Politik på højt plan - men er der ikke noget rigtigt i budskabet ?

Misundelse er som bekendt en grim ting, men i krogene i Folketinget og på Christiansborgs kringlede gange har politikkerne taget mere kreative midler i brug for at forklare, hvorfor de finder det naturstridigt at give lige store skattelettelser til alle.

Et af de mere underholdende forsøg på en forklaring er historien om de ti personer, der hver dag går ud på restaurant og spiser middag sammen. Den fælles regning på restauranten ender hver dag på 1.000 kroner, og de ti deler den op på nogenlunde samme måde, som vi betaler skatter her i landet.

De første fire - de fattigste - skal derfor ikke betale noget. Den femte skal betale 10 kroner, den sjette 30 kroner, den syvende 70 kroner, den ottende 120 kroner og den niende 180 kroner. Den tiende, den rigeste af dem, skal betale 590 kroner.

Sådan spiser de sammen hver dag, og alle er de glade for den måde, de deler regningen på. Lige ind til restauratøren pludselig giver dem rabat.

»Eftersom I er så gode kunder,« siger han, som han siger, »giver jeg jer 200 kroner i rabat på jeres middage.« En middag for ti personer koster derefter 800 kroner.

Gruppen vil stadig betale regningen på samme måde, som vi betaler skatter her i landet. Så de første fire bliver ikke påvirket: De skal stadig ikke betale.

Men hvad med de seks andre - dem som betaler - hvad skal de gøre? Hvordan skal de fordele rabatten på 200 kroner, så alle får en lige del?  Og nu skal man holde ørene stive:

De finder ud af, at 200 kroner divideret med seks bliver til 33,33 kroner.

Hvis de trækker det beløb fra hver persons andel, skal den femte og sjette person have penge for at spise.

Restauratøren foreslår, at det mest rimelige vil være at reducere hver person regning omtrent jævnt, og han sætter sig til at regne på, hvad hver person skal betale.

Resultatet bliver, at også den femte person kan spise gratis, den sjette skal betale 20 kroner, den syvende 50