Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE

Samarbejdspartner - skal det virkelig være så svært at finde en ?

Side 1 ud af 1 (3 indlæg)
  • 1
Fra Dianalund
Tilmeldt 5. Sep 07
Indlæg ialt: 17
Skrevet kl. 19:37
Hvor mange stjerner giver du? :

Hej,

Jeg har de seneste 5 år været selvstændig indenfor økonomi og IT. Mine kunder er idag primært indenfor bogføring og regnskabsassistance. Jeg har kun gode, solide kunder, som aldrig laver vrøvl over regningen, og som betaler (stort set) til tiden. Har ikke tabt én krone på mine nuværende kunder. Jeg kender alle mine kunder gennem længere tid og har efterhånden et personligt forhold til de fleste, bl.a. fordi jeg også bekymrer mig om deres personlige ve og vel.

Imidlertid har én af mine kunder bedt om, at jeg overtager en nyoprettet funktion som økonomichef for hans produktionsvirksomhed. Det vil jeg enormt gerne, men samtidig ønsker jeg ikke at lade mine kunder i stikken med deres bogføringsopgaver. Jeg har derfor ledt efter en daglig leder til min egen virksomhed - en, som ønsker at være med til at opbygge en god arbejdsplads for et antal medarbejdere. Jeg har i år 2 gange haft en løsning på plads. Første gang var min kommende leder blevet gravid. Anden gang var min kommende kompagnon kørt sur i de daglige opgaver og ønskede at lave noget helt andet.

Jeg har nu gennem de seneste 2 måneder ledt efter én, som ønsker at være med til at videreføre de eksisterende kunder, udvide samarbejdet med disse og finde nye kunder som anpartshaver i mit anpartsselskab. Jeg ønsker ikke  at "score kassen" nu, men vil omvendt ikke bare forære mine kunder væk. Jeg vil selv kunne deltage i virksomhedens drift én dag pr. uge samt noget aftener, weekender mm. Jeg kan bidrage med at fastholde og udvide engagementet med de nuværende kunder, finde nye, være sparringspartner for kunder og daglig leder, lave intern IT, lave måneds- kvartals- og årsrapporter og meget mere.

Er der ikke nogen, der kender én, som godt kunne tænke sig en udfordring et sted, hvor der er højt til loftet, man arbejder seriøst med tingene og hvor muligheder og potentiale er enormt ? Baggrunden kan være (super-) bogholder, regnskabschef eller lignende. Der kræves et kapitalindskud, idet jeg mener, at man ofte arbejder mere seriøst med tingene, hvis man kan mærke på økonomien, når ikke man har bestilt tilstrækkeligt. Jeg har altid haft nok at bestille og vil gerne garantere for, at der er arbejde til mere end én person. Det har altid været min egen tid, der har begrænset arbejdet. I princippet har mine kunder efterspurgt mere, end jeg har kunnet levere - opgaver som desværre aldrig er blevet udført, men som de ofte selv har måttet løse eller undladt at få løst.

Jeg mener selv, at jeg er ærlig i forholdet til mine kunder. De kender til situationen og ønsker blot, at jeg kan finde en løsning, så de kan komme videre og få den støtte de har behov for. De vil for alt i verden gerne have mig til personligt at fortsætte som sparringspartner, regnskabskonsulent mm. og helst også have mig/os til at løse bogføringsopgaven.

Det var en lang smøre - kom nu ud af busken og kom med som iværksætter på en opgave, hvor du absolut ikke starter fra bunden men alligevel har de samme muligheder som en iværksætter for at præge din hverdag.

Jeg kan kontaktes på info@holicon.dk.

Mvh.

Per

Fra København K
Tilmeldt 8. Jan 06
Indlæg ialt: 3643
Fra  Regnskabsskolen ApS Skrevet kl. 00:11
Hvor mange stjerner giver du? :

Hej Per

Jeg skriver ikke for at melde mig som mulig partner, men som en kollega. Jeg kan svare på din overskrift: Ja! Det er præcist så svært at finde en...

