Bliv gratis medlem
|
Der har været et par indlæg fra både Soulaima Gourani og Martin Thorborg inden for de sidste måneder om, der er for mange slappe danskere, og at de bør tage sig sammen generelt. Det er jeg sådan set helt enig i, så her er mit eget lille bidrag til den debat, som helt sikkert har varet et par hundrede år, og sikkert fortsætter de næste par hundrede år også. Jeg har selv arbejdet som freelancer i mange år, og tjent omkring 80.000 kr. om måneden for en helt almindelig 37 timers arbejdsuge. Kun ganske sjældent overarbejde. Men jeg kunne stadig ikke køre Ferrari og have en stor lejlighed i København. Mine mål var højere, så jeg var stadig ikke glad. Hen over tid gik det også op for mig, at jeg ikke var specielt glad for det arbejde jeg lavede som freelancer. Når jeg gik hjem og arbejdede på mine egne projekter, så var jeg langt mere glad. Det var den samme slags software jeg udviklede, men når slut-produktet var min egen ide, var det langt sjovere. Det, sammen med, at freelancing har en naturlig øvre grænse for hvor meget man kan tjene, nemlig antallet af timer man har at sælge, gjorde at jeg besluttede mig for at skabe mine egne produkter, så jeg kunne blive gladere, og også have chancen for at nå mine mål om en Ferrari osv. Jeg løb dog hurtigt ind i et problem: Jeg var vant til en høj levestandard, og jeg ville have mere. At starte med produkter ville betyde at gå ned på en meget, meget lavere løn end jeg var vant til. Den tanke og beslutning kæmpede jeg med nogle år. Penge og høj levestandard, eller forfølge drømmen? Til sidst vandt drømmen. Jeg nåede et punkt hvor jeg simpelthen ikke kunne gå på arbejde mere, og være glad. Drømmen var eneste mulighed for at blive gladere på lang sigt. Og sjovt nok, med den indsigt forsvandt mit behov for en høj levestandard fra den ene dag til den anden. Drømmen var vigtigere. Alt hvad det tog var en beslutning, og den medfølgende justering af mine forventninger til levestandard fulgte automatisk. Jeg sparede dog nogle penge op fra mit freelance-arbejde, så jeg kunne leve i lang tid fornuftigt, uden at skulle ud at tjene flere penge. Men samtidigt ansatte jeg en som jeg syntes fortjene chancen for at komme igang og få noget erfaring. Og derudover pakkede vi tasken og forlod Danmark. Mit firma er dog stadig registreret i Danmark, og vi betaler stadig skat i Danmark. Vi bor sådan set stadig i Danmark, selvom vi opholder os en del i udlandet. Min pointe er blot, at vi ikke just gjorde det nemmere for os selv. Og så fik min kollega også en lille hund her i foråret. Sådan en koster faktisk overraskende mange penge i dyrlæge osv. Barcelona, hvor vi opholder os meget nu, er selvf. noget billigere end København (ca 30% ifølge Numbeo.com), men til gengæld skal vi betale sundhedsforsikring. Vi sparer ikke en herregård ved at være her. Her i starten af året, omkring marts, så alting ud som om det ville gå okay. Omsætningen steg til noget vi ville kunne leve af, når opsparingen løb ud. Men så brød "helvedet" løs. Google ændrede sin søge-algoritme så et af mine websites som stod for en stor del af omsætningen. stille og roligt hen over de næste 6 måneder tabte 50% af trafikken, og faktisk lidt mere. I samme periode lavede Amazon nogle ændringer så nogle af de bøger jeg solgte, pludselig solgte det halve. I dag er opsparingen næsten væk, og vi har måtte skære vores løn ned til 5.000 kr. før skat (hver). Noget der minder om kontanthjælp, eller SU. Det kan vi lige overleve på. Overleve, og intet andet. Men i stedet for bare at give op, og tage et almindeligt job, så har vi justeret levestandarden ned. Vi har et billigere lejemål end vi havde planlagt, og der er ikke mange ture ud at spise osv. Men vi overlever. Og vi har muligheden for at kæmpe os opad igen. Den mulighed ville vi ikke have, hvis vi f.eks. havde givet op og endt på kontanthjælp. 1) Min forretning var alt for afhængig af andre firmaer (Google og Amazon). Jeg er nødt til selv at "eje" forholdet til kunderne. Jeg må ændre min forretningsgang så jeg har mere direkte kontakt med kunderne. 2) Mange slemme ting der sker i vores liv, er egentligt blot nedgang i levestandard. Kan man acceptere det, uden at føle sig som en taber, så er det faktisk ikke så slemt endda. Jeg er stadig glad hver dag jeg står op nu, for jeg har stadig muligheden for at arbejde hen mod drømmen. Og levestandarden... tja... jeg får mere livsglæde af, at arbejde på mine projekter end en stor lejlighed, bil, fancy restauranter osv. Vi møder alle sammen modgang før eller siden. En af de ting som adskiller "vinderne" fra "taberne" er typisk ikke om hvor vidt de møder modgang eller ej (som mange velmenende venstrefløjsfolk ellers ynder at udlægge det), men om hvordan de håndterer modgang når de møder den. "Vindere" har på forhånd bestemt sig for, at uanset hvad der sker, så skal de igennem det. Der er ganske enkelt