Der var engang en indianerstamme, som levede en fredelig og ubesværet tilværelse. Det gjorde den fordi de ældre i stammen med stor flid, havde udviklet gode jagtredskaber og opbygget et godt lager af mad. Men efterhånden som årene gik, blev stammen mere og mere magelig og der var ikke mange der gik på jagt og næsten ingen der tænkte på at udvikle nye jagtmetoder. Det var ikke noget problem, da vejret var mildt og bøflerne var utallige. Men som årene gik, begyndte mørke skyer at trække sammen. Flere store stammer der før levede langt væk, var begyndt at jage på deres marker og efterhånden blev bøflerne færre. De gamle våben slog ikke til som før, da dyrene følte sig jagede og derfor var svære at ramme med bue og pil. Nogle unge krigere begyndte at diskutere, hvordan de kunne udvikle nye effektive våben. Men det krævede at alle i stammen hjalp til og at de fik flere ressourcer at arbejde med. Men stammen var imod. Der var syge indianere, der var tykke indianere, der var tynde indianere, der var dovne indianere, der var gamle indianere, der var små indianere, der var store indianere og alle ville gerne have mere mad og mindre at lave. De unge krigere ville ikke lade sig slå ud. De spidsede pilene, strammede buen og red ud på togt. Det var hårdt og farligt og ikke alle kom hjem. Dem der gjorde, havde ikke nedlagt mange bøfler, men dog stadigvæk nok til at alle i stammen kunne blive mætte. Endnu engang bad de unge krigere om hjælp. Kunne de dog blot beholde lidt mere af det bytte de selv havde fanget, så kunne de måske bytte det for geværer. Så ville jagten i fremtiden blive bedre og alle ville få mere at spise. Men atter fik de nej. Der skulle holdes stor fest og stammen skulle have nyt festtøj og derfor var der ikke råd til at købe geværer. De unge krigere blev nu bedrøvede. De forstod ikke hvorfor stammen ikke kunne se fordelen i at de fik bedre våben og derfor kunne fange mere. Men igen red de ud med deres buer og pile, for at forsørge dem og deres stamme. Denne gang kom de endnu færre hjem og dem der overlevede, havde langt mindre kød til stammen. Men da alle skulle have mad, blev krigernes andel endnu mindre og geværerne måtte endnu engang vente. Og sådan blev det ved. Der blev mindre og mindre mad og stammen gav krigerne skylden og lavede flere regler. Så en dag satte de unge krigere sig sammen og snakkede om tingene. De blev hurtige enige om at trække deres bukser ned og vende deres bare numser i stammens retning. Herefter tog de en enkeltbillet til Spanien med deres sidste bytte, som de købte geværer og huse med havudsigt for. Og de levede lykkeligt til deres dages ende. Hvad der skete med stammen ved ingen, men er det ikke også totalt ligegyldigt? |
Dog var der nogle i stammen som drog mod Øst, De kunne ikke umiddelbart se, at det var givtigt hvis alle drog mod Spanien, verden var jo åben. I Øst kunne man jo se at jagten var yderst givtig, vildtet voksede mere, end på de gamle jagtmarker. Det var endda sådan at selv de gamle stammer i Vest kunne se at mulighederne for jagt var gunstige, selvom jagten havde været dårlig i flere årtier.
I dag kunne man sågar selv stille sin tipee op hvor man ville
Reglerne i Øst, var stille og roligt blevet bygget op, således at de tog hensyn til jægerne, for at optimere stammens samlede udbytte.
De der drog mod Øst lærte af de nye stammer, at ved at stoppe op og se på verden med nye øjne, var det muligt at skabe en bedre jagt til glæde for alle i den gamle stamme.
Og således lærer de gamle stammer forhåbentlig af de nye, således at jægerne igen kan jage på de gamle jagtmarker.