Resumé |
En person,
der via landegrænsen Danmark/Tyskland indførte et kvantum dåseøl på i
alt 284 kartoner øl á 30 stk., samt 20 kasser vin á 6 flasker, blev
pålagt øl-,vin- og emballageafgift samt moms med i alt 16.775 kr.
|
Reference(r) |
Øl-
og vinafgiftsloven § 11, stk. 4 Emballageafgiftsloven § 7 a, stk. 4 Momsloven
§ 27 Cirkulationsdirektivet Momsvejledningen 2001 G.1.2.1
|
|
|
Overemner-emner |
SKAT
internt |
Informationssegment |
Juridisk
information |
|
A’s klage skyldes, at
told- og skatteregionen har afkrævet ham 16.775 kr. i øl-, vin- og
emballageafgift samt moms i forbindelse med indførslen af i alt 284
kartoner dåseøl samt 20 kasser vin fra Tyskland, idet den indførte
mængde ikke er anset for værende til eget brug.
Det er oplyst, at
klageren henholdsvis den 14. september 1999 samt den 30. marts 2000 via
landegrænsen Tyskland/Danmark har indført et kvantum dåseøl på i alt 284
kartoner øl á 30 stk. samt 20 kasser vin á 6 flasker, hvilket blev
konstateret ved Told- og Skats kontrol af grænsetrafikken de pågældende
dage. Transporten blev foretaget i en varevogn af mærket Toyota Hiace.
I
forbindelse med kontrollen, har klageren oplyst, at de omhandlede varer
var indkøbt af ham, dels til eget forbrug og dels for nogle venner,
idet de var 10 venner, der skiftedes til at hente øl m.v. til hinanden.
Ved
den påklagede afgørelse har told- og skatteregionen afkrævet klageren i
alt 16.775 kr., der fordeler sig med 8.709 kr. i ølafgift, 592 kr. i
vinafgift, 4.119 kr. i emballageafgift samt moms 3.355 kr.
Told-
og skatteregionen har som hjemmel for sin afgørelse henvist til, at det
af øl- og vinafgiftslovens § 4, stk. 1, fremgår, at der skal betales
afgift, når varerne overgår til forbrug her i landet. Regionen har
samtidig henvist til lovens § 6, stk. 1, der foreskriver, at
privatpersoner, der fra andre EU-lande får tilført eller erhverver
afgiftspligtige varer, skal indgive en anmeldelse til de statslige told-
og skattemyndigheder og stille sikkerhed for de skyldige afgifter.
Herudover har regionen henvist til lovens § 11, stk. 4, der giver
afgiftsfritagelse for varer, som privatpersoner selv indfører til eget
brug fra et andet EU-land. I denne forbindelse har regionen yderligere
henvist til EU-Rådets direktiv nr. 92/12 af 25. februar 1992, artikel 8
og 9, der opstiller den vejledende mængde vedrørende øl til eget brug
til 110 liter. Endelig har regionen henvist til lovens § 16, stk. 3,
hvoraf fremgår, at den, der modtager varerne, hvoraf der skal betales
afgift, skal angive mængden heraf.
For så vidt angår
emballageafgiften har regionen henvist til emballageafgiftslovens § 7a,
stk. 2a, stk. 2, 2. pkt., som foreskriver, at den person, som modtager
varer, hvoraf der skal betales afgift, straks skal angive mængden af de
pågældende varer.
Endelig har regionen som hjemmel for
opkrævning af moms henvist til momslovens § 27, stk. 2, nr. 1, hvoraf
det fremgår, at der skal betales moms af punktafgifter i forbindelse med
indførslen af varer fra andre EU-lande.
Regionen har som
begrundelsefor sin afgørelse anført, at indførslen af
den omhandlede mængde varer langt overstiger, hvad der kan anses som
værende til eget brug. Regionen har under hensyn til klagerens egen
forklaring og med henvisning til den vejledende mængde i EU-Rådets
direktiv nr. 92/12 af 25. februar 1992, artikel 8 og 9 alene godkendt
110 liter øl til eget brug. Den resterende mængde øl og vin har regionen
anset for at være en erhvervsmæssig indførsel, hvorfor der skal betales
afgift af varerne. Regionen har ligeledes henset til, at klageren selv
har oplyst, at en del af varerne var til nogle venner og således til
andres brug, hvorfor klageren ikke afgiftsfrit kan indføre disse varer,
da det er en forudsætning, at varerne er indført til eget brug.
