Hej
Jeg skriver for at høre om der er nogen der har gode råd eller viden der kan hjælpe et projekt videre, der har til formål at undgå en konkurs. Det drejer som om en håndværker (en rigtig god ven, som ikke er computerminded) der ejer 3 ejendomme, af forskellig karakter. En ejendom som består af 4 ejerlejligheder, en landejendom med et rigtig godt og 110% oplagt udstykningspotentiale samt en ejendom bestående af 8 udstykninger med godkendt byggetilladelse. Sagen er den, at som vi alle ved er markedet jo mere eller mindre gået fuldstændig i stå når det drejer som om handel med ejendomme, og håndværkeren er i en situation hvor han er tvunget til at "gøre noget" grundet personlige forhold. Derfor denne idé, som jeg ville høre andres mening omkring.
Idéen går i al sin enkelhed ud på at oprette en investeringsforening (eller lignende) der kan skabe midler til at betale renter på ejendommene de næste eksempelvis 5-6 år. Det er så tanken at arbejde med at få tilladelse til udstykning af landejendommen, lave en aftale med et eller flere byggefirmaer og derefter realisere det hele. Et forsigtigt gæt, i et normaliseret marked (altså ikke det ekstremt positive der var tilfældet lige før nedturen), vil betyde at investeringsforeningen vil kunne generere en gevinst på ca. 46 mill (konservativt sat). Det vil betyde, at eksempelvis investeringsbeviser á kr. 100,- vil være kr. 600,- eller mere værd efter 5 år.
Selvfølgelig er der en risiko for at markedet ikke vender inden for 5 år, og der er en risiko for at gevinsten ikke når op på de 46 mill, men det er ikke så meget det der er det vigtige lige nu. Lige nu skal der betales renteomkostninger på ejendommene, for at undgå konkurs, og ikke mindst for at realisere den værdi ejendommene rent faktisk har, i et fornuftigt ejendomsmarked. Derfor denne idé med investeringsforeningen.
Er der nogen der har kendskab til denne type investeringsforeninger? Er det muligt at lave en sådan forening? Og er der nogen der har erfaring med, om det i det hele taget interessant at købe den slags investeringsbeviser?
Med venlig hilsen Håndværkerens ven |
Nu er der ikke mange detaljer i din beskrivelse, så mine kommentarer er med en del forbehold.
Jeg læser det som om at han har nogle ejendomme han har købt for lånte penge. Han har p.t. problemer med at forrente lånene, så derfor skal han have ejendommene væk fra sig selv personligt. Primært er det for at sikre, at ejendommene ikke ender med at blive solgt på tvangsauktion. Derfor vil han sælge ejendommene men dog selv være en part i det, så han også får den forventede forrentning.
Skal han sælge ejendommene skal kreditorerne godkende nye ejere (hvis altså ikke lånene indfries ved et salg - så er de jo ligeglade, da de så ikke mere er panthavere). De vil nok næppe godkende en forening eller andet med begrænset hæftelse, da de så vil stå dårligere. Hvis ejerkredsen til ejendommene kan udvides og kreditorerne dermed står bedre (eksempelvis ved at de nye ejere indskyder kapital af en væsentligt størrelse og lånene dermed bliver mindre og er dækket af en aktuel værdi) så vil jeg da tro, at kreditorerne er til at tale med - det er bare at spørge.
Principielt kan der sagtens etableres en forening, ejendomsselskab i en eller anden form. Der skal stadig skrabes penge ind til at købe ejendommene og evt. findes långivere til at finansiere. Ejendomsmarkedet har det ikke så godt, så det bliver nok svært - endda meget svært.
Ejendomsinvesteringer foregår nok mest via selskaber og ikke i foreninger (bortset fra andelsboligforeninger).
Hilsen Jakob