Jeg har været meget lang til om at bygge det hold op, vi er nu i Inloco, og jeg ved præcist, hvad du taler om. For der er en stor mangel på dygtige bogholdere i Danmark. Det bliver der så gjort noget ved nu, men det skriver jeg om i nogle senere indlæg. Foreløbig: Hvis jeg var bogholder og overvejede din henvendelse, ville jeg starte med at tjekke din Aminoprofil, for at se, hvor du holder til. Det får man så ikke meget ud af. Så ville jeg tjekke din hjemmeside ved holicon.dk, som jeg kunne finde i din mailadresse. Det får man så heller ikke noget videre ud af. Ud over, at den side af sagen har du i hvert fald ikke tjek på. Og så ville jeg besøge cvr.dk, hvor man kan se, at du i 1. kvt. 07 have 2-4 ansatte, og det synes jeg ikke, jeg har læst noget om nogle andre steder. Skal man være leder for nogen? Eller er de to dig og den partner, du ikke har mere? Og så ville jeg købe dit regnskab for 37 kr., men det har jeg så ikke gjort, fordi jeg jo ikke skal være partner, jeg har min egen biks. Men derfor kan det da godt være, at vi kan samarbejde på den ene eller anden måde.

Jeg håber, du modtager dette i den ånd, det er skrevet, for det er jo ikke for at rakke dig ned, at jeg skriver, men du kunne gøre det meget mere attraktivt for eventuelle interesserede at tage kontakt med dig. Og lettere også.

En af de ting, som er dejlige ved Danmark er, at det er meget enkelt og billigt at starte en virksomhed. Så mange bogholdere vil vælge at starte for sig selv, hvis de har mod på det, frem for at købe sig ind i en eksisterende virksomhed som din. Hvis du skal fange nogen, skal du derfor præsentere dit firma på en måde, som gør det mere attraktivt at samarbejde med dig end at starte selv. Og siden det er let at få kunder, er det nogle andre parametre, du skal lægge vægt på. Spørg evt. dine tidligere næsten-partnere, hvad det var, der gjorde, at de ville samarbejde med dig. Er der mere end almindeligt gode indtjeningsmuligheder, er du usædvanlig dygtig og kan lære fra dig, har du nogle helt fantastiske kunder, som giver nogle udfordringer ud over det sædvanlige, har du nogle spændende ideer, som I skal udvikle i fællesskab, eller hvad er det, der er dit firmas unikke profil?

Hos mig er det, der fanger nye ansøgere (og jeg spørger altid) som regel en eller flere af disse: Muligheden for at have faglige kolleger i hverdagen, intern undervisning, afveksling mellem ude og hjemme (altså arbejde på kontoret og ude hos kunne), for nogle også muligheden for at arbejde på engelsk (mens andre er lykkelige for at slippe), mulighed for selv at bestemme sit ugentlige timetal og så det faktum, at der altid sker en masse uventede ting. Til gengæld er der også nogle bogholdere, som ikke synes, at Inloco er stedet for dem, netop fordi der er for mange "hovsa"-ting, for lidt arbejdsro eller for meget omskiftelighed.

Du kan også prøve at fokusere på ikke at få en partner men først at finde nogle freelancere, som vil samarbejde med dig, sådan at du får et lille hold, som kan have gavn af, at du allerede har f.eks. salgskalalerne på plads. Det gør det også lettere at finde en bogholder til hver enkelt kunde, som passer i gemyt. Jeg kender til et par virksomheder, som kører meget, meget fint på den måde. Selv har jeg ca. en halvtidsstilling i øjeblikket, som er fordelt på freelancere - eller knap nok, faktisk. Men på et tidspunkt havde jeg mere end en halvtidsstilling, og det var også en dejlig måde at arbejde på, og hos os fungerer kombinationen af fastansatte og freelancere godt.. Så kan I lave nogle aftaler, som både er til kundens, freelancerens og din fordel.

Se på mange muligheder, ikke kun på en enkelt - jeg ønsker dig held og lykke med projektet.

