Langvarig fotojagt

Én af de ting, jeg nyder at foretage mig, er at fotografere. Faktisk er jeg rigtig god til det.

For ca. 1½ år siden mødte jeg en sæl, da jeg var ude i kajak på Limfjorden. Det er ikke så usædvanligt, men jeg er meget forelsket i de yndige og elegante dyr. Da bestemte jeg mig for, at jeg vil tage et billede af en sæl. Sælen skal stikke hovedet helt op af vandet og baggrunden skal være således, at man tydeligt kan se, hvor i Limfjorden billedet er taget. Jeg har et par foretrukne forslag til denne baggrund, men er selvfølgelig åben overfor en sæl, der dukker op et andet sted.

I morges da solen netop var stået op, og jeg var på vej tilbage til min ø, så jeg en sæl komme svømmende på nordsiden af Jegindø Dæmning i retning mod Tambohuse. Måske ville den svømme hen under Tambosundbroen. Vandet var spejlblankt og morgensolen gav et perfekt rød-orange lys. Der var lys nok til, at detaljerne i sælens ansigt ville kunne træde tydeligt frem, hvis jeg var så heldig, at den ikke dykkede før jeg kom "på skudhold".

Jeg trodsede varslerne om glatføre og speedede op, så jeg kunne nå broen før sælen, alt imens jeg gennemlevede hver enkelt bevægelse fra fokusering til skud. Da jeg var kommet over på den rigtige side af broen, kastede jeg bilen tilfældigt ind til siden, løsnede selen og greb med højre hånd mit kamera, som altid hænger på sin faste plads i bilen. Jeg kunne ikke rigtig fange kameraremmen, så jeg forsøgte engang til, mens jeg åbnede bildøren. Jeg fik stadig ikke fat i remmen. Jeg vendte mig om. Kameraet var ikke på sin plads. De stod hjemme på kontorert på sit stativ. Hvilket jeg udmærket godt vidste, når jeg tænkte efter.

Slukøret gik jeg langsomt ned mod vandet, hvor jeg satte mig på kanten af broens bolværk. Solen faldt skråt ind fra ryggen, og jeg kunne se halvt ind under broåbningen. Sollyset glimtede i de spiralformede småkrusninger, som vandstrømmen under broen malede for mig. Så kom sælen. Arrogant med hovedet løftet helt op over vandet, som umiddelbart før den dykker. Den nød tydeligvis morgensolen lige så meget som jeg. Jeg gav et hurtigt lille fløjt, og sælen kiggede på mig med sine smukke sorte øjne, mens den langsomt poserede forbi. Jeg smeltede indeni. Dette smukke dyr. Dette smukke ansigt. Den frostklare morgen.

Da sælen var ca. 10 meter forbi mig, satte den af og viste mig hele oversiden af sin krop, idet den elegant dykkede ned under vandoverfladen, som den efterlod med ringe, der reklekterede solens lys.

I næsten spirituelt opløftet stemning satte jeg mig op i bilen og kørte hjem.

Jeg glæder mig over, at jeg stadig føler, at det vigtigste ved at fotografere er oplevelsen af motivet. For selvom kameraets billedchip gik glip af muligheden for at omsætte min oplevelse til pixels, er oplevelsen stadig min. Og den har bestemt ikke svækket min trang til at fotografere en sæl i Limfjorden med tydelig henvisning til den præcise geografiske placering.

mvh Hans

Ja også tak for historien herfra Hans.

Jeg havde ingen problemer med at leve mig ind i din historie, jeg så det hele klaret for mig

Rigtig god dag til dig

Tirsdagshilsener

Sanne