Hej aqlu,
Det er ikke muligt at svare på dit spørgsmål ud fra de få informationer du giver os. Vi skal som minimum vide lidt om:
- Hvor mange bilag regner I med at have i virksomheden (salg/køb)?
- Hvor meget ved I om bogføring, og har I lyst og viden til at gøre det selv?
- Hvem skal lave jeres årsregnskab og skatteregnskab?
Det er nemlig ikke sikkert, at det kan betale sig for jer at købe/leje et bogføringsprogram.
Hvis I ikke har ret mange bilag, så kan det sandsynligvis bedst betale sig at få en freelance bogholder til at gøre arbejdet.
Denne bogholder anvender selv et system, og det skal I ikke betale for. Hvis I køber/lejer et system til 150 kr. om måneden, så koster det jer 1.800 kr. om året.
En freelance bogholder koster fra 250 kr. til 400 kr. i timen, og kan indtaste rigtig mange bilag på en time. Derudover bliver bogføringen gjort korrekt, og årsregnskabet bliver dermed meget hurtigere at afstemme.
Hvis I selv kan lave årsregnskab og skatteopgørelse, så er det jo selvfølgelig en fordel at bogføre selv. Hvis I skal have en bogholder eller revisor til at gøre arbejdet, så bliver det meget nemmere (=biligere), hvis der ikke er en masse rettelser til bogføringen.
Konklusion:
For de 1.800 kr. I sparer til et system årligt, kan I købe 5-7 timer hos en bogholder, og jeg vil påstå, at I mindst kan få bogført 50 bilag i timen, dvs. et sted imellem 250 og 350 bilag.
Hvis bogholderen også laver jeres årsregnskab og skatteopgørelse, så kan det gøres på ganske få ekstra timer.
Så hvis I driver en lille virksomhed med få bilag (under 350 bilag årligt) så kan det slet ikke betale sig at gøre arbejdet selv.
I vil hos de fleste bogholdere kunne få lavet et samlet årsregnskab for et sted imellem 1.500 kr. og 3.500 kr. ekskl. moms.