Selvfølgelig findes der investorer. Jeg har erfaringer med forskellige typer investorer, så her kommer lige et par historier til illustration. Alle historier handler om folk, jeg kender.
Historie 1: En mand vil starte en møbelbutik i Jylland. Han går rundt til de lokale pengestærke personer og forklarer sit koncept, viser sine analyser osv. De skyder penge i ham, han starter sin forretning og får en god omsætning. Investorerne er her folk, der kender iværksætteren ret godt, kender hans familiebaggrund, og de kender lokalområdet godt nok til at se mulighederne. Der skal også meget tillid til, for iværksætteren skal jo knokle i mange år for at de investerede penge er sikret.
Historie 2: En mand har tjent ret mange penge som direktør for en større virksomhed, som var udenlandsk ejet. Da han ophører som direktør vælger han at blive investor i stedet for at finde sig en ny arbejdsgiver. Han melder sig som investor hos de advokatselskaber og investeringsselskaber, som formidler den slags, og får præsenteret en række projekter. De projekter, hvor han føler, at hans penge er bedst anbragt, får penge. Han følger med løbende for at sikre, at hans penge bliver brugt fornuftigt. Nogle projekter mislykkedes, andre lykkedes. I praksis viser det sig, at hvis ideen er spændende, moderne og nem at forklare, så er chancen stor for at få penge her.
Historie 3: En mand har opbygget et pænt stort firma i en opgangstid, og sælger det. Han kan så vælge at sidde i et parcelhus og trille tommelfingre resten af livet, eller finde noget at arbejde med. Via sin bank får han kontakt med et mindre opstartsfirma, som tilfældigvis bruger samme bank, og som ikke har medarbejdere endnu, og de indgår en aftale om, at han skyder penge i firmaet så de kan ekspandere hurtigt, til gengæld får han medejerskab og indgår i den daglige ledelse. Det lykkedes at lave en aftale, fordi den virksomheden ligner investorens gamle firma temmeligt meget mht. kundegruppe og vækststrategi.
Historie 4: En mand har tjent mange penge og arbejder nu som investor. Han har investeret en del penge i firma A, som er ved at gå på markedet nu, med et produkt der har kostet mange penge at udvikle. Firma B kontakter ham for at få investeringer. Firma B arbejder med det samme marked, dog med et lidt andet produkt. Investoren kan se en synergi effekt ved at kombinere de to selskaber, så der skrues en aftale sammen, som giver alle involverede en fordel.
Jeg kan dog oplyse, at det ikke er ualmindeligt at bruge mange mandemåneder på at finde en investor, og man skal huske, at firmaet selvfølgelig skal kunne blive så god en forretning, at det både kan forrente de investerede penge rigtigt godt, tilbagebetale pengene, betale for investorens tidsforbrug, betale for den tid der går med at finde investor og at håndtere investoren osv. Og sandsynligheden for, at det bliver så god en forretning, skal selvfølgelig være stor nok til at investoren synes at det er en god ide. Og allervigtigst: Det skal være en bedre forretning at hælde pengene i dit firma end i din konkurrent.
|