Jeg har i de seneste måneder læst de succes-historier der er dukket op. Hver gang har de givet ny motivation og blod på tanden til at klø på – så nu må det være min tur til at give tilbage. Jeg har siden maj knoklet på for at realisere en idé, jeg fik ved årsskiftet: Lav en shop, hvor forældre kan slippe nemt og godt fra årets pakkekalender til børnene. Det har været et kæmpe slid fra bunden (det kender I alle), men jeg er kravlet over mange forhindringer med alle Aminoers hjælp. Har jeg været i tvivl om noget, så har jeg kunnet bruge inspiration og hjælp fra mange indlæg gennem tiderne. Nu har www.pakkekalender.dk været åben en måned – og det fede er, at kunderne er strømmet til! Og det i en strøm, vi (jeg, min bror og min kone) slet ikke havde forudsagt. Så nu hyrer vi ekstra hjælp til indpakning af ungernes kalendergaver og prøver at holde styr i alle løse ender. Der har selvfølgelig været sure aftener og nedture i forløbet med tvivl på projektet. Men det opvejes til fulde nu, hvor butikken kører. Og det bringer smil og tro på fremtiden, når jeg samtidig hører, at danskerne for alvor har taget nethandel til sig og antallet af Dankortbetalinger er steget med 30 pct på et år. Hvad jeg har lært? At gøre det, jeg er god til – og hente hjælp fra andre med forstand på de områder, hvor det kniber. Selvfølgelig i et omfang, det er muligt. Jeg troede eksempelvis, at jeg kunne designe en hjemmeside med venstre hånd, men blev heldigvis klogere og hentede hjælp på den front tidligt i forløbet. Og undgik dermed at knække halsen på et håbløst stykke arbejde. Jeg løber tilbage til pakkerne. Pøj-pøj til jer alle! Mange hilsner Storebror
|
Hej Storebror.
Tillykke med forretningen og godt gået.
Genialt koncept, som jeg tror vil vinde indpas hos mange.
God arbejdslyst.