Hej Nicolai,
Tillykke med din pokershop. Jeg håber, du får succes med den, for det er så vidt jeg ved et godt marked stadig på vej op. De andre Aminoer, der har givet dig feedback, har været inde på flere ting, som jeg kun kan tilslutte mig. Derudover undrer jeg mig over flere ting, som ikke alene har med din webshop at gøre - du får dem råt for usødet hér. Tag det ikke personligt, men som et vink med en vognstang :-)
Du skriver, at din shop endelig er færdig! Jeg synes nu, at den virker som om, du først er begyndt på den. Der mangler varer i varegrupperne og så er der alt det med handelsbetingelser osv.
Du giver mange tilbud her på Amino, lige fra logo- og hjemmesidedesign til tryksager som fx brevpapir, visitkort osv. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er din pokershop ikke noget særligt godt udstillingsvindue for dig. Som Martin er inde på, så er fx dine billeder ekstremt dårligt fritlagte. Dit logo er ikke særligt kreativt og sådan er der flere ting. Din webshop virker som en standardløsning og viser ikke evner for det, du udbyder.
Umiddelbart virker det som om, du er i lærefasen af alt det kreative og grafiske. At du lige er begyndt på alt det her og uden forudsætninger. Hvis det er rigtigt og det er noget du brænder for, så synes jeg du skal hænge i. Men jeg synes så også, for din egen skyld, at du skal være ærlig når du afgiver tilbud. Fx at skrive, at du er i en lærefase i stedet for at lægge op til, at du kan det hele. Det er ærligt og redeligt og du mister ikke credit for det - tværtimod!