Vi var et par stykker, som sagde, at dette ville ske, selvom der var adskillige, som mente det modsatte. Sat op sort/hvidt, så er det 100% det billigste for dig, at lukke den i et forlig på de 30.000 kr. Grundet de tidligere domme, har LV god dokumentation og referencer, og de vil helt sikkert få meget ud af dette. Skal du selv have en advokat på, kan denne måske forhandle kravet ned i 20.000 kr, men din egen advokat skal også have løn, dvs du ender hurtigt med at skulle betale væsentligt over de 30.000 kr inden sagen er lukket. Jeg vil anbefale, at du sender en mail til advokatfirmaet, således at du har alt korrespondance på mail. Her skriver du om din situation, om sagen og forløbet mm, samt foreslår dem f.eks at betale 10-15.000 kr, hvoraf de 5.000 kr falder til betaling nu og her, mens de sidste 10.000 kr f.eks afdrages over 5-10 mdr alt efter, hvad du kan overkomme. Måske er du heldig, at de vil acceptere dette. Jeg vil ikke anbefale, at du inddrager en advokat, men selv prøver at finde en løsning med dem. Er dette ikke muligt, kan du overveje, om du bør inddrage en advokat, men husk på, at han/hun også skal have løn, dvs han/hun skal potentielt kunne forhandle forligsbeløbet længere end, end det de selv skal have i honorar. Og da beløbet allerede er sat relativt lavt, sagen taget i betragtning, kan jeg godt tvivle på, at du får dem forhandlet nok ned til, at det kan betale sig at få en advokat på. Du bør ligeledes forberede dig på, at hvis du ringer til advokatfirmaet, så er de meget firkantet. De forholder sig kun til loven, dvs alt det du fortæller dem omkring, at du troede det var originale varer mm, det vil de næppe lytte meget til, og blot oplyse at det er dit eget ansvar som importør at tjekke og kontrollere dette. |