Filosofi eller dovenskab

Hej.

Jeg har et firma som passer kæledyr.

Jeg har et firma der passer kæledyr.

Hvad er rigtigt?

Nu er det ikke spørgsmålet som sådan, men selve det at jeg stopper op og begynder at fundere over det, der undrer mig. Gad vide om der også er andre som mig, der midt i en ellers travl iværksætterdag pludselig stopper op, og fundrer over noget der ikke kommer penge ud af, - sådan groft sagt.

Hos dyr taler man om overspringshandlinger. Når en løve trasker frem og tilbage foran gitteret i buret, er det ikke for motionens skyld. Løven har i virkeligheden et andet behov som ikke kan opfyldes, og derfor foretager løven en handling der intet har med det uforløste behov at gøre, men som tilsyneladende "lukker damp" ud.

Jeg har masser af bilag der skal ordnes og ting og tage mig til, og derfor er brugen af "der" og "som" lidt ligeyldigt. Flertallet af læserne vil nok ikke engang bemærke det. Er min fundering derfor i virkeligheden en overspringshandling, (et uforløst behov som jeg ikke lige er bevidst om), eller er det ren dovenskab?

Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre om andre iværksættere med en travl hverdag også foretager sådanne overspringshandlinger, eller om i er bevidste om at i fra tid til anden spilder tid, - hvis i altså gør det.

Hvad så, er jeg en doven rad i et Aminoselskab af målbevidste missiler i forretningsverdenen, eller har jeg lidelsesfæller?

Som grafiker laver jeg meget forskellige opgaver, og selvom man selvfølgelig ikke har tid til at læse alt, man sætter op, læser jeg ind imellem noget af det. Det sætter også mange tanker i gang. Jeg morer mig ofte over sproget – specielt det danske har utrolig mange underfundige vendinger, og nu hvor jeg har fået børn, bruger jeg endnu mere tid på den tankevirksomhed.

Som da vi skal ud og køre, og vi spørger knægten på 4 år, om han er spændt? (altså spændt på det, vi skal), og knægten svarer: Ja, jeg er spændt. (som værende spændt fast i bilen).

Ofte ser jeg også uheldige tekst-kompositioner i avisen – og morer mig herligt over dem. Og for at komme tilbage til de mange forskellige opgaver jeg sidder med, så bringer de bestemt også mange underfundige tanker på banen

'Pas på legende børn' – hvorfor? Er de da farlige? Og da jeg morede mig over den sammen med en tidligere kunde: hvad er det egentlig for nogle gamle nogen, de der legende-børn?

Vi laver forhåbentlig alle overspringshandlinger. Er det ikke noget af det, der adskiller os fra dyrene?