Min kæreste og jeg har i nu ca. tre måneder arbejdet fuldtid med vores virksomhed, hvor vi opsætter hjemmesider, kurser, fb-annoncer, quizzer mm. for andre selvstændige. Mest af alt er det helt fantastisk selv at kunne bestemme, hvor og hvornår, man vil arbejde. Og hvor skønt, det er, når man har opsat noget godt, og kunden er glad og tilfreds. Jeg synes bare, det er svært at sætte linjen mellem arbejde og fritid. Vi arbejder hjemmefra er jo hele tiden lidt på arbejde, selv hvis man egentlig er blevet færdig med det, man skulle, tikker der ofte en mail ind fra en kunde kl. 22, og så sidder vi og arbejder indtil midnat og nogle gange efter. Det er nok en af konsekvenserne ved at arbejde selvstændigt, men jeg gad godt, at det blev undtagelsen mere end reglen, at vi sad så sent og arbejdede. Også fordi min hjerne ikke er nær så hurtig og effektiv som i de lysere timer. Er der nogen, der har erfaring med samme følelse og evt. et godt råd? Tak! Hilsen Sofie |
Hej Sofie
Ingen kan holde til at være på 24 timer i døgnet, over en længere periode. Der vil selvfølgelig være perioder hvor man har ekstra travlt, og der har vi en regel herhjemme (med to i alm. fuldtids jobs + selvstændig ved siden af) at der kører vi bare på. Måske træder den ene mere til end den anden, og vasketøj, rengøring, madlavning og hygge i sofaen bliver til et absolut minimum.
Men sådan i det daglige, hvor vi ikke har "højsæson", så bliver mail, telefoner og notifikationer sat på pause kl. 18.00. Det er ikke sket endnu, at nogen har sendt en mail, hvor det ikke kan løses kl. 8 den efterfølgende morgen.
Man skal passe på med at tænke at kunderne nok bliver glade hver gang man tænder computeren om aftenen for at løse deres problem hurtigst muligt. Jeg har en leverandør, som altid svarer på mails efter midnat... I mine øjne virker han som en der ikke kan prioritere sine opgaver, og arbejde struktureret, når han arbejder på alle mærkelige tider af døgnet. Du forventer nok hellere ikke at få svar når du henvender dig til nogen efter normal arbejdstid?
Pas på jer selv, det nytter ikke noget man brænder sit lys i begge ender!