Fra 80.000 om måneden til "kontanthjælp" - og hvad så?

Intet mindre end et verdensklasse indlæg mester, velkommen til Amino.

Mvh. Mathias

Hej Jenkov

Rørende historie, fedt at du kæmper videre.

Medmindre jeg skyder meget forkert tror jeg, vi har været kollegaer på NetBureauet i de rigtigt gamle dage.

Hvis jeg på nogen måde kan hjælpe, må du endeligt skrive mig en PM.

Folk er alt for fokuseret på prestige :-) Jeg satte mig nogle mål for, hvad er vigtige værdier i mit liv. At have frihed til at rejse meget og ikke være ejet af et arbejde og gerne bygge noget forretning op selv. Så nu har jeg et arbejde der giver mig penge til at overleve, samt lidt ekstra til at tage ud at rejse, men uden krav om at jeg skal arbejde ca 47 uger om året á 37 timer. Sidste måned var jeg på ferie 3 uger, næste måned igen 3 uger. Jeg formår altid at arbejde 100-200 timer om måneden alligevel, det er ikke det mest udfordrene job i verden, men jeg møder mange mennesker og alene det giver en værdi samt min holdning at arbejdet er til for at jeg har penge til at overleve og ikke for at skabe mit liv, dermed ikke sagt jeg ikke involverer mig i mit arbejde. Det udfordrene arbejde skaber jeg selv ved at være selvstændig og selv kunne bygge rammerne, men igen med en dejlig frihed fordi jeg ikke er afhængig af det. Jeg tjener mindre end mange af mine venner, men jeg har langt mere frihed.

Way to go! Fantastisk historie og flot fortalt.

Naar man har den attitude til livet, kan man ikke andet end at sejre.

Dejligt indlæg - fuld af gå-påmod, fightervilje og optimisme!

Tillad mig blot at være Djævlens Advokat for en kort bemærkning: Vi har, i princippet, de samme muligheder her i kongeriget. Men vi har ikke de samme ressourcer. Og de ressourcer, der er et grundvilkår for eksempelvis at kunne trække sig selv op ved hårrødderne, er der nogen, der bare IKKE har; eksempelvis de stress-ramte, de psykisk syge, de sen-hjerneskadede og andre med ar på krop og sjæl.

Det er heller ikke alle, der er født til at blive iværksættere. Mange mennesker trives faktisk bedst med et fast job og en arbejdsgiver, der sætter rammerne. Det skal de vel ikke klandres for - heller ikke, når arbejdsmarkedet er presset.

De af os, der har gnisten - de af os, der er selvstændige af hjertet - vi skal nok klare os. Også selv om vi skal leve af pasta med ketchup i nogle måneder. Men det giver os IKKE ret til at pege fingre ad de, der har færre ressourcer og dermed mindre fightervilje end os.

Og den dag, hvor den helt særlige evne, vi har - det, du kalder vindermentaliteten - har givet pote, og vi har en velfungerende virksomhed, skal vi huske at lade være med at hovere over "taberne" men i stedet ansætte fleksjobbere og andre, der ikke har det samme "drive" som os - og dermed give DEM mulighed for at vise, at også DE er vindere. Når de får lov til at vise, hvad de kan.

En ægte "vinder" klarer sig ikke bare, når lortet brænder på. Det gør dig bare til en overlever. Næ, en sand vinder gør gør alle andre til VINDERE!

Jeg håber, din virksomhed må blomstre - og give dig mulighed for at skabe nye vindere!

Jeg peger ikke fingre af handicappede, psykisk syge, stressramte, eller folk med andre sygdomme (f.eks. kronisk træthed). De kan ikke regnes med i denne kategori, og jeg er ærligt talt lidt træt af, at denne gruppe altid bliver trukket ind i diskussionen om helt almindelige og raske mennesker, som bare ikke er villige til at gøre den indsats der skal til at komme til næste kapitel i deres liv.

Langt de fleste sunde og raske mennesker har ressourcerne inden i sig. Men de skal beslutte sig for at bruge dem, før de kommer frem. Ens psyke er ikke bare statisk. Man kan rent faktisk "vælge" sin psyke. Mange skifter fra svag til stærk ganske enkelt ved at beslutte sig for det. Fra at give op til at kæmpe, bare ved at beslutte sig for det. Det er der styrken starter. Ikke ved at man allerede *er* stærk, men ved at man beslutter sig for at blive det.

Jeg peger heller ikke fingre af folk som faktisk ikke har lyst til at arbejde og som er villige til at leve med den naturligt lavere materielle levestandard som følger. Folk er helt frie til at vælge at leve som de har lyst. Det er ikke tabermentalitet at arbejde 20 timer om ugen i Netto, og være glad for det.

Det er tabermentalitet at være utilfreds over det, klage over det, og ikke gøre noget ved det. Og det er endnu mere tabermentalitet at give andre skylden, eller at kræve at andre skal gøre tingene for en. Det er altid i orden at *spørge* om hjælp, men man kan ikke tillade sig at *kræve* hjælp, hvis man faktisk godt selv kan.

Det tager sin tid at gøre noget ved det, så selvfølgelig sker det ikke fra dag til det. Det kan være det tager 3-5 år før man er videre fra en situation man ikke er glad for. Men videre, det skal man sgu.

Og ja, jeg håber sgu at jeg kan bidrage til at skabe flere vindere en dag. Markedet er jo netop ikke et nulsumspil, så i teorien kunne der være jobs til mange, mange flere end vi har i arbejde i dag.