I min Ligningsvejledning for 2006 står der følgende: " Når kørebog ikke foreligger I tilfælde, hvor der ikke er ført km-regnskab, må den skattepligtige angive kilometerantallet for sin private kørsel efter skøn. Hvis der ikke foreligger særlige forhold, bør myndighederne normalt anerkende en privat kørsel på 8.000 km med tillæg af kørsel mellem hjemmet og arbejdspladsen og eventuel kørsel til fritidsbolig. Der kan foreligge særlige forhold, hvis skatteyderen har en bil mere." Læg lige mærke til "normalt". Man skal holde det op imod den altovervejende hovedregel: Vil man have et fradrag skal man kunne dokumentere det. Dvs. det er den erhvervsdrivende der har bevisbyrden. Har man kørt 50.000 kilometer går opgaven således ud på at dokumentere/sandsynliggøre at man har kørt eks. 40.000 erhverv, og kan man ikke det, eksempelvis fordi virksomhedens art og omfang ikke berettiger til det, kan man glemme alt om en privat andel på 8.000 km. |
Jeg er ikke enig Bent - eller også taler vi forbi hinanden.
Jeg netop vundet en sag med henvisning til den administrative formodningsregel på private kørte kilimeter på 8.000 km. Det er selvfølgelig rigtigt, at det resultat man når frem til ved at benytte denne formodningsregel skal virker sandsynligt, men gør det, så bliver skattemyndighederne nød til at acceptere det - selvom der ikke er ført kørebog.
Det er også sådan det administreres af de fleste skatteansættende myndigheder.