Jeg har igennem en årrække drevet en fornuftig forretning der har været god for både mig og mine ansatte. I starten af året fik så jeg en mulighed for at åbne op for et hidtil uudforsket marked og rustede op med nye ansatte til dels at sælge og dels producere. Det har vist sig at en god bid af vores eksisterende kunder, ved et rent lykketræf, har udvist stor interesse for vores nye produkter - der kommer nye kunder til, men broderparten af ordrerne bliver lagt af vores eksisterende kunder. Vi tilknytter typisk 1-2 mand fast til hver kunde hvilket har bevirket at vores kunder primært er interesseret i at deres faste folk udfører de nye opgaver da det til syvende og sidst er et spørgsmål om de personlige relationer der er opbygget igennem en årrække. Det har betydet en ganske fornuftig ordretilgang, men et næsten ikke-eksisterende overskud da de "gamle" folk i virksomheden er booket til langt op over begge ører hvorimod de "nye" stort set intet andet laver end at gå til hånde. Der kommer nye kunder til som de "nye" folk tager sig af, men det går langsomt og jeg føler at vi arbejder røven ud af bukserne og nu efter et halvt år næsten ikke har noget at vise for det. Jeg har en mavefornemmelse der siger mig at hvis vi fortsætter denne kurs vil vi stille og roligt vende bøtten og i løbet af halvandet til to år vil arbejdsfordelingen normaliseres og alle vil være fuldt beskæftiget. Men min mavefornemmelse siger mig også at det måske var værd at overveje at lægge kursen om og fokusere på at styrke og aflaste de "gamle" ansatte da to år i min optik er lang tid på at få en ny afdeling op at køre. Så mit spørgsmål er hvor forandringsvillig man skal være? Der blev lagt mange kræfter i den nye forretningsplan - vi ramte ved siden af mht. kundegrundlaget, men ikke mht. afsætningen så derfor holder planen stadig i min optik. Nu er det så blot tidshorisonten der går mig lidt på. |
1) Sæt de nye folk på mersalget fra dine mindst profitable kunder og vær parat til at miste ordren eller opsige samarbejdet.
2) Tag en højere pris for mersalget til dine gode kunder og tilbyd eventuelt rabat, hvis de "nøjes" med en af de nye folk.
3) Få dig noget ordentlig markedsføring. (OBS: Uvildigt råd til trods for min signatur!) Hvis alle dine nuværende kunder elsker produktet, gør de potentielle kunder det nok også. Det manglende nysalg skyldes derfor givetvis manglende eksponering.