Jeg forstår ikke hvorfor du sammenligner din egen side med Mobilsiden.dk.
Du driver en blog. Mobilsiden.dk driver en netavis med en ganske omfattende prissammenligning.
Det er prissammenligningen der tjener penge til Mobilsiden.dk, og ikke det redaktionelle indhold som sådan. Det er dét perspektiv du skal have med i baghovedet, når du bruger Mobilsiden.dk som sammenligningsgrundlag.
Desuden vil jeg indskyde, at Mobilsiden.dk både sigter bredere end dig samtidig med, at den generelle indholdsmæssige kvalitet og saglighed er en del højere.
Men for at komme tilbage på sporet: Det redaktionelle indhold er med til at drive trafik til prissammenligningen, og det er her fidusen ligger.
Jeg startede selv Danmarks vel nok mest lukrative blog i samme niche som dig, og jeg brugte ganske enkelt Mobilsidens opskrift. Lav en prissammenligning og driv trafik gennem relevante artikler og indhold - akkurat som du i forvejen gør med din blog.
Og så er vi nået frem til dit største problem: Du har en masse besøgende, der hver især forguder Apples produkter og køber dem i massevis. Men du ser ikke en krone, fordi du ikke sørger for, at de bliver i dit kredsløb.
Faktisk kan jeg næsten garantere dig for, at du har solgt en masse iPhones, uden du har vidst det - for alle dine besøgende har fundet det bedste tilbud gennem prissammenligningen på Mobilsiden.dk.
Anden del af det her indlæg er vedrørende din forretning, der lige nu kører med et "bragende underskud".
Hvordan kan det lige være? Jeg har som sagt drevet en blog på størrelse med din, og det lyder godt nok vildt, at du slet ikke kan få det til at løbe rundt. Hænger det sammen med, at du bruger alt, alt for mange penge i forhold til hvad du tjener? Alle der følger med på din blog ved jo, at du har brugt hvad der givet vis ligger på den anden side af 100.000 kroner på Apple-udstyr, digitalkameraer, produktionsudstyr, køling til dit studie, og hvad der ellers er af udgifter.
Pointen her er, at lavere omkostninger er lig med en kortere vej til overskud. Skær ind til benet. Det er det vidunderlige ved teknologi idag. Det kræver ikke meget mere end en iPhone 4, en god mikrofon, en computer og internettet, hvis man vil lave gode video- og podcasts. Det ved du godt - og derfor undrer det mig, at du knalder så mange gryn af på alle mulige tænkelige gadgets, når forretningen i forvejen kører dårligt.