Det var dog et tåbeligt synspunkt, Martin, og det kommer bag på mig, at en ellers tilsyneladende mentalt velfungerende, velformuleret og velorienteret mand kan udtale sig så skråsikkert.
Som eksempel kan jeg nævne min gode ven, Mehdi. Mehdi er lidt mørkere i huden end jeg, og tog efter sin noget dramatiske rejse til Danmark en dansk ingeniøruddannelse oven i den iranske, han havde i forvejen - det krævede man af ham. Han begyndte at spise svinekød og fejre jul, og han har oven i købet lært sig at tale flydende dansk - inklusive den underfundige danske humor.
Efter endt uddannelse, viste det sig, at der på trods af ingeniørmangel ikke var interesse for at ansætte Mehdi. Så efter en længere ledighedsperiode, starter han som buschauffør - noget skal man jo lave. Den dobbeltuddannede ingeniørryg kunne desværre ikke holde til buskørslen, og han var sygemeldt en kort periode, før han igen fik en ledighedsperiode med AMU-kurser osv.
Efter et isbryderprojekt - EU-støttet og med gode praktikløsninger - fik han arbejde hos TDC - umiddelbart før, de fyrede 1600 medarbejdere i ét hug - gæt hvem der røg ud til trods for at han havde arbejdet 50 timer
pr. uge uden overtidsbetaling.
I sin ledighedsperiode overvejede han at blive importør af iransk granit, men i Iran findes der mennesker, som ønsker hans hoved delt fra hans krop, og det vanskeliggør arbejdet.
Nu kører han truck på et lager. Han orker ikke gøre mere for at finde arbejde, som er relevant for hans uddannelsesniveau.
I de perioder, hvor min ven Mehdi har været ledig, har han hverken lidt af manglende rygrad eller andre dårligdomme. Han har lidt af et uattraktivt navn. Han kar kæmpet mod idiotiske systemkrav, og han er alligevel endt med at lave arbejde, som ikke kræver 1/16 af hans hjernekapacitet.
Mit bud er at ca 80% af de ledige har en tilsvarende historie, som kan dokumentere, at de har masser af rygrad, men at der bare ikke er jobs til dem.
Resten har én eller anden grad af manglende rygrad, som der så bør sættes ind overfor med én eller anden form for hjælp.
Det er rigtigt, at de gamle mangler omsorg. Det er rigtigt, at mange børn er proppet ind i for snævre rammer med for lav normering. Det er rigtigt, at der under tiden findes ledige taxi-bevillinger (typisk i urentable udkantsområder, som f.eks. her hvor jeg selv bor). Men man kan altså ikke bare gå hen og passe en gammel eller et barn. Det er en opgave, som man skal ansættes til. Man kan heller ikke blot slå sig ned som taxavognmand - det kræver erfaring som chauffør samt vognmandskursus - og så altså en bevilling.
De lediges ønske om at komme i job, skaber ikke jobs!
Martin - du håner uskyldige med din lattelige holdning, som du burde være for stor til at lufte. FØJ!
(ups - der blev jeg vist emotionel i min formulering)
Hans