Der er måske ikke så meget hygge over dette indlæg, men jeg synes alligevel at jeg lige vil give en opdatering om hvad jeg har været udsat for i de sidste par dage:
Jeg får kraftig halsbetændelse i løbet af lørdag aften mens jeg er på arbejde. Jeg passer dog mit job og tager hjem til den aftalte tid. Halsbetændelsen bliver værre og værre i løbet af natten og min temperatur stiger voldsomt. Samtidigt begynder mine nakkesmerter fra om mandagen at tiltage voldsomt og i løbet af søndag eftermiddag bliver det så slemt at nakken er helt stiv. Jeg kan hverken dreje hovedet, føre hovedet op og ned eller fra side til side, og jeg kan hverken ligge ned, sidde op eller stå op. Nakkesmerterne medfører en hovedpine så kraftig at intet i verden kan beskrive det. Jeg tager Ipren mod mine smerter da det på daværende tidspunkt er det kraftigste smertestillende jeg er i besiddelse af.
Jeg har tid ved vagtlægen på Aabenraa Sygehus klokken 16.40 og jeg bliver kørt dertil af mine forældre. Jeg kommer til "undersøgelse" hos vagtlægen klokken 17.15. Han tjekker min hals og udskriver recept på Penicillin mod halsbetændelse. Jeg nævner min nakke og fortæller at jeg vitterligt ikke kan foretage mig en skid på grund af nakken: Jeg kan heller ikke selv rejse mig fra sengen, sofaen eller en stol på grund af smerterne. Vagtlægen gider dog ikke engang rejse sig fra stolen for at mærke på min beton-hårde nakke og fortæller at jeg blot skal tage to Panodil og 2 Ipren på samme tid. Jeg fortæller ham at det ikke virker da det tidligere er forsøgt. Han mener dog at det burde virke og ønsker mig god bedring. Han sender mig i øvrigt på apoteket for at hente mit Penicillin da de åbner for udlevering klokken 17.30. Jeg har meget høj feber og fryser allerede enormt meget i forvejen. Det gør det dog ikke bedre at apotekeren først vælger at åbne døren før klokken 17.40 på trods af at han har stået og kigget lige ud på omkring 15 syge mennesker som alle står og fryser.
Jeg får min Penicillin og bliver kørt hjem. Jeg bryder fuldstændigt sammen da jeg ikke kan overskue smerterne fra nakken. Jeg får det værre og værre og tager mine Panodil og Ipren som vagtlægen ville have det. I stedet for at fjerne smerterne giver det mig dog kvalme i stedet, så nu har jeg både kraftig halsbetændelse, enorme og ubeskrivelige smerter i nakken og kvalme.
Jeg har dog heldigvis en bekendt som er i besiddelse af Tramadol på grund af en diskosprolabs, og vedkommende forærer mig nogle stykker til at sove på. Jeg tager en enkelt før jeg går i seng og tager en til i løbet af natten. Jeg sover fint.
Randi (min kæreste) har sørget for at jeg får en akut tid ved egen læge på grund af nakkesmerterne. Jeg får det endnu mere skidt af at køre bil, men det skal jo overstås så jeg forhåbentligt kunne få udskrevet en recept på noget kraftigere smertestillende mod mine nakkesmerter. Lægen mærker på min nakke og kan mærke at den er helt stiv, men da jeg har halsbetændelse, er han bange for at nakkesmerterne stammer fra en halsbyld. Han bestiller en tid ved en halsspecialist i Sønderborg (jeg bor i Kværs, ca. 30 km. derfra) til et par timer senere. Jeg forklarer ham at jeg har det meget elendigt, men han vil ikke give mig bare en enkelt smertestillende. Han vil ligeledes ikke bestille en sygetransport så Randi også kan passe sin hverdag.
Jeg kommer hjem og ligger mig på sofaen. Min feber er ekstremt høj og jeg glemmer ofte helt at trække vejret. Randi holder dog et vågent øre med min vejrtrækning så jeg ikke sover ind.
Da tid er, kører vi til halsspecialisten i Sønderborg. Jeg får det meget, meget værre på køreturen men holder alligevel ud. Jeg kommer stort set ind til lægen med det samme jeg ankommer og efter 2 minutter kan han konstatere at jeg ikke har nogen som helst form for halsbyld. Jeg bliver derfor sendt hjem igen.
På vej hjem vælger vi at køre forbi min egen læge da han nu bliver nødt til at udskrive mig en recept på noget ordentligt smertestillende. Jeg skal heldigvis kun vente i et par minutter på at komme ind til lægen og han udskriver med det samme recept på Ibumentin og Tramadol så jeg kan få stillet mine smerter. Han skriver mig samtidigt på en form for liste så jeg kan få behandling hos en fysioterapeut for mine nakkesmerter når jeg ikke længere har feber.
Sådan gik det til at jeg måtte vente i over 24 timer med så stærke smerter at jeg næsten hele tiden har haft døden i hovedet som eneste udvej fra smertehelvedet. Hvis bare vagtlægen havde taget mig alvorligt og gad rejse sig fra stolen for at undersøge min nakke, så var det højst sandsynligt aldrig nået at blive så slemt. Det skal i øvrigt bemærkes at jeg i forvejen er kendt i systemet for regelmæssige kraftige nakkesmerter - dog ikke i denne grad, og at jeg tidligere ved en vagtlæge på Aabenraa Sygehus, har fået udleveret et par gigt-piller for smerter som var væsentligt mildere end disse.
Jeg har nu fået det meget bedre takket være de piller jeg har fået ordineret og kan nu holde ud både at ligge ned og sidde op, ligesom jeg nu også har kræfter og overskud til hurtigt at holde styr på et par ting på computeren.
Jeg håber ikke at der er andre som får samme behandling som mig selv af sundhedssystemet, for så skal der virkeligt ryddes op på dette område. Det er absolut ikke rart at blive mødt af så stor en mistro når en læge egentligt bare kan rejse sig fra sin stol og mærke efter. Man får det ikke just bedre af at man indirekte bliver stemplet som en hypokonder.
Jeg skylder i øvrigt en kæmpe tak til Randi (min kæreste), svigermor, min mor og min far. Uden deres hjælp og støtte i de sidste par dage, var det aldrig gået.
Dbh.
Morten