Hej Aminoer, Jeg ved godt, det har været oppe og vende før, men jeg bliver lige nødt til at få det ud. Here goes: Kære du, Dig med ideen. Dig der måske søger en partner, til at hjælpe dig med at føre ideen ud i livet. Eller en leverandør, der kan gøre det samme. Jeg ved, du synes din ide er fantastisk. Men lad nu være med at bede mig om at underskrive en NDA, når du gerne vil have mig til at hjælpe dig med den. Det kommer bare ikke til at ske. Jeg vil ikke begrænse mine fremtidige muligheder bare for at få lov til at høre din ide. Og nej, jeg er ikke ude på at stjæle din ide. Jeg ved godt, at det kan være skræmmende, at skulle dele noget man har arbejdet hårdt og længe på. Men jeg er altså virkelig ikke typen der går og stjæler andre folks ideer. Vil du virkelig starte vores samarbejde med at vise mig mistillid? Du skulle meget hellere bruge din og min tid på at overbevise mig om, at din ide virkelig er fantastisk. At du virkelig har tænkt den igennem. At du virkelig har undersøgt potentialet i ideen. At du brænder så meget for din ide, at jeg bare ikke kan lade være med at blive begejstret helt ud i storetåen, når jeg hører dig tale om den. Hvis du ville vise mig den tillid ville jeg også kunne give dig mine tanker om din ide. Måske ville din ide endda blive mere værd, hvis jeg kunne give dig den vinkel, der rykkede endnu en lille tand. Og hvem ved? Måske det hele kunne ende med at vi i fællesskab fik din ide ført ud i livet? Men det kræver selvfølgelig, at du tør stole på mig. De bedste hilsener, Din måske fremtidige samarbejdspartner. |
HØRT!