Der er to aspekter, et økonomisk og et sundhedsmæssigt.

Som du beskriver situationen, er din fars hus uegnet til beboelse. Hvis huset, efter kommunalt tilsyn, bliver kondemneret har kommunen genhusningspligt - eksempelvis i en boligforening.

Rent praktisk starter du sagen ved at tage kontakt til Teknik & Miljø, som muligvis hedder Byg & Miljø i pågældende kommune. Du kan udtrykke din bekymring telefonisk, men jeg vil, af hensyn til videre sagsbehandling, anbefale at du skriver en e-post først som sidst. Så er det lettere at påvise hvem, der har sagt hvad og hvornår. Kommunen har nu pligt til at føre tilsyn og tage din bekymring til efterretning eller afvise sagen, hvis det vurderes at boligen opfylder kravene i Byfornyelsesloven. 

Her er en sakset beskrivelse af kommunale pligter ved kondemnering af ejendom:

”

Kommunens forpligtelser ved sundhedsfare

Kommunens forpligtelser i forhold til sundhedsfare i bygninger er fastsat i byfornyelseslovens kapitel 9 om kondemnering.

Kommunen har tilsynspligt

Efter lov om byfornyelse og udvikling af byer har kommunalbestyrelsen pligt til at føre tilsyn med, at bygninger, som benyttes til beboelse og ophold, ikke ved deres indretning og beliggenhed er sundhedsfarlige og brandfarlige. Tilsynet omfatter alle boliger og opholdsrum uanset ejerform.

Der er ikke i loven fastsat nærmere regler for, hvordan kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge tilsynsvirksomheden, men kommunalbestyrelsen har ansvaret for at reagere, når den får kendskab til forhold, der skaber behov herfor, samt at tilsynet i øvrigt tilrettelægges således, at formålet med reglerne bliver opfyldt.

Tilsynsforpligtelsen betyder, at når kommunen får en henvendelse eller på anden vis bliver opmærksom på, at der er begrundet mistanke om sundhedsfare i en bolig, skal kommunalbestyrelsen som det første undersøge, om forholdene udgør en sundhedsfare for personer, der opholder sig i boligen.

Når resultatet af undersøgelsen foreligger, er det kommunalbestyrelsen, der skal træffe beslutning om, hvorvidt benyttelsen af bygningen er forbundet med sundhedsfare.

Kommunen har handlepligt

Konstateres der sundhedsfare, har kommunalbestyrelsen pligt til at kondemnere, dvs. at nedlægge forbud mod benyttelse af bygningen eller en del af denne til beboelse eller ophold for mennesker. 

Samtidig med, at kommunalbestyrelsen nedlægger et forbud mod beboelse, skal der fastsættes en frist for fraflytning. Fristen skal fastsættes i forhold til den risiko, der er ved fortsat benyttelse af de sundhedsfarlige lokaliteter. Er der tale om nærliggende sundhedsfare, kan det være nødvendigt at kondemnere straks, da andet kan være sundhedsmæssigt uforsvarligt. Kommunalbestyrelsen har da pligt hertil. Fristen må aldrig overstige 6 måneder, hvis der er tale om nærliggende sundhedsfare.

Vurderer kommunalbestyrelsen, at der er tale om sundhedsfare, som ikke er nærliggende, kan der fastsættes en frist for fraflytning, der kan være længere end 6 måneder.

Uanset om kommunalbestyrelsen har nedlagt forbud mod beboelse med en lang eller en meget kort frist for fraflytning, har kommunalbestyrelsen mulighed for at give ejeren påbud om inden for en fastsat frist at afhjælpe de kondemnable forhold, hvis det findes rimeligt ud fra en samlet økonomisk, bebyggelsesmæssig og brand- og sundhedsmæssig vurdering. Påbuddet udstedes enten samtidig med eller efter, der er nedlagt forbud mod beboelse.

Kommunen skal genhuse

Når der er nedlagt forbud mod beboelse, skal kommunalbestyrelsen i henhold til byfornyelsesloven anvise husstanden en anden bolig. Erstatningsboligen skal stilles til rådighed senest på tidspunktet for udløbet af fraflytningsfristen. Kravene til erstatningsboligen fremgår af byfornyelseslovens kapitel 8 om Erstatningsboliger m.v.

Klagemulighed for borgeren

Hvis borgeren er uenig i kommunalbestyrelsens beslutning, kan borgeren indbringe beslutningen for byfornyelsesnævnet, jf. byfornyelseslovens § 83. Kommunen har pligt til at oplyse borgeren herom.

Reglerne om genhusning

Beslutter kommunen efter byfornyelsesloven at nedlægge et forbud mod beboelse (kondemnering), har kommunen pligt til at anvise husstanden en anden bolig.

Genhusningsforpligtelsen gælder husstande i lejeboliger, ejer- og andelsboliger. Kommunen har ikke pligt til at genhuse erhvervslejere.

Reglerne om genhusning findes i byfornyelseslovens kapitel 8.

Loven opererer med to forskellige former for genhusning:

• Permanent genhusning
• Midlertidig genhusning

Permanent genhusning 

Permanent genhusning er lovens udgangspunkt og indebærer, at husstanden får anvist en ny bolig, som husstanden beholder permanent.

Reglerne om permanent genhusning beskytter beboerne ved at tildele dem en række rettigheder vedrørende boligens beliggenhed, størrelse, udstyr og kvalitet samt ret til at få anvist en anden erstatningsbolig.

Medfører permanent genhusning en huslejestigning for lejeren, vil lejeren under visse betingelser have ret til indfasningsstøtte til nedsættelse af huslejen i den anviste genhusningslejlighed. Støtten ydes i og aftrappes over 10 år. Andelshavere og ejere af egen bolig har ikke ret til indfasningsstøtte, selvom de genhuses permanent i en lejebolig.

Midlertidig genhusning 

Midlertidig genhusning kan komme på tale, når ombygningen af boligen er af kortere varighed end 6 måneder og indebærer, at husstanden kan vende tilbage til boligen efter endt ombygning. I særlige tilfælde kan midlertidig genhusning med husstandens accept forlænges op til 12 måneder.

Reglerne om midlertidig genhusning giver ikke beboerne de samme rettigheder vedrørende boligens beliggenhed, størrelse, udstyr og kvalitet, som permanent genhusning. Midlertidig genhusning kan ske på hotel el. lign.

Kommunen træffer beslutningen om genhusning skal være permanent eller midlertidig

Det er kommunen der afgør, om genhusningen skal ske som permanent eller midlertidig genhusning.

I situationer, hvor en bolig skal ombygges, men igen kan være beboelig inden for 6 måneder, kan kommunalbestyrelsen vælge at tilbyde en permanent eller en midlertidig genhusning.

Kommunalbestyrelsen må i denne situation nøje overveje, hvorvidt den permanente eller midlertidige genhusning er den bedste løsning i relation til økonomi, beboernes ønsker m.v. Det bemærkes, at midlertidig genhusning vil ofte være en dyrere løsning for kommunen end permanent genhusning.”

Der findes flere virksomheder som hjælper med gæld. Det kan være en fordel at det ikke er familiemedlemmer, da det godt kan blive lidt personligt omkring pengesager.

Prøv at tage et kig på DinGæld eller Gældshuset.