Jeg skylder efterhånden en opdatering på den her, så det er præcis, hvad I kan læse herunder:
Hold op, hvor har der været knald på i løbet af de sidste par måneder. Jeg har jongleret med eksamener og tekster for et væld af forskellige, interessante personligheder, og det har både været udfordrende, sjovt og til tider en smule langtrukkent. Jeg er rigtigt, rigtigt dårlig til at sige nej, og det har betydet, at jeg ikke har lavet meget andet end at læse til eksamener og skrive tekster.
Jeg endte dog med at klare alle teksterne og eksamenerne med et samlet snit i gymnasiet på 9.1. Det betyder, at jeg med 9.8 i snit søger ind på jura på Aarhus Universitet, hvilket kræver omkring 7.8 - mine chancer er gode! Jeg fortsætter på universitet umiddelbart efter sommeferien til september. Jeg er ikke skoletræt endnu, men hvis jeg holder en pause bliver jeg det sikkert - den chance tager jeg ikke. 
Før jeg begyndte at skrive tekster i januar 2011, spillede jeg omkring 1-3 timers spil om dagen, hvis ikke mere. Jeg tjekkede lige for sjov min statistik for de sidste par måneder: 7 minutter om dagen gennemsnitligt. Jeg har såsandeligt fået udnyttet tiden fornuftigt, og det er jeg sgu stolt af. Også selvom jeg sikkert ikke er særligt god til Counter-Strike længere.
Derfor er der sket et par ting siden den her tråd blev oprettet for et par måneder siden, men en ny tråd er ikke nødvendigt. Ændringerne kan opsummeres til følgende:
- Jeg kommer til at droppe SU i nogle måneder fordi, at jeg kommer til at tjene for meget. Det er både en smule irriterende og møghamrende fedt!
- Jeg er stort set stoppet med at tage nye opgaver ind. Dette skyldes, at jeg efterhånden har en god kerne af mennesker (3-15 alt efter hvordan vi definerer 'god kerne'), som jeg skriver mere eller mindre konsekvent for. De giver mig nok arbejde til, at jeg hverken skal eller bør tage imod mere, hvis jeg også vil holde mine egne sider igang.
- - og selv hvis jeg havde mere tid, vil jeg også gerne igang med at opbygge et par MFA-sites og male stencils igen. Det har jeg ikke fået gjort meget grundet min ringe evne til at sige 'Nej tak'.
Har jeg skrevet for dig før, kan vi næsten helt sikkert finde ud af noget igen, såfremt du har brug for mere tekst. Har jeg ikke, må jeg desværre videresende dig til en anden person, da mine leveringstider ville lide under, at jeg tog flere nye personer ind.
Hvis jeg på et tidspunkt får 'udbygget' mit firma, og eventuelt får lidt flere medhjælpende gutter ind, så laver jeg en ny tråd på det tidspunkt.

Jeg har haft et par kampgode måneder med masser af arbejde og ansvar. Det har lært mig en hel del om virksomheder, de danske (alt for omfattende) skatteregler og hvordan man bevæger sig omkring professionelle mennesker. Mennesker, jeg kan lære en hel del af, og som jeg håber fortsat vil give mig muligheden for at lære fra dem i fremtiden!

Tak, fordi at I gad at læse med så langt. Catch you on the flip side!