kan osv.
mvh Hans |
|
Alt for mange steder, bliver den "først ansatte" mellemleder, når virksomheden vokser. Måske hverken noget han/hun havde interesse i til at starte med - og hvis vedkommende ikke tilfældigvis skulle gå hen og være den naturlige ledertype, så har man et problem med at motivere medarbejderne. Hvis folk går, efter de har lagt deres 37 timer, sharp.. og i øvrigt siden formiddagskaffen bare har glædet sig til at komme hjem, så kan man jo ikke, som selvstændig erhvervsdrivende bare læne dig tilbage og sige: "Din stakkel. Du skulle bare prøve at være i mine sko. Jeg er engageret og lykkelig". Som selvstændig erhvervsdrivende, bestemmer vi jo selv, stort set, hvad det er vi ønsker at beskæftige os med. Det gør fastansatte altså ikke altid. Måske er det derfor de glæder sig til at komme hjem og rode i haven, lege med ungerne, gå en tur, mødes med venner, gå en tur i biografen, eller hvad de nu glæder sig til.. fordi der på mange danske kontorer i dag ikke findes den glæde, som mange af vi selvstændige finder i vor hverdag. Det handler jo om at kunne engagere sine medarbejdere til at yde "Noget ekstra" (hvilket jo ikke nødvendigvis behøver være timemæssigt - folk skal jo ikke tvinges til at arbejde, når de ikke længere får løn)... og hvis en leder ikke kan dét - så er det jo ikke medarbejderens skyld? Derudover, kender jeg da masser af mennesker (og mange af dem, har ikke "gået den slagne vej", der aldrig kunne drømme om at blive selvstændige. Fordi de nyder at vide hvornår de har fri, vide præcis hvad der kommer ind på kontoen i starten af måneden og i øvrigt ikke ønsker at sidde med den slags ansvar). Det betyder jo ikke, at de er dårligt informeret? Anyway, i dit tilfælde kan jeg godt se problemet (pænt dårlig studievejleder, alligevel?), men jeg synes ikke, at man kan sige at alle lønmodtagere, der glæder sig til at komme hjem kl. 16, blot er dårligt informeret om, hvordan man bliver selvstændig i Danmark :-) |
|
Hej Lone Lad mig lige slå det 100% fast: Jeg mener ikke at alle lønmodtagere har det som nævnt i mit første indlæg. Blot at for mange (dvs. 1 eller flere) har det.
Og du har ret i, og jeg har fuld respekt for, de mange der er glade for deres lønmodtagerjob. De ved hvornår de har fri, og kan slå arbejdet fra på en helt anden måde når de kommer hjem; og det er helt sikkert meget værdifuldt for mange.
Tråden er blevet trukket lidt i retning af ledelses stile og effektiv motivation af medarbejdere. Det var ikke meningen fra starten, men emnet er da interessant.
mvh
KN |
|
Hej Kim - undskyld, jeg har drejet din tråd.
Perspektivet bliver egentlig lidt forkert ved at tale om "noget ekstra". I virkeligheden yder glade medarbejder det, de skal, mens misligholdte medarbejdere yder "noget mindre". Det normale burde være, at man har det godt og dermed yder højt.
Det kan lyde som en sproglig banalitet, men vores formuleringer afspejler jo ofte vores oplevelser.
Jeg selv har som lønmodtager både haft ledere, som kunne få mig til at yde som var jeg selvstændig, og ledere, som fik mig til at slutte opgaven når sekundviseren nåede 12 - efter at man havde sikret sig, at alt på forhånd var lukket og slukket. - og jeg har haft det bedst, de steder, hvor jeg har ydet mest.
mvh Hans |
|
Jeg husker fra min tid som "lønslave" at det mest frustrerende var, at jeg ikke blev belønnet for en ekstra indsats. Lønnen var den samme uanset hvor lidt eller meget jeg bidrog med. Og når det er sådan det fungerer, er der jo nok nogle der fristet til at sige, at man ligeså godt kan tage det med ro. Og det er jo ikke en ønskværdig medarbejder-holdning for en chef... Mange gange giver man chefen skylden for umotiverede medarbejdere, men det synes jeg er lidt tyndt. Det er vel voksne mennesker virksomhederne ansætter, og hvis man ikke selv kan tage inititiv og holde gejsten oppe, så er man vist lidt af en svagpisser. Eller også er det på tide man skifter job og opgaver mvh Carsten |
|
Til Hans: Det gør skam ikke noget. Så længe debatten er interessant (og den handler jo stadig om lønmodtagere), er det helt fint med mig.
Carsten, du har da ret i at det er voksne mennesker, og at alle burde være sit ansvar bevidst m.h.t. ens arbejde. Men det er nu engang sådan at der stadig render nogle vanvittigt inkompetente og møg gammeldags chefer rundt ude i erhvervslivet. Nogen som gør det stik modsatte af at motivere. DE burde også kende deres arbejdsmæssige ansvar! Nemlig at lede på en ordentlig facon. De fatter ikke at de har sure medarbejdere, og endnu mindre at de selv har skabt dem. Resultatet bliver ofte en stab med det ene øje på uret hele dagen. Men jeg vil klart give dig ret. Hvis man som lønmodtager finder sig selv i sådan en situation, selvforskyldt eller "chef-forskyldt", så er det bare med at komme videre i teksten. Jeg mener ikke at det altid kun er chefernes skyld, men de er sommetider medansvarlige. mvh Kim |
Opret bruger