Klageren
har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der ikke skal
opkræves afgifter af det omhandlede kvantum øl og vin.
Klageren
har til støtte for sin påstand bl.a. anført, at den pågældende
afgørelse er ugyldig, idet man ikke har givet ham lejlighed til at
udtale sig ved et møde, forinden regionen har truffet sin afgørelse.
Klageren har samtidig anført, at han har handlet i overensstemmelse med
de oplysninger, som han har modtaget fra et Toldcenter forud for turene
til Tyskland. Her skulle klageren have fået oplyst, at der var intet
galt i at gøre, som han gjorde. Klageren har endvidere ikke kunnet
finder oplysninger på internettet, i diverse pjecer fra
Told- og Skat, eller på de plakater, der hænger hos samtlige købmænd på
den tyske side af grænsen om, at man maks. måtte medtage 110 liter øl
mv.
Klageren har herudover anført, at han ikke, da han blev
standset ved grænsen, blev oplyst om, at indførslen af denne mængde øl
og vin var ulovlig, og at han ville blive pålagt en afgift. Først senere
hen, da man havde gennemført endnu en tur til Tyskland, blev han gjort
opmærksom på, at der skulle betales afgift af det omhandlede kvantum øl
og vin.
Endelig har klageren til støtte for sin påstand gjort
gældende, at der ikke er tale om erhvervsmæssig indførsel med videresalg for øje. Klageren har i denne
forbindelse anført, at han har stået for indkøbet på fælles vegne af i
alt 10 deltagere, dog ikke med den hensigt at tjene på det, men blot
fordi, at man skiftedes til at indkøbe øl og vin for hinanden, alt efter
hvem, der nu havde tid til at hente varerne. Klageren har herudover
bemærket, at den del af øllet mv., der tilhørte ham selv, alene var til
eget brug og gaver.
Landsskatteretten skal
udtale:
I henhold til øl- og vinafgiftslovens § 1, stk.
1, og § 3, stk. 1, skal der betales afgift af øl og vin her i landet
efter de i loven nærmere opregnet satser.
Afgiftspligtens
indtræden følger af lovens § 4, hvoraf bl.a. fremgår, at der skal
betales afgift her i landet ved overgang til forbrug, dvs. når varerne
forlader en ordning under suspension af afgiften, eller ved modtagelsen,
når varer fra andre EU-lande erhverves af virksomheder og personer, der
ikke er berettiget til at oplægge varerne uden afgiftsberigtigelse, jf.
§§ 5 og 6.
Efter lovens § 11, stk. 4, ydes afgiftsfritagelse
bl.a. af varer, som privatpersoner selv medfører til eget brug fra et
andet EU-land, i hvilket de er erhvervet i beskattet stand.
Øl-
og vinafgiftsloven (lov nr. 1015 af 19. december 1992 med senere
ændringer) gennemfører EU-Rådets direktiv nr. 92/12 af 25. februar 1992
(cirkulationsdirektivet) med senere ændringer. Loven skal således
administreres i overensstemmelse med cirkulationsdirektivets
bestemmelser.
Af cirkulationsdirektivets præambel fremgår, at
punktafgiftspligtige varer, som privatpersoner anskaffer til eget brug,
og som de selv transporterer, skal beskattes i den medlemsstat, hvor
varerne er anskaffet, hvilket er nærmere fastslået i direktivets art. 8.
Det fremgår videre af præamblen, at for at kunne fastslå, at de
punktafgiftspligtige varer ikke er beregnet til privat brug, men til
erhvervsmæssige formål, skal medlemsstaterne tage hensyn til en række
kriterier. Disse kriterier er nærmere opregnet i direktivets art. 9, 2.
pkt., hvoraf det bl.a. fremgår, at medlemsstaterne kan opstille
vejledende mængder for indførslen af varer beregnet til erhvervsmæssige
formål, der for så vidt angår øl ikke må være mindre end 110 liter, og
for så vidt angå vin ikke må være mindre end 90 liter.
Landsskatteretten
bemærker indledningsvis, at klageren ikke på tilstrækkelig vis har
kunne dokumentere, at han rent faktisk har anmodet om et møde med
regionen, som beskrevet i regionens skrivelse af 16. oktober 2000,
forinden denne traf sin afgørelse i sagen, hvorfor den påklagede
afgørelse ikke findes at være ugyldig.
