sødt sødt sødt, men først må jeg sige at det er milliarder der er tale om når man bruger 7 sifrede tal. Ja 2,5 milliarder
Internet annoncering, ja det er helt rigtigt at det ikke går under den kategori, jeg skriver jo at jeg netop ønsker at man ikke bare flytter sin avis annonce ud på nettet. Der er vidst flere muligheder end det på internet. Mener du ikke det?
Men ok måske du skulle tage skolen om, jeg forstår ikke du kritiser filmene så kraftigt. Men ok du kender måske til noget der er bedre du har lavet. Det ville være rart hvis du kunne.
Det er heller ikke i mono. Bare for en ordens skyld. smiler!
Tallene kommer her fra. FDIM som tidligere skrevet, måske du skulle se det også, før du taler Lone S. Hansen
Håber du bliver mere konstruktiv og mere præcis i dit næste indlæg. Takker!
Okay, Batman.
Nej, det er ikke millarder man taler om, når man bruger 7cifrede tal. Det er millioner. En milliard: 1.000.000.000 - har 10 cifre.
(I denne forbindelse vil jeg allernådigst undlade at skovle på bålet ved at nævne din kommentar om, at jeg burde tage skolen om).
Dvs. de tal du pastede hér var ikke korrekte, de var ikke forståelige, uden sætningen "I tusinde kroner", som ville fortælle os, at der skulle sættes 3 nuller bag alle tallene.
Det gjorde både EPN og FDIM, men som sagt havde du IKKE angivet en kilde (det var jo dét kritikken gik på).
Du skriver, at du ville ønske at annoncørene ikke bare flyttede deres avisannoncer ud på nettet - men brugte nettets muligheder mere kreativt og det vil jeg nu nok sige, at en del af dem gør. Som sagt indgår alle en virksomhedsheds tiltag på nettet ikke i de tal og selvom de gjorde, så vil der eksempelvis i bannerne gemme sig videotestimonials, som du jo mener er den hellige gral.
En større virksomhed, der annoncerer på nettet, vil som regel smide hoveddelen af budgettet efter traditionel markedsføring på Internettet. Ting, de er sikre på vil fungere. Det er ikke fordi de er kedelige, det er fordi de har sund fornuft. (Hvis det er dét, du er sur over, så er jeg bange for at der ikke vil komme megen opbakning til din holdning på det punkt).
Derudover er der så nogle af dem, der vælger at sætte penge af til andre måder at annoncere på Internettet på, og nogle af disse vil være video på Internettet.
Som tidligere nævnt, synes jeg at video på Internettet for video på Internettets skyld, er bygget af det pureste nederen, og jeg har ikke mange klapsalver til overs for de virksomheder der vælger at lægge vigtig information om deres produkt over i en video, i stedet for at tilbyde det på en let tilgængelig måde, så jeg vil gerne have lov til at fokusere på de virksomheder, der vælger at bruge penge på viralfilm. (demonstrationsvideoer af produkter er en god måde at bruge video på nettet, men hvis man har et produkt der bedst vises frem med video, er jeg sikker på, at videoproduktionen ikke falder ind under et decideret markedsføringsbudget, da videoen vil være essentiel, for overhovedet at kunne sælge produktet).
Så viralfilm.
Viralfilm - som du også slår dig på, at producere, er ikke den hellige gral indenfor markedsføring. Når de er udført korrekt, kan de være fantastiske til at sprede budskabet om ens produkt og nå en helt anden gruppe mennesker, end de andre former for markedsføring gør. Der er gode eksempler på dette, fra bl.a. Ford Ka, og i Danmark har både Quicksilver, Rådet for større færdelssikkerhed og Kræftens bekæmpelse nydt godt af, at deres videoer har gået sejrsgang rundt på Internettet og at den traditionelle presse har skrevet om dem.
