Jeg er ved at udarbejde en forretningsplan med henblik på opstart af en legetøjsbutik. (En fysisk butik, ikke en webshop) Det der nu volder mig problemer, er at vurdere hvor stor en omsætning det vil være realistisk at forvente. Jeg vil derfor meget gerne have udarbejdet en grundig og retvisende markedanalyse, men kan ikke lige lure hvordan jeg får fat i de oplysninger jeg skal bruge til dette. Jeg har fundet et par regnskaber hos cvr.dk for legetøjsbutikker i byer der befolkningsmæssigt kan sammenlignes med dér hvor jeg ønsker at åbne butikken, men der er af konkurrencemæssige hensyn ikke mange detaljer at komme efter. Jeg har ligeledes forsøgt at klarlægge noget af demografien for området via kommunens hjemmeside og prognoser for befolkningens sammensætning fremover. Jeg har dog ikke kunnet finde nogen brancheforening at henvende mig til, og er nu løbet tør for ideer. Er der nogen der kender til virksomheder der udarbejder disse analyser? Og hvor meget vil det ca. koste? Det skal være en analyse der inddrager både de lokale forhold samt tal for branchen generelt. Enhver hjælp vil være yders værdsat! Mvh. Mira Juhl Spanggaard |
Hej Mira,
Et svært problem, for uanset hvor grundigt man laver analysen vil den altid være temmelig usikker. Når alt kommer til alt afhænger salget jo af hvor godt kunderne synes om dit sortiment, beliggenhed, priser, service m.v. Og hvor god du er til at gøre opmærksom på dig selv.
Måske har Danmarks Statistik et samlet tal for branchen? Afhængigt af hvilken type legetøj du vil sælge kan du måske dele det samlede tal ud på befolkningen og på den måde finde ud af hvor stort et marked du har i det område du regner med at kunne tiltrække kunder fra. Husk at en del af de potentielle kunder fortsat vil købe hos dine konkurrenter.
Jeg tror ikke det kan betale sig at hyre et analyseinstitut til opgaven, det vil nok være temmelig dyrt. Hvis du ikke selv synes du kan lave analysen så vil jeg anbefale at du finder en du stoler på som har lidt erfaring med detailhandel og analyser, som kan hjælpe dig.
Hilsen Lars Stahl Rasmussen
P.S. Jeg læste i går at legetøj og børnetøj er nogle af de få områder der fortsat går godt, for vores børn vil vi ikke spare på!