Landsskatteretten
lægger efter det oplyste til grund, at det omhandlede kvantum øl og vin
er indkøbt i et andet EU-land, Tyskland og herefter indført af klageren
til Danmark via den dansk/tyske grænse.
Efter de foreliggende
oplysninger, finder Landsskatteretten, at de omhandlede varer ikke kun
har været indbragt her i landet til klageren selv, men også til 9 andre
personer.
Landsskatteretten finder herefter, at indførslen af de i
sagen omhandlede mængder øl ikke kan anses for omfattet af
afgiftsfritagelsesbestemmelsen i øl- og vinafgiftslovens § 11, stk. 4.
Der er herved henset til, at bestemmelsen ikke kan anvendes i en
situation som den foreliggende, hvor klageren til dels på vegne af andre
personer indfører varer til de andres selvstændige brug. Endvidere kan
det indførte kvantum øl ikke antages at være bestemt til privat brug,
idet mængden ligger væsentligt over, hvad der med rimelighed kan
forventes anvendt i en normal husholdning, jf. cirkulationsdirektivets
art. 9, 2. pkt., hvor den vejledende mængde for øl er sat til 110
liter.
Landsskatteretten finder således, at alene 333 stk.
øldåser á 33 cl., svarende til 110 liter for indførslen i 1999 samt en
tilsvarende mængde for indførslen i 2000 må anses for at have været
bestemt til klagerens eget brug, mens de resterende i alt 7.854 dåser øl
ikke kan henføres til bestemmelsen i øl- og vinafgiftslovens § 11, stk.
4, men er afgiftspligtige efter lovens § 1, stk. 1, og § 4.
For
så vidt angår den indførte mængde vin finder Landsskatteretten, at der
ikke skal opkræves vinafgift af disse varer, under hensyn til de
foreliggende oplysninger samt den omstændighed, at den indførte mængde
vin ligger under den vejledende mængde på 90 liter, jf.
cirkulationsdirektivets art. 9, 2. pkt.
Landsskatteretten finder
ligeledes under hensyn til, at den opkrævede emballageafgift for 1999 og
2000 hver for sig ligger under bagatelgrænsen på 2.500 kr., jf.
emballageafgiftslovens § 7a, stk. 4, at emballageafgiften ikke skal
opkræves, idet der ikke foreligger nærmere dokumentation for, at
klageren skulle have modtaget flere afgiftspligtige varer i løbet af
årene 1999 og 2000, hvoraf der er opkrævet emballageafgift.
For
så vidt angår spørgsmålet om der for den omhandlede
punktafgiftspligtige mængde øl tillige er indtrådt momspligt, finder
Landsskatteretten, at klageren efter det foreliggende ikke kan anses som
en momspligtig person, der efter momslovens § 11, stk. 1, nr. 1, skal
betale moms ved erhvervelse af varer fra andre EU-lande, idet det lægges
til grund, at klageren alene har indført øl til sig selv og på vegne af
nogle andre privatpersoner. Der skal således ikke opkræves moms af den
omhandlede mængde øl. Landsskatteretten bemærker i denne forbindelse, at
momslovens § 27, stk. 2, nr. 1, ikke indeholder et hjemmelsgrundlag for
opkrævning af moms, men alene fastslår, at såfremt der er en momspligt,
skal told mv. medregnes i afgiftsgrundlaget.
I
overensstemmelse med toldlovens § 39, stk. 1, nr. 4, hvoraf fremgår, at
føreren af et befordringsmiddel, hvori uberigtigede eller betinget told-
og afgiftsfri varer transporteres, hæfter for de på varerne hvilende
told- og afgiftsbeløb, finder Landsskatteretten, at klageren hæfter for
ølafgiften.
Landsskatteretten finder endelig, at
allerede fordi der ikke foreligger nærmere dokumentation for de
oplysninger, som klageren måtte have fået fra toldcentret i forbindelse
med turene til Tyskland, kan klageren ikke anses at have opnået en
retsbeskyttet berettiget forventning om, at kunne indføre ubegrænsede
mængder af øl til såvel klageren selv som til andre uden afgiftsmæssige
konsekvenser.
Den påklagede afgørelse vil herefter af være at
ændre i overensstemmelse med ovennævnte.