Bliv gratis medlem
|
jeg syntes det er noget rigtigt pakket ind i noget salgsmateriale. for bogen er da blevet solgt :-) og det er da ikke nogen "secret" at positive tanker skaber positive følelser, og at positive følelser skaber energi, velvære og mere motivation! fokus er da heller ikke noget nyt det har man før OL´s opfindelse da vidst! -hvis man vil nå noget så må man give det alt ens fokus fra morgen til aften og helst så man drømmer om det ;-)! og til det kan man da også sige, at man nødvendigvis, for at etablere en forretning, er nød til at have fokus og motivation :-) det tror jeg ikke der er mange der vil bestride mig. Anyway jeg må give forfatteren et tumbs up for den kreative strategi. Det er da en tørstende målgruppe som ikke er af vejen, for at spise noget som spår vejen til rigdom og succes! Hvilket menneske ville ikke ønske en bedre tilstand i livet uanset om det er en fattig neils fra askerød eller rige hanni toosbuy, alle vil forbedere deres tilværelse og sådan har mennesket da været til alle tider og alle steder. anyway det var blot min korte vurdering af the secret! |
Daniel Stamm Aarestrup:Hvad er jeres mening om at man kan tænke sig til succes? Handler det egentlig bare om at overbevise sig selv? Motivere?
I den korte version: JA!
For at byde ind med en lidt anden vinkel end blot den forretnings- og pengemæssige del af det, så kommer her en lille historie fra mit eget liv. Den er egentlig ganske privat/personlig, men jeg synes at det er vigtigt at få med at "hemmeligheden" (som egentlig ikke er så hemmelig endda) kan bruges til meget andet end blot anskaffelse af eksempelvis penge.
For blot tre år siden sad jeg i et sort hul af dimensioner! Jeg kæmpede med en overvældende depression og en meget svær spiseforstyrrelse. Begge dele havde været en konstant del af mit liv gennem de sidste 11 år. Jeg kunne ikke arbejde. Jeg modtog kontanthjælp og opbyggede tillige en kæmpe gæld som jeg stadig kæmper med resterne af i dag. Jeg var for syg til selv at komme i aktivering og jeg gik blot hjemme og den ene dag tog den anden, år efter år.
Alt var overvældende for mig og jeg kunne ikke engang finde overskud til dagligdags ting som at gøre rent, gå i bad, etc. Jeg var mildest talt et "mess". Derudover led jeg af ekstreme og uprovokerede hallucinationer og angstanfald, havde et stofmisbrug og tillige en socialfobi der var så stærk at jeg ikke kunne forlade min lejlighed. Jeg blev fysisk syg hvis jeg skulle bevæge mig ud af døren og gjorde det absolut kun når jeg en sjælden gang i mellem var nødt til at gå ned for at handle ind. I så fald altid ledsaget af min kæreste, jeg kunne simpelthen ikke selv.
I årevis var jeg blevet sendt rundt mellem utallige behandlingstilbud, psykologer, psykoterapeuter, læger osv. Selv antidepressiv medicin havde ikke den ønskede virkning og jeg kunne ikke se nogen som helst vej op og ud af mørket. Pludselig en dag ændrede det sig nærmest natten over! Selvfølgelig har jeg haft lidt tilbagefald/eftervirkninger (er eksempelvis stadig lidt utryg ved alt for store menneskemængder), men faktisk i forbavsende lille grad.
Jeg er ofte blevet spurgt af andre der stadig sad fast i problemerne, hvad pokker jeg dog havde gjort for at ændre mig så radikalt så hurtigt. Til min store frustration og fortvivlelse kunne jeg ikke svare på det. Jeg anede det faktisk ikke selv. Dvs. jeg havde vel allerede dengang en anelse, men det virkede for "nemt og ligetil" til at det faktisk kunne være svaret.
Svaret er kort og godt at jeg ændrede mine tankemønstre og forventninger. Jeg tvang mig selv til udelukkende at tænke positivt og forviste alle negative tanker og følelser fra mit sind. Jeg begyndte at visualisere de gode ting jeg ønskede mig. Det skete kort tid inden at min kæreste og jeg flyttede til en ny lejlighed og det efterfølgende forløb taget i betragtning, så tror jeg faktisk at virkningen var øjeblikkelig.
Vi var lige blevet smidt ud af vores gamle lejlighed og vores daværende udlejer var fuldstændig ude af kontrol, opsøgte os, truede med tæskehold etc. Vi havde tre måneders opsigelse og i den tid kæmpede jeg med at finde et nyt sted vi kunne bo. Det var dog ikke let, de fleste der lejede steder ud gjorde det ulovligt, krævede afsindige beløb under bordet etc.
