Kære Aminos! Jeg står og har brug for hjælp. Baggrund: Pr 1/12 stod jeg uden job. Jeg mistede mit drømmejob, et job jeg kæmpede hårdt for at få, og ventede en krig på at blive tilbudt. 1½ år senere rammer finanskrisen, og firmaet besluttede at skære ned på deres udviklingsafdeling. dvs. mig. :-( Jeg arbejdede som produktudvikler for at akvarieplante-gartneri. En ret specialiseret branche, og ikke lige noget der hænger på træer i Danmark. Mit drømmejob var også min hobby, og jeg brænder lige meget for det. Min tanke er nu, at starte en webshop/akvarieudlejning. Jeg er bosiddende i Nordjylland, og har undersøgt markedet lidt for at se mulighederne. Jeg har indhentet tilbud fra de eksisterende udlejere for at få en fornemmelse af prislejet. Jeg kan se ud fra de par firmaer der eksisterer i Danmark, at jeg har hele Nordjylland for mig selv. Se det er jo et godt grundlag for akvarieudlejning. Webshoppen er mest som bi-indtjening da jeg tror det er umuligt at leve af en webshop for akvarierelaterede ting i Danmark. Jeg har snakket med Startvækst.dk og er også blevet tilbudt et møde for at snakke om ideer osv, hvilket jeg selvfølgelig vil tage imod. Nå, men spørgsmålet.. Jeg går arbejdsløs, får A-kasse. Nu luftede jeg tanken om eget firma, og min fagforeningsdame i telefonen blev helt forstyrret, og sagde at det måtte jeg knap tænke, før jeg blev trukket i understøttelse. Alt hvad jeg gør og foretager mig skal registreres som arbejde, og fratrækkes min understøttelse. Det er sikkert ligefør tiden jeg bruger på dette indlæg skal registreres.. :-) Spørgsmålet er så.. hva' fan gør man i min situation. Jeg kan jo ikke bare sige, ok, ingen understøttelse, nu lever jeg af mine kunder... Jeg har hørt udtrykket 'selvstændigt bi-erhverv' nævnt af nogle af dem jeg har talt med, men det virker heller ikke til at der er meget at hente der.. Er der nogle af jer kloge hoveder der er inde i disse dejligt indviklede regler?
|
Hej
Du kan ikke modtage dagpenge og køre selvstændig virksomhed samtidigt uden at det får indflydelse på dine dagpenge. Man har mulighed for at få dagpenge samtidigt med selvstændig virksomhed hvis virksomheden er et bi-erhverv, dog som du selv skriver, med modregning i arbejdstimer og med kortere dagpenge periode (78½ uge).
Men kunne det ikke starte op som en hobby?
Vi har også selv akvarieservice hos os (Dyrebilen.dk) og jeg forstår såmænd godt hvorfor der ikke er så mange konkurrenter på markedet. Kunderne er der såmænd, men prisen bliver pebret hvis der skal kalkuleres på normal vis. Dyrebilen er et meget struktureret firma, men vores akvarieudlejning/servicering fylder noget spildtid mellem andre opgaver, ellers kunne det ikke lade sig gøre. Det vil derfor være oplagt for dig at prøve de forskellige aspekter af på hobbybasis hvor tiden er "gratis".
Sålænge du iøvrigt er til rådighed for arbejdsmarkedet og søger fuldtidsbeskæftigelse som lønmodtager, kan du jo godt lave markedsundersøgelser og budgetter m.v. og have et mindre antal kunder uden at lade dig registrere som virksomhed. Derfor kan man godt have visitkort, brochurer og hjemmeside alligevel. Alternativt kunne du jo forespørge Skat om de vil betegne din akvarieudlejning som en hobbyvirksomhed.
Som hobbyvirksomhed får du fradrag for dine udgifter, du kan blot ikke benytte de beskatningsregler virksomheder kan, men hvis du kommer dertil at de ordninger bliver lønsomme for dig, så har du næppe behov for dagpenge
/Michael.