Men selv, når de er så succesfulde, har de deres begrænsninger. For at fange interessen hos brugeren, for at få dem til at reagere og sende videoen videre, for at få pressen til at skrive om dem, er viralfilmene nødt til at tale deres helt eget sprog - og deres fornemmeste opgave er at underholde og overraske, frem for at formidle.
Når jeg har set videoerne om Ford Ka's evil twin, er jeg klar over, at de har fået en ny bil på markedet. Jeg ved nogenlunde hvordan den ser ud, jeg har grint af videoerne og muligvis sendt dem videre - men jeg har ingen anelse om, hvor mange hestekræfter den har, hvor meget den koster, hvor den kan købes eller hvornår den overhovedet kommer i handlen - for hvis de ting havde været inkluderet i videoerne, havde det ikke været gode viralfilm. Senere kan jeg så se en reklame i tv for selv samme bil, hvor jeg får alle de fornødne oplysninger, men ikke er underholdt. Jeg taler ikke om den reklame med mine venner henover kaffe, næste dag. Jeg sender dem ikke mails eller Instant messages om den reklame.
En succesfuld viralfilm, er nødt til at være underholdning i første række, produktet i anden eller tredje - og jeg forstår godt, at annoncørene kan blive skræmte over dette.
Jeg undrer mig på ingen måde over, at traditionel markedsføring får penge først og at viralfilm får bagefter - for de kan kun sjældent stå alene, hvorimod traditionel markedsføring ofte står alene, til gode resultater.
Hvis viralfilm, som du forsøger at sælge her virkelig er sådan et vidundermiddel indenfor markedsføring, hvad laver du så hér, med dine links, buzzwords, reklamer og kopierede indlæg? Hvorfor forsøger du på så klodset vis, at stryge dine Googleplacering med hårene, hvis du bare kunne lave en viralfilm og få dit budskab ud på den måde?
Jeg erkender at min kritik af dine produkter ikke var saglig og at jeg gik efter manden i stedet for bolden, men der var heller ikke ret meget bold at gå efter til at starte med.
Jeg skal hjertens gerne beklage, at jeg var nede i slummet, men min skepsis overfor dine produkter står jeg ved.
Du spørger om jeg har lavet noget der er bedre. Er det vigtigt? Er det den eneste måde, vi kan kritisere hinanden på? Ved at vi selv har lavet noget der er bedre?
Skal en madkritiker være en stor kok? Skal en kunstkritiker være en stor kunstner?
Jeg har muligvis ikke lavet noget der er bedre (men jeg har heller ikke forsøgt)- men jeg har set bedre. Meget medre. Både indenfor landegrænsen og indenfor min vennekreds.
A testimonial does not a viralfilm make.
Af de film jeg så på din side (hvor Byggestart.dk's altså ER i mono, ellers er jeg overordentligt nervøs for, at jeg har mistet hørelsen på det ene øre), var der ikke nogen der slog mig som værende viralfilm - heller ikke, selvom du skriver at de er det. For det første havde jeg aldrig set nogle af dem tidligere, til trods for at jeg tilbringer størstedelen af mine vågne øjeblikke på Internettet og ingen af dem underholdte mig. Ingen af dem overraskede mig. Ingen af dem, gav mig lyst til at dele oplevelsen med andre (hvilket jeg i øvrigt heller ikke ville kunne, på grund af måden du har implementeret videoerne på dit site på).
Videoerne formidlede et eller andet om produkterne, som jeg ganske hurtigt mistede interessen for. Hvis man ikke lige er på jagt efter en firmagave, eller har en brændende passion for skoldhedt sand, er en video om et glaspusteri altså ikke underholdning i topklasse. Det er bare video på Internettet og det kedede mig.
Der skal muligvis være brugere på Glaspusteriets hjemmeside, der er ovenud lykkelige for at se nogle glas skvulpe i strandkanten - jeg er bare ikke en af dem - og jeg vil falde ned af min stol af overraskelse, hvis den en dag skulle droppe ind i min indbakke, fra en ven der lige synes at jeg skulle se den, eller hvis Politiken skrev en artikel om den.
|