Da vi havde tre dage tilbage før vi stod på gaden, var vi i panik. Vi havde en sidste lejlighed vi skulle kigge på, men udlejerne havde på forhånd gjort det klart at de forbeholdt sig retten til at vælge mellem lejerne. Og hvad værre var, lejligheden kostede 10.000 kr. per måned. Med min kontanthjælp og min kærestes SU var det mere end vi overhovedet tjente per måned. Til gengæld var det også vores sidste udvej for ikke at ende på gaden med alle vores ting og ikke mindst vores dyr. Vi havde allerede været hos kommunen og bede om hjælp i et sidste desperat forsøg, men de afviste at hjælpe os fordi vi ikke havde børn. Det virkede som en håbløs situation og jeg tror jeg tabte noget nær 10% af mit hår af bar stres i den periode.
Vi tog over for at se lejemålet og der var et hav af mennesker der alle virkede meget interesserede. Det var en meget uvant og stressende situation for mig, men vi fik opholdt den kvindelige del af udlejerparret i køkkenet og her stod vi og talte med og charmerede os ind på hende i 55 af de 60 minutter de holdt "åbent hus". Det gav pote og de ringede den efterfølgende dag for at fortælle at vi havde fået lejligheden. Vi havde selvfølgelig været nødt til at lyve og opfinde et par "fiktive jobs", ellers var vi aldrig blevet taget i betragtning.
En bekymring var løftet af vores skuldre, men affødte blot en ny: Hvordan skulle vi dog få råd til at betale? Da det var omkring juletid, havde jeg netop besøgt min familie på Fyn og havde fået et par tusind i julegave. Med dem i hånden, samt vores kontanthjælp og SU havde vi nøjagtig 9500 kr. Der manglede stadig 500 kr. før vi bare kunne betale huslejen. Min kæreste havde ingen kontakt med sin familie, så dem kunne vi ikke spørge om hjælp. Min egen havde allerede lånt os til indskuddet (vi havde igen måtte lyve og sige at det var indskud + tre måneders forudbetalt leje, blot for at de ikke skulle tro at vi var helt afsindige) og jeg ville ikke bede dem om mere og dermed gøre opmærksom på hvor håbløs vores situation egentlig var og gøre dem bekymrede. Banken havde også smækket kassen i. De 500 kr. fandt jeg på gaden lige udenfor vores dør samme dag som betalingen skulle finde sted. Jeg har senere mistænkt dem for at komme fra en af de kunder der besøger bordellet i kælderen ved siden af vores opgang =P
Herfra gik det blot fremad. Vi var tvunget til handling og inden måneden var omme havde jeg fundet et job, selvom min sagsbehandler flere gange havde opfordret mig til at søge invalidepension, da jeg "aldrig ville blive arbejdsdygtig". I dag er jeg lykkelig over at jeg nægtede at tro at det var sandt.
I dag har min kæreste et godt betalt job, der faktisk er nøjagtig det han "løj sig til" da vi fortalte udlejerne hvad vi lavede. Jeg har selv skiftet job i mellemtiden til noget der er langt bedre og også bedre betalt. Spiseforstyrrelsen er fortid, det samme er depressionen, hallucinationerne, stofmisbruget og angstanfaldene. Det eneste jeg til stadighed lider lidt under er nervøsitet ved møde med for mange/nye mennesker, men det må siges at være en bagatel i forhold til ovenstående og det bliver stadig bedre jo mere jeg arbejder med det.
Ovenstående har jeg valgt at fortælle, for at illustrere hvordan jeg praktisk talt ændrede mig natten over. Og det vel at mærke i forhold til noget som hverken jeg selv, medicin eller diverse læger og "kloge hoveder" havde formået at rykke ved i 11 lange år. For mig er det et klart bevis på at det hele starter med dig selv og dine tanker. Og at du, med en "simpel" ændring af tankemønstre kan opnå det tilsyneladende umulige!
Hvad der præcist skete der fik mig til at beslutte mig for at prøve dette (på et tidspunkt hvor jeg aldrig havde hørt om "The Secret", selvsuggestion osv.) aner jeg stadig ikke. Men jeg behøver heller ikke at vide det. Det er nok at vide at jeg aldrig ender der igen og at jeg, når jeg kan klare det, kan klare alt andet der måtte komme på min vej også.
De mange år med sygdom har gjort er jeg er kommet langt bagud i forhold til karriere, uddannelse etc. i forhold til mine jævnaldrende, men selv hvis jeg fik valget ville jeg aldrig leve den tid om eller ændre den. Det har nemlig givet mig noget meget værdifuldt, som de måske til gengæld aldrig vil lære i samme grad. Det har givet mig en enorm viden, selvindsigt og nogle redskaber som jeg er sikker på vil gøre at jeg i sidste ende nok skal overhale dem allesammen indenom alligevel ;)
Oprigtigt lykkelige hilsner
Amaris
Dejligt og meget inspirerende at du på sådan en ærlig måde fortæller din historie, som på mange måder virker meget barsk, men som på mange områder sikkert også har været utrolig lærerig. Jeg har selv haft problemer med social angst i rigtig mange år, og det er heldigvis ikke et problem mere. Men de erfaringer som man gør sig, når man overvinder store personlige problemer kan ikke købes for penge eller læres ved at læse en bog.
Opret bruger