Hej Aminoer.
Jeg skal til at starte en webshop, hvorfor jeg er interesseret i at høre, hvilke omkostninger der er forbundet med dette. Jeg har selv den tekniske færdighed til at programmere selve webbutikken. Jeg mener derfor umiddelbart, at jeg har brug for at købe mig til et betalingsmodul samt en aftale med PBS. Hvilke muligheder har jeg og hvordan gøres dette billigst muligt? Derudover er jeg interesseret i at vide, hvilke gebyrer der er forbundet transaktionerne, da jeg har fundet flere forskellige svar på dette.
Mvh
Caspar
Hej Caspar.
Jeg går ud fra du ikke har en indløsningsaftale med PBS i forvejen, derfor er oprettelsespriserne med i nedenstående.
-Det er korrekt du skal have en indløsningsaftale med PBS og en betalingsgateway. Her sondres typisk mellem 2 typer, national og international.
Med den nationale indløsningsaftale får du mulighed for at modtage betaling typisk fra Dankort og e-Dankort. Denne aftale koster dig 1.000 kr årligt og afregnes direkte med PBS. Endvidere koster den 250 kr. at oprette.
Med en international indløsningsaftale har du mulighed for at modtage MasterCard, VISA og Maestro (det er muligt at indløse andre også, men kræver typisk særskilte aftaler.) Denne aftale koster også 1.000 kr / år og afregnes direkte med PBS. Oprettelses koster desuden 3.500 kr.
Mht. Gebyrer hos PBS, så skal du påregne flg:
1,25 % af omsætningen på kort udstedt i Danmark (minimum 1,95 kroner pr. transaktion).
5,75 % af omsætningen på kort udstedt i udlandet (minimum 1,95 kroner pr. transaktion).
Dvs. hvis en kunde betaler 100 kr i din shop, modtager du 98.05 kr på din konto. Du har mulighed for at lade kunden afholde gebyret hos de fleste betalingsgateways.
Før du kan ansøge PBS om en indløsningsaftale skal du oprette en konto hos en betalingsgateway. Der er forskellige at vælge imellem, vi har selv gode erfaringer med ePay og Quickpay. DIBS skal også nævnes.
Når din konto er på plads hos betalingsgateway´en og du har modtaget et PBS_SSL_TEST-merchant-id skal du opsætte din webshop med dette, således det er muligt for PBS at gennemføre et test-køb og dermed sikre at din shop overholder relevante regler og lovgivning. Dette er et krav i forbindelse med ansøgningen hos PBS. Læs mere om det her: PBS-ansøgning til webshop
Forvent ca. 4-6 ugers behandlingstid på din ansøgning. (medmindre du betaler ekstra haste-gebyr)
Dvs. regnestykket kommer til at se ud som flg. for en national aftale. :
250 kr til PBS oprettelsen
1.000 kr. til PBS-abonnementet.
1.000 kr. til betalingsgateway. (der findes nogle billigere og mange som er dyrere.)
Ca. 2.000 kr /år excl. moms og gebyrer for at kunne modtage Dankort og e-Dankort og 250 kr. i oprettelse.
Regnestykket for den internationale:
3.500 kr. til PBS oprettelsen
1.000 kr. til PBS abonnomentet
1.500 kr. til en betalingsgateway med international aftale. -Rundt regnet, der findes mange udbydere.
Ca. 2.500 kr. / år excl. moms og gebyrer for at kunne modtage VISA, VISA-electron, MasterCard og Maestro og 3.500 kr for oprettelsen.
Ønsker du at kunne modtage både, Dankort og de internationale kort, kræves der både en national og en international indløsningsaftale hos PBS.
Derfor løber det regnesykke op i ialt ca. 3.500 kr /år for de 2 PBS-aftaler og en betalingsgateway til 1.500. Og en oprettelsespris på 3750 kr. excl. moms.
Der findes desværre ikke alternativer til PBS hvis du ønsker at modtage dankort. Hvis du derimod blot ønsker at modtage de internationale kort, ved jeg at ePay har indgået et samarbejde med SEB-bank. Aftalen skulle være gratis og oprettes på 14 dage. Vi har ikke selv gjort os nogle erfaringer med SEB-bank som indløser, men vi har sendt de første par aftaler til dem, så vi er sikkert klogere på dette om et par måneder.
Det blev en lang smøre, men jeg håber det kaster lidt lys over PBS / betalingsgateway / webshop spørgsmålene.
-God vind med proejktet!