Hvad er forskellen på en SEO tekst og en produkt pressemeddelelse ?
Det, der markedsføres som SEO-tekster, er mange forskellige ting.
Men generelt er det tekster, som produceres med det primære formål at hjælpe din hjemmeside højere op i søgemaskinernes organiske resultater.
Metoderne til dette er, som du selv er inde på, både onsite tekst og offsite tekst. I "gamle dage" var det ikke så vigtigt, om offsite teksterne var gode, for søgemaskinerne kiggede stort set kun efter, hvor ofte dine søgeord forekom, og hvor de linkede hen. Til gengæld har onsite teksterne efter min mening altid været vigtige, for de er jo med til at tegne det billede af din virksomhed, som dine kunder får.
Nu er søgemaskinerne blevet klogere, og der er intet, der tyder på, at den udvikling holder op. Så nu bør offsite tekster også være gode tekster med reelt indhold.
Rigtig gode tekster med værdifuldt indhold skrives enten ud fra en ekspertviden om emnet eller via en journalistisk research. Det tager lang tid, og det kræver dygtige og veluddannede skribenter - og derfor koster det noget.
Men i nogle tilfælde, kan man nøjes med mindre gode tekster, som blot afdækker et hjørne af emnefeltet, og derved kan tiltrække søgemaskinernes opmærksomhed. De kan skrives af folk uden uddannelse og ekspertviden, og derfor kan de leveres billigere. Det er det, der ofte markedsføres som SEO-tekster.
En produktbeskrivelse er - ja indlysende nok - en beskrivelse af et bestemt produkt. Produktbeskrivelser bruges på webshops til at fremme salget af produkterne - og til at gøre søgemaskinerne interesserede. I min optik skal produktbeskrivelser først og fremmest være sælgende og utvetydigt dækkende for produktet. Sekundært skal man selvfølgelig sørge for, at de søgeord, man gerne vil findes på, forekommer i teksten.
En produktbeskrivelse bør efter min mening skrives af en skribent, der har forstand på salg. Det er vigtigt, at vide, hvordan man med sproget kan stimulere kundens drømme og købetrang.
En pressemeddelelse er en meddelelse til pressen. Den vil typisk have form som en avisartikel, og målet med den vil være at få pressen til at bringe ens historie eller budskab.
Jeg oplever, at mine kunder bruger SEO-tekster tre steder. Nogle SEO-tekster havner på den side, der ønskes søgemaskineoptimeret. Det kan f.eks. være guides, grundbeskrivelser af begreber og lignende. Andre SEO-tekster havner på støtteblogs eller støttesites, som ejes og drives af kunden selv. En planteskole kan f.eks. have et havesite med gode råd om, hvordan man vedligeholder sit rosenbed - dette støttesite har så gode links med præcise ankertekster over til det primære site. Endnu andre SEO-tekster havner på eksterne artikeldatabaser, hvor der så linkes til det primære site. Jeg har også leveret gæsteblogindlæg, debatindlæg og mange andre slags tekster som SEO-tekst.
Du bør lægge dig en strategi for, hvordan du vil arrangere din egen søgemaskineoptimering. Det nye sort er, at du skal opbygge en naturlig linkportefølge, som både består af traditionelle SEO-links, virkelig gode links, links fra sociale medier, links med præcise søgeordsankertekster, og links med "dårlige" ankertekster (f.eks. klik her).
Når du har lagt din strategi, har du et godt grundlag for at give en god opgavebeskrivelse til den, der skal producere dine tekster.
Venlig hilsen
Hans Stokholm Kjer