Hej, Jeg vil meget gerne have åbnet mig en lille butik, men det er virkelig svært at få et lokale her i byen (hvor det er jeg vil have det).1 Nu kan jeg evt. få en såkaldt "korttidskontrakt" på et lokale. Men hvad er det egentlig og hvad er reglerne? Der blev nævnt noget med det nok maks ville være 2 år og så med kort opsigelsesvarsel på f.eks. 3 måneder for begge parter. Udover det at det ikke ville kunne forlænges. Men kan man godt lave en sådan kontrakt på 2 år og så alligevel blive opsagt med en varsel på 3 måneder, indenfor de 2 år? Hilsen Githa, Vildbasser.dk |
Der er ikke noget i vejen for, at man indgår en tidsbestemt erhvervslejeaftale. Det er dog en betingelse, at tidsbegrænsningen på det tidspunkt, hvor aftalen indgås, var begrundet i udlejers forhold. I og med at et tidsbestemt lejemål er en afvigelse fra udgangspunktet om at lejeaftaler er tidsubestemte, har lejer mulighed for at få tidsbegrænsningen tilsidesat, således at aftalen bliver tidsubegrænset - det er dog et krav, at man lægger sag inden et år efter aftalen er indgået.
Det er svært at sige hvilke forhold hos udlejer, der begrunder en tidsbestemt kontrakt, men der skal konkrete grunde til, at udlejer behøver at sikre sig at kunne komme tilbage i lejemålet - fra reglerne om beboelseslejemål kan f.eks. nævnes situationen hvor udlejer bliver udstationeret i udlandet i en tidsbegrænset periode.
Som udgangspunkt kan en tidsbestemt lejeaftale ikke opsiges af parterne. Der er dog ikke noget i vejen for, at man kan aftale, at aftalen skal kunne opsiges i perioden. Hvis man indgår en sådan aftale, så er det erhvervslejelovens almindelige opsigelsesregler, der finder anvendelse, og der er det udgangspunktet, at udlejer ikke kan opsige lejemålet. Den væsentligste undtagelse hertil er, at udlejer selv skal benytte det lejede, og i denne situation kan udlejer opsige lejeaftalen med et års varsel.
Så svaret på dit spørgsmål er nej. Udlejer kan ikke kræve, at aftalen skal være tidsbestemt og opsigeligt med 3 måneders varsel. Umiddelbart virker det dog ikke særlig interessant med lejemål, som du højest kan have i to år (medmindre du selvfølgelig anlægger sag om omstødelse af tidsbegrænsningen), men det kommer selvfølgelig meget an på hvilken type forretning du vil drive.