ikke noget valg. At give op fjerner / løser ikke problemerne, så derfor er det ikke en mulighed at give op. "Vindere" ved også, at modgangen kommer før eller siden, så de bliver ikke så overraskede når den kommer. Gu bliver de da ærgelige, men de ved at det er en del af livet. Det er her taber-mentaliteten ofte starter. Når livet er hårdt, kigger de på naboens liv, som ikke ser hårdt ud på overfladen, og tilskriver så ofte situation til "held", for naboen har jo tilsyneladende aldrig mødt den samme hårde modgang som en selv. Og når success skyldes held, så har man jo ingen *skyld* i uheld selv, vel? Og heller ingen indflydelse på det. Ansvarsfraskrivelsen er i fuld gang. Og resten af historien kender vi. Min pointe er sådan set, at det hele starter med en forventning. "Vindere" forventer intet foræret, og intet let. "Tabere" lige det modsatte. "Vindere" tillægger ikke modgang nogen større emotionel betydning, mens "tabere" gør. Dvs. jo, selvfølgelig bliver en "vinder" stresset når livsgrundlaget bliver trukket væk under dem, men de tager det ikke personligt. De kører videre. Og hvis "uheldet" virkeligt skyldes "vinderens" egen manglende kompetence, så accepterer de det, og finder ud af hvordan de skaffer den nødvendige kompetence, eller skifter til noget de har mere kompetence indenfor. "Tabere" giver bare op. Øv. De var da også bare uheldige (ikke dårlige, nej slet ikke). Se blot på de "fattige" i Danmark i dag. De har det 10 gange bedre end fattige for 100-200 år siden. Alligevel føler de sig fattige. Hvad skyldes det? At de ser en masse ting de gerne vil have, men ikke kan få. Det deprimerer "tabere", mens det motiverer "vindere". Shit, den dims vil jeg gerne have! Den skal jeg knokle for at få. Det positive ved ovenstående situation er, at forventninger er noget vi kan ændre. Historien er fuld af eksempler på dette. Det starter alt sammen oppe i hovedet, med en forventning, og forventninger kan vi ændre på. Vi kender det selv fra hverdagen. En film som du ingen forventninger havde til, kan ofte overraske dig positivt, selvom filmen ikke er noget vildt specielt. Men havde du høje forventninger, ville nøjagtigt den samme film sikkert have skuffet dig. Skru ned for forventningerne, og op for indsatsen. Så skal du se der sker ændringer i dit liv. Hermed ikke sagt du skal skrue ned for målsætningen - men for dine forventninger til hvor let det vil være at nå de mål. Og nu tænker du sikkert, at jeg ikke har mødt nogen virkeligt slem modgang i mit liv. Jeg har ikke prøvet at blive misbrugt som barn, eller haft alkoholiske forældre osv. Og nej, det har jeg ikke. Men det er et fåtal af de folk som går i stå i dagens Danmark som tilhører den kategori.
Men helt nemt har det altså ikke været. Vi var 3 brødre med en enlig mor. Som barn syede min mor vores tøj. Intet mærketøj. Men vi var ligeglade. Vi har da oplevet at der ikke var olie på fyret om vinteren. Og hvad så? Det er da ikke noget at græde over. Livet går videre. Man bliver hærdet af den slags. Man tager intet for givet.
I september 2008 mødte jeg en skøn, svensk kvinde med 3 børn. I februar 2009 stoppede hendes hjerte mens hun var på besøg hos mig i København. Midt om natten. Jeg skal så en tur med på politistationen mens politiet undersøger om det er mig som har slået hende ihjel, eller på anden måde foråsaget hendes død. De banker på hos alle beboerne i opgangen, og fortæller at de efterforsker et muligt drab. Pisse-fedt!
Denne oplevelse fjernede fuldstændigt livsgnisten hos mig i de efterfølgende 1,5 år. Intet gav rigtigt mening længere. Først 3 år efter begyndte jeg at føle mig "normal" igen. Normal og normal - en del af en er ændret for bestandigt efter sådan en oplevelse. Men på intet tidspunkt i løbet af denne periode tillod jeg mig selv at gå i stå. Jeg tvang mig selv til at fortsætte, med den overbevisning om, at livsglæden ville vende tilbage en dag. Jeg satte mig til at arbejde et par timer hver dag, og jeg gennemførte job-interviews som jeg havde planlagt inden alt det her skete osv.
På intet tidspunkt undertrykte jeg min sorg. Jeg mærkede den, acceptere den, og kørte videre. At give op var ikke en mulighed.
Men min sorg er jo intet ved siden af hvad hendes mor, søster og børn oplever!
Det er ikke sjovt at leve for 10.000 kr. før skat, og da slet ikke for 5.000 kr. men det er intet ved siden af at miste ens nærmeste.
Det starter altsammen oppe i hovedet, og det starter med en beslutning ala denne.
- Jeg giver aldrig op. Så længe jeg ikke er død, har jeg muligheder for at forbedre min situation. Livet er ikke let, og det skal det heller ikke være. Modgang komme og går for os alle. Og hvad så? Who f...g cares ! |
Hvis Amino uddeler en pris for årets indlæg, må dette være en oplagt kandidat.
Hvis ikke Amino har en sådan pris, må det være på tide at få oprettet en sådan. Martin?
Alle 10 tommelfingre op her fra 
-
Opret bruger