 

Fra Dianalund
Tilmeldt 5. Sep 07
Indlæg ialt: 17
Skrevet kl. 05:59
Hvor mange stjerner giver du? :

Hej Anette,

Tak for dit konstruktive svar. Lige et par (korte) kommentarer. Aminoprofil - ja, det har du nok ret i. Hvor jeg holder til - er det særlig relevant ? I mit tilfælde ikke, fordi mine kunder ligger over det meste af Sjælland. Men bortset fra det, så er mit kontor i Dianalund - det er bare ikke afgørende for, hvor opgaverne nødvendigvis skal løses. Dele af dem kan løses fra hjemmekontor, indtil der er flere ansatte. Hjemmesiden har jeg bevidst ikke ønsket at gøre interessant, fordi jeg ikke har haft mulighed for at betjene nye kunder. Jeg har desværre været nødt til at afvise kunder. Regnskabet det kan du ikke se ret meget ud af. Hvordan jeg har trukket evt. midler ud viser det ikke, omsætningen ej heller.

Ansatte - det er en lidt længere historie. Jeg købte selv en kollegas virksomhed i 2006. Hun havde lyst til at være regnskabschef i en større virksomhed, 10 dage senere besluttede hun, at hun godt ville med som medarbejder. I 2007 aftalte vi i marts, at hun skulle være dalig leder og løse opgaven med at drive virksomheden og at hun skulle med som kompagnon. Vi søgte 2 medarbejdere og fik ca. 20 ansøgninger ! Vi endte med at ansætte én. I juni måtte min kollega erkende, at hun ikke havde lysten til at fortsætte indenfor økonomiområdet. Hun ville godt fortsætte på deltid, mens hun skulle studere. Det ønskede jeg ikke. Jeg solgte hendes egne kunder tilbage til hende og måtte desværre sige farvel til den anden medarbejder samtidig.

Det er måske nok let at få kunder - det er desværre sværere at få gode, solide kunder. Min profil er relativt atypisk med flere halvstore kernekunder, der er på månedsmoms med 20-40 ansatte. Jeg leder jo heller ikke efter en decideret bogholder, som ønsker at starte for sig selv og ende med en BMW i garagen. Jeg leder efter én, der tænker større, og som gerne vil have mange kolleger. Måske er det en tidligere regnskabschef eller en bogholder med en lederspire i maven. Den opgave at gå fra 1 medarbejder til flere, er sværere at løfte, når man starter for sig selv.

Grundene til, at mine næsten-partnere gerne ville samarbejde med mig var dels, at den første havde jeg haft ansat tidligere, da jeg havde arbejde som økonomichef. Faktisk havde jeg da fire medarbejdere, hvoraf de tre har arbejdet for mig i perioder. Så jeg må jo ikke være helt umulig Big Smile Den ene hjælper mig faktisk nu men har fuldtidsjob i spændende IT-virksomhed. Ham kunne jeg have ansat for tre år siden. De andre to har gode jobs, som giver dem mulighed for udvikling og desuden er det nok tvivlsomt, om de har lyst til et lederjob. Derudover er jeg fagligt stærk, har undervisningserfaring og har en utrolig god relation til mine kunder (undskyld, det lyder lidt som pral). Jeg kan nævne, at min første større kunde havde en opgave, der skulle løses i løbet af 5 måneder. Det er først nu efter 5 år og 5 forskellige økonomichefer, at vi har afsluttet samarbejdet. Af de fem økonomichefer har den enes kone solgt mig sin virksomhed og en anden har tilbudt mig arbejdet som økonomichef for den virksomhed, som han har investeret i. Endelig har jeg utrolig mange idéer til udviklingsmuligheder.

Jeg kan godt genkende dine ansøgeres ønsker fra de samtaler, jeg selv har haft. Det vil bare være sværere at tilbyde det til en leder af andre medarbejdere. Det er klart, at der indledningsvist vil være gode muligheder, men da jeg ikke selv skal være daglig leder, kræver det nok en tilstedeværelse på kontoret næsten dagligt. Men jeg er enig i, at fleksibilitet fra begge sider omkring arbejdssteder, tider mm. er et nødvendigt gode.

Freelancere var også en mulighed, som jeg har overvejet. Problemet er bare at mængden af opgaver, som jeg har, gør, at jeg så skal have flere freelancere og at de for de fleste vil udgøre for stor en del af deres omsætning. For fire af mine kunder taler vi mere end én dag pr. uge for at det skal køre perfekt. Det har jeg indtil videre kun fundet én, der var i stand til at honorere. Men det er helt klart min plan B.

Side 1 ud af 1 (3 indlæg)