Jeg sad og surfede på Internettet og faldt over en kort og enkel forklaring på ABC-regnskaber . Det forlød, at et kendetegn ved aktivitetsbaserede regnskabssystemer er fuld fordeling af alle omkostninger med anvendelsen af fordelingsnøgler - såkaldte cost drivers - til at fordele aktivitetsomkostningerne til omkostningsobjekter proportionalt med trækket på aktiviteterne. Det løb mig koldt ned at ryggen - jeg troede at man var gået bort fra denne misforståede modelopfattelse for 30 år siden.
Denne teknik skal absolut frarådes til brug ved budgettering ved pris/produkt-valgs beslutninger fordi den hviler på en misforstået opfattelse af hvordan økonomien skabes i en virksomhed i et fremadrettet perspektiv.
Økonomi skabes fremadrettet (ex-ante) ved dispositioner nu under de begrænsninger virksomheden må leve med som følge af tidligere dispositioner hvis virkninger stadig danner rammen for ledelsens handlefrihed , men som den fremadrettet gennem dispositioner vil kunne være istand til at kunne ændre på ved formulering, vurdering og valg af alternativer til forandring af relativiteten i lønsomheden indtægtssektorerne imellem.
På det korte budgetsigt, hvor der er tale om at kombinere og ændre rækkefølge af alternative muligheder, som gensidigt udelukker hinanden, må beslutningsgrundlaget være renset for enhver form for fordelte omkostninger, som ikke kan konstateres ved direkte måling.
ABC-regnskaber vil aldrig kunne tjene som værktøj for ledelse under forandringer i indtægtssektorerne idet det pr definition bygger på fortidige strukturer og handlingskæder. Det vil derimod kunne karakteriseres som beskæftigelses terapi for kontorister, som hverken vil forbedre lønsomheden, produktiviteten eller effektiviteten, men tværtimod i bedste fald forringe disse relationer - og i værste fald bevirke indgåelse af direkte tabsgivende dispositioner med effekter i form af tvangsbinding og begrænset handlefrihed langt ind i fremtiden - dvs svække evnen til at udnytte muligheder, som måtte vise sig samt imødegå trusler som måtte opstå ude- og indefra i virksomheden.
Regnskabsvæsen er bundet af lovgivningskrav om mindst at kunne løse visse rutineopgaver som moms, årsregnskab og selvangivelse mv. Tilsyneladende hænger man modelmæssigt stadig fast i selvkosthængedyndet, som stammer fra en fjern og svunden fortid og som er med til at udviske og skjule detaljer som regnskabet egentlig burde kunne belyse i sin fremstilling.
Omkostningsfordeling har altid været den rene gift for økonomiinformation og selvbedrag, hvis den skal anvendes i en beslutningsproces. Og det fordi den hviler på en urealistisk ide om hvordan økonomien skabes.
Der går megen tid til spilde med indsamling af data og analyse i regnskabsfunktionen til afvigelsesforklaringer mellem budgettet og realiserede tal. For ikke at tale om den tid der går med at læse og fortolke informationerne samt undgå de faldgruber og snublestene, som systematisk er omformuleret og karmufleret efter omkostningers forbrugsdefinition. Af samme årsag træffes der også mange ulønsomme beslutninger i virksomhederne, som bringes en dårligere situation end de egentlig havde mulighed for.
Det er ikke så mærkeligt, at der er finanskrise når man 'på bjerget' lider af denne slags vrangforestillinger og selvbedrag - og tænk, at der virkeligt er nogen der vil lægge navn til dette skadelige talknuseri. Stakkels virksomheder, som sidder fast i selvkostfælden for ikke at tale om den misinformation man påfører den seriøst arbejdende og resultatsøgende ledergruppe, som søger at afdække hvor de ikke udnyttede indtjeningsmuligheder befinder sig, og hvor de saneringsmodne tabskilder skjuler sig.
Den information man har brug for til at skelne imellem 'gyngerne og karusellerne' findes ikke.
Ikke overraskende, at succesfulde ledere træffer vigtige beslutninger pr intuition og mavefornemmelse frem for misforstået økonomi information fra denne skuffe.
Bliv gratis medlem
Opret bruger