Ja eller den rørbombe jeg lavede ud af et metalrør og krudtet fra nogle hundrede enøres kineserer. Da jeg var færdig, havde jeg glemt at bore hul til lunten, så den røg i skruestikken og jeg tændte boremaskinen. Men lige før jeg begyndte at bore, så kom jeg i tanke om at min far havde sagt, at man blot ved at holde to stykker metal sammen, kunne lave en gnist og et bor i et metalrør måtte siges at komme tæt på.
Så jeg endte med at skille hele skidtet ad og så bore hullet. Det tog en times tid, men lad mig sige det kort, det var ventetiden værd.
Havde min far ikke fortalt mig det med gnisten, så havde jeg skrevet dette indlæg med et pind i panden. Men igen, det var min far der pralede med de bomber han lavede som barn, så uden ham havde jeg måske slet ikke startet min bombekarrierer.
Bomben virkede forøvrigt glimrende. Den forvandlede en kommunal metalskraldespand til en surrealistisk indretning, som selv Dali ville være stolt af..
Fuck hvor er det grimt at tænke tilbage på...
